Nyhed
28. mar. 2012 | 13:59

Malick laver film med indie-konger

Foto | Uoplyst
Rooney Mara og Alan Palomo

Arcade Fire, Fleet Foxes og Neon Indian sættes alle i forbindelse med Terrence Malicks kommende thriller Lawless.

Af Mikkel Kofod

Det skorter ikke på filmstjerner i Terrence Malicks film, og nu ser det ud til, at mesterinstruktøren udvider stjernelisten med store musiknavne.

Det drejer sig om indie-rockgrupperne Arcade Fire, Fleet Foxes og Neon Indian, der ifølge The Guardian alle medvirker i Malicks kommende film Lawless.

Filmen er noget så sjældent som en indie-rock-thriller og udspiller sig i musikmiljøet i instruktørens hjemstat Texas.

Ifølge popkultur-bloggen JustJared blev Rooney Mara (Lisbeth Salander i The Girl With the Dragon Tattoo) og Malick set tidligere på måneden på musik- og filmfestivalen SXSW. De var i færd med at optage en scene sammen med Alan Palomo, der er frontmand i Neon Indian.

Sidste år deltog Malick i musikfestivalen Austin City Limits, hvor Christian Bale, der også medvirker i Lawless, blev fulgt af et kamerahold og under en koncert gik på scenen og spillede bongotrommer med Fleet Foxes.

The Guardian beretter ydermere, at Arcade Fire også er blevet filmet til projektet.

Gruppernes deltagelse i filmen er ikke officielt bekræftet. På filmdatabasen IMDb byder rollelisten – ud over Bale og Mara – på blandt andre Cate Blanchett, Natalie Portman og Ryan Gosling, der har haft stor succes med sit eget musikprojekt Dead Man’s Bones.

Lawless
forventes at få premiere i 2013. Det bliver dog ikke instruktørens næste film, for allerede i år er planlagt premiere på en film med Ben Affleck, som endnu ikke har fået en titel.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko