Hvad blev der af Michael Haneke?

To Guldpalmer, én Oscar og herhjemme modtager af Sonningprisen i 2014, overrakt med en tale af filmlektor og Ekko-medredaktør Peter Schepelern.

Østrigske Michael Haneke var i de første to årtier af dette århundrede sammen med vor egen Lars von Trier den førende europæiske instruktør. Han syntes at hive det ene mesterværk efter det andet ud af ærmet: Pianisten (2001), Skjult (2005), Det hvide bånd (2009) og Amour (2012).

Dertil kommer tidligere hovedværker som Der siebente Kontinent (1989), Bennys video (1992) og Funny Games (1997).

Med sin kølige og minimalistiske stil skildrer Haneke vold, ondskab, skyld og fremmedgørelse i middelklassefamilier og et Europa, der aldrig for alvor har bearbejdet fascismen, som derfor stadig ulmer under den civiliserede overflade.

Det er barske film med en stærk politisk kerne, hvor Haneke igen og igen placerer tilskueren i situationer, der gør én medansvarlig for det, man ser på.

Hans seneste film, Happy End fra 2017, fik dog kritiske ord med på vejen af Ekkos Leslie Felperin, som kaldte den ”Hanekes Greatest Hits, hvor instruktøren gentager mange af de temaer, der er i hans tidligste film”.

Hun foreslog ligefrem, at vi burde ”stoppe med at dyrke Michael Haneke, der fortsætter den samme bitre og humorforladte nihilisme, mens mennesker fra alle sociale klasser kæmper for at skabe forandringer”.

Men måske var der en pointe i, at Haneke lavede en slags metabevidst karrieresammenfatning og ironisk kaldte den Happy End. For meget tyder nu på, at det blev hans sidste film.

Han er tilfreds
Hans nære ven og tidligere samarbejdspartner, østrigske Markus Schleinzer, der til november er biografaktuel med Rose, siger til amerikanske Indiewire, at Haneke er gået på pension.

”Han har trukket sig tilbage. Han er 84 år nu, men han er stadig glad. Vi mødtes for to uger siden, og han lavede en rigtigt god ret til mig. Han har lavet sine ti film ligesom sit store forbillede gennem alle tider, Robert Bresson. Han gjorde, hvad han kunne, og nu er han tilfreds,” siger Markus Schleinzer.

Antallet af film skal nok forstås symbolsk, for rent faktisk har Haneke skabt tolv spillefilm og elleve tv-film. Én af spillefilmene var dog et amerikansk remake i 2007 af Funny Games.

Markus Schleinzer fortæller, at Haneke var til den østrigske premiere på Rose, der har Sandra Hüller (The Zone of Interest, Fatherland) i hovedrollen.

”Han var til premieren i Østrig, og han er sådan en meget beskyttende og utroligt sød ven. Da jeg var i Cannes med min første film (Michael, red.) ringede han til mig hvert andet minut: ’Har du vundet en pris? Ved du noget lige nu?’ Så det er et virkelig varmt venskab.”

Svær periode efter covid
Efter Happy End forsøgte Michael Haneke faktisk at fortsætte karrieren.

Han annoncerede i 2018 sin første tv-serie, Kelvin’s Book, en engelsksproget dystopi på ti afsnit. Den skulle handle om en gruppe unge, der efter en nødlanding konfronteres med den måde, andre opfatter deres eget land på. Samtidig skulle serien være en refleksion over den digitale tidsalder.

Projektet blev skrevet og udviklet og var ifølge det østrigske magasin Profil i vid udstrækning finansieret. Men pandemien forsinkede produktionen, og serien blev siden lagt på hylden.

Franske Isabelle Huppert, der medvirker i hele fire Haneke-film – Pianisten, Ulvetider, Amour og Happy End – antydede i 2023, at instruktøren havde lavet sit sidste værk.

”Han har tydeligvis ikke haft travlt de seneste seks år,” siger skuespilleren til IndieWire og fortsætter:

”Jeg aner ikke, om han kommer til at arbejde igen, eller om vi kommer til at arbejde sammen igen. Han har måske været igennem en svær periode efter covid. Jeg ved ikke nok om det. Han er i god form. Jeg kan kun håbe på, at han kommer til at arbejde igen.”

Passende udgang
I 2025 konstaterede Financial Times i en anmeldelse af Pianisten, at Haneke sandsynligvis var gået på pension. Instruktøren har ikke selv meldt ud, at Happy End blev hans sidste film, men efter ni år uden en ny film og med et kuldsejlet projekt er der efterhånden ikke meget, der tyder på et comeback.

Amour – hans paradoksalt nok varmeste og samtidig måske mest dystre film – handler om Jean-Louis Trintignants aldrende ægtemand, der føler sig forpligtet til at blive hos det menneske, han elsker, mens hendes krop og sind langsomt svigter.

Filmen munder ud i et barmhjertighedsdrab. I slutningen af Happy End sidder Jean-Louis Trintignant – denne gang i rollen som patriark – ved havet i sin kørestol og forsøger endnu engang at få hjælp til selv at dø.

En alt andet end lykkelig slutning, men for den uforsonlige Haneke måske alligevel en passende udgang på sin enestående karriere.