Ekko Shortlist-vinder må opgive instruktørdrøm

Vinder af Ekko Shortlist Awards 2017, dobbelt Robert-nomineret og udtaget til filmfestivalen i Berlin.

Verden ligger for Tone Ottilies fødder, da hun som ung instruktør bryder igennem på den danske filmscene. Med en blanding af queer-sensibilitet og fandenivoldskhed giver hun ungdomsfilmen ny energi.

”Du leger med publikums forventninger, skaber frigørelse i flugten fra virkeligheden og store følelser i små øjeblikke,” lyder juryens begrundelse for at tildele hende Shortlist Prisen til Lulus første gang.

Kortfilmen handler om en ensom teenager, der bliver mobbet på efterskolen og finder tryghed i cyberspace. I alt kan man se seks af Ottilies kortfilm på Ekko Shortlist.

”Til alle jer, der føler jer truet, fordi kvinder er begyndt at snakke om ligestilling i den danske filmbranche: I er en truet dyreart, vi har ikke brug for jer!” siger instruktøren i sin takketale ved Ekko Shortlist Awards.

Men siden afgangsfilmen i 2021 fra Den Danske Filmskole, Katastrofer, har der været stille omkring Tone Ottilie på filmfronten.

Mens andre Ekko Shortlist-vindere allerede har spillefilmdebuteret (Zinnini Elkington, Marijana Jankovic) eller er på vej til at gøre det (Hannah Elbke, Selma Sunniva, William Sehested Høeg), har Tone Ottilies indtog i spillefilmformatet ladet vente på sig.

Det er der en god grund til.

”Jeg har et sindssygt sjældent, ikke rigtigt sammenhængende synshandicap, som lige nu bare er fem diagnoser. Det er bare symptomer. Og lægerne forstår ikke, hvorfor det er sket. Jeg er nok den eneste i Danmark, der rigtigt har det,” siger Tone Ottilie i en samtale med digteren Caspar Eric.

Botox i øjemusklerne
Samtalen finder sted på Nørrebro Teater og er et afsnit af Muskelsvindfondens podcast Små samtaler. Afsnittet blev offentliggjort 15. april.

Iført sorte briller og en grøn kasket fortæller 30-årige Tone Ottilie åbenhjertigt historien om sit synshandicap.

”Jeg lever med kronisk dobbeltsyn, nystagmus på det ene øje, vedvarende spasmer i linserne på begge øjne og i øjenmusklerne samt en øjen-hjernesygdom, der giver konstante synsforstyrrelser på begge øjne – også når jeg lukker dem,” siger hun.

”Øjet virker, men hvis det er en konstant spasmetilstand, så virker det jo ikke i praksis. Jeg har fået taget synet på det ene øje, og jeg kan se omkring en meter med synsforstyrrelser på det andet øje. Jeg har konstante smerter i øjnene, og lige nu får jeg en øjenoperation hver tredje måned på Riget, hvor øjenmusklerne bliver fisket ud og får skudt botox direkte ind.”

Skjuler sit handicap
Problemerne begynder det sidste år af Tone Ottilies studietid på Den Danske Filmskole i 2020-21. Mens hun arbejder på sin afgangsfilm, bliver hun tiltagende træt i øjnene og oplever indimellem dobbeltsyn.

Det får hende til at opsøge en optiker.

”De sagde, at jeg måske havde en hjernetumor. ’Men bare rolig: Den kan sagtens være godartet,’” fortæller Tone Ottilie og griner.

Det viser sig gudskelov ikke at være en hjernetumor, men Ottilies øjensygdom er så sjælden, at hun bliver kastet ud i et langvarigt udredningsforløb.

”Hvis du er sådan én, der har noget, som man normalt ikke har, så vil du blive kastet rundt imellem folk, der siger, at der er intet galt, og folk, der siger, at det er helt vildt galt,” forklarer hun.

Tone Ottilie forsøger at holde fast i instruktørkarrieren. Hun sidder på Nordisk Film og skriver på det, der skal blive hendes første spillefilm. Og hun skjuler sit handicap.

”Jeg havde et ’svagtseende’-badge, som jeg tog af på vej ind til Nordisk Film. Jeg lod, som om jeg kunne se folk, der hilste på mig. Jeg kunne græsgangen, så jeg kunne gå ned til min skrivehytte, hvor jeg tog gardinerne ned, så ingen kunne se mig.”

Vendepunktet
Tone Ottilie er i stand til at se det absurde i sin skæbne, men lægger ikke skjul på, at hun har været igennem en hård tid.

”Det er svært at være en kompleks patient i sundhedssystemet. Man har lyst til at undskylde for, at behandlingerne ikke virker,” siger hun og tilføjer: ”Man har lyst til at gemme sig selv væk.”

Det begynder at lysne, da hun får kontakt til Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup.

”For mig har den store forskel være at holde op med at se det som en sygdom, ingen kunne fikse, til at se det som et handicap,” siger hun i podcasten.

”Det var et kæmpe vendepunkt i mit liv at få hjælp til at lære nogle færdigheder i stedet for bare at være prisgivet: ’Enten er jeg seende, eller også er mit liv bare i ruiner.’”

Farvel til filmidentitet
I dag betragter Tone Ottilie sig selv som halvblind. Hun har lagt skammen over sit synshandicap bag sig, går indimellem med blindestok og siger selv, at hun har ”det fucking godt”.

”Jeg lever et liv, der er virkelig meningsfuldt, og føler endelig, at jeg er ved at give slip på den genstridige filminstruktør-identitet,” siger hun.

Hun forklarer, at film meget hurtigt bliver hele ens identitet – ikke mindst, når man som Ottilie er blevet udråbt til Danmarks store talent.

”Jeg var fucking god til at lave film, så det var noget kæmpe lort, at jeg fik det her problem,” siger hun og peger på sine briller.

Hun vil gerne skrive manuskripter til film, men drømmen om en karriere som filminstruktør har hun måttet lægge fra sig. Til gengæld er hun blevet forfatter.

Vil skabe sit eget space
Ottilie debuterer i 2023 med romanen Milo og Molly er ikke kærester, der handler en sekstenårig piges forelskelse i en nonbinær ven.

Hun følger op med endnu en queer-romance, Det bedste år i mit liv, som modtager Politikens Litteraturpris 2025 i kategorien ”Forever Young”. Næste bog kan meget vel komme til at handle om hendes øjenproblemer.

”Nu er jeg klar til at skrive om det, jeg er klar til at tale om det. Hvis der ikke er nogen, som deler min historie, så må jeg skabe mit eget lille space for det. Jeg må kigge mig selv i øjnene, hvis der ikke er andre at spejle mig i.”

Ved siden af forfatterskabet underviser hun tre dage om ugen på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Til Ekko siger hun:

”Jeg er meget formet af filmbranchen. Det er en del af den, jeg er. Og hvem ved, det kan være, at det bliver bedre med mine øjne en dag, og så vil jeg rigtigt gerne komme tilbage. Men nu er der gået seks år, og der har været ni øjenindgreb, så det kommer nok ikke til at ske lige om lidt.”