Selvfølgelig kan Tengberg lave film om Zelenskyj

Ekstra Bladet har for længst pensioneret den seriøse filmkritik. De få filmkyndige stemmer er forsvundet fra redaktionen, og når man en sjælden gang vover sig ind på filmanmeldelsens område, bliver resultatet derefter.

Til gengæld er Ekstra Bladet denne sommer kommet i tanke om sit gamle motto – ”tør, hvor andre tier” – og har påtaget sig rollen som kulturens vagthund. Det drejer sig om to opsigtsvækkende angreb på Det Danske Filminstitut, men begge gange rammer avisen ved siden af.

”Knap 20.000 kroner per billet,” lyder overskriften i en artikel fra 19. juli om den pris, Filminstituttets direktør og bestyrelsesformand har betalt for at komme til Oscar-showet i marts.

Det er en klassisk forargelsesvinkel. Skatteborgerne skal harmes over, at deres penge er blevet brugt på, at to kulturledere kunne ”slå sig løs blandt stjernerne i det solbeskinnede Los Angeles”, som avisen sigende formulerer det.

”Prisen i alt for to billetter: 37.480 kroner,” konkluderer avisen. Men det første spørgsmål må være: Er det egentlig overraskende mange penge?

Til sammenligning kostede den billigste billet til den historisk ringe VM-finale i fodbold ifølge TV 2 ”knap 72.000 kroner”, mens de dyreste pladser løb op i 196.000 kroner per person. Set i det lys er en billet til et over tre timer langt show som Oscar-uddelingen – sandsynligvis inklusive forplejning som drinks og snacks – ikke ligefrem en opsigtsvækkende ekstravagance (selv om mange af os ikke ville have råd).

Ekstra Bladet har søgt aktindsigt, men mærkværdigvis glemmer avisen at fortælle, hvad den samlede regning for de to toplederes tur faktisk lød på. Hvor har de boet? Hvad har de spist for? Hvad har de brugt af penge?

Det ville ellers have været oplagte oplysninger, hvis læserne skal hjælpes til den forargelse, artiklen lægger op til.

Logrende vagthund
Filminstituttet forsvarer i artiklen turen med, at en dansk Oscar-nominering for bedste dokumentar krævede en tilstedeværelse fra landets vigtigste filminstitution. Desuden fremhæver instituttet betydningen af ”en opsøgende indsats i forhold til at skabe og sikre gode relationer til andre stærke filmnationer”.

Det lyder umiddelbart som rimelige argumenter. Men i stedet for at gå magthaverne på klingen mister tabloidavisens vagthund pludselig tænderne og nøjes med at logre med halen.

Hvorfor beder man ikke om aktindsigt i de to lederes programmer, så offentligheden kan se, hvilke konkrete møder og aktiviteter turen omfattede?

Og hvorfor stiller man ikke det oplagte spørgsmål om, hvorvidt det er det rigtige tidspunkt for bestyrelsesformanden at rejse til Hollywood, mens Filminstituttet er under massivt pres på grund af den verserende voldgiftssag om Filmtaget med hovedentreprenøren Juul & Nielsen, der kræver 150 millioner kroner – næsten fire gange det oprindelige budget på 38 millioner?

Ekstra Bladet dækkede i 2024 forbilledligt skandalen om Filmtaget. Men artiklen om, at Filminstituttet ud af en offentlig bevilling på 133,1 millioner kroner har brugt 37.480 kroner på to billetter – svarende til 0,028 procent af bevillingen – er ganske enkelt spild af tid.

Med de lønninger, som moderne ledere i dag oppebærer, er det ikke engang utænkeligt, at Filminstituttets håndtering af Ekstra Bladets aktindsigt har kostet skatteborgerne mere end de to Oscar-billetter, avisen forsøger at gøre til en sag.

Find en forarget
Den anden afsløring handler om Bo Tengbergs planlagte dokumentar om Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og hans hustru, Olena Zelenska, for produktionsselskabet Seabird Production, som Tengberg er medejer af.

Ekstra Bladet skriver på baggrund af endnu en aktindsigt, at Tengberg via sit ægteskab med statsminister Mette Frederiksen er blevet venner med Zelenskyj.

”De to par er blevet private venner og har tilbragt stunder sammen, der rækker ud over de officielle diplomatiske relationer. Dette har gjort det muligt for Tengberg at foreslå Zelenskyj at lave en film, der går helt tæt på ham og hans kone, midt under den igangværende krig,” skriver Filminstituttets daværende konsulent, Frank Piasecki Poulsen, da han i 2024 indstillede filmen til 190.000 kroner i udviklingsstøtte.

I denne artikel har Ekstra Bladet gjort sig den journalistiske anstrengelse at opstøve et forarget menneske. Og vupti, på banen med mediet POV Internationals politiske redaktør, Frank Korsholm.

”Det eneste rigtige er at opgive projektet,” siger han til avisen og føjer til:

”Han siger det jo selv: Jeg er gift med statsministeren, og derfor har jeg bedre adgang til Zelenskyj. Normalt er det problematisk, når folk har to kasketter på. Her har man så givet ham en tredje: filmskaber, ægtemand til statsministeren og privat ven til Zelenskyj.”

Transparens og distance
Måske har redaktøren styr på politik, men dokumentarkunsten har han ikke den fjerneste forståelse af. Det samme gælder Ekstra Bladet. De bygger begge deres kritik på en forældet myte om dokumentaren som et objektivt vindue til virkeligheden – forestillingen om den neutrale fortæller, som især blev cementeret af de autoritative BBC-dokumentarer fra en svunden tv-æra.

Dokumentarfilmens ideal er ikke nødvendigvis distance og objektivitet, men transparens. Nogle af genrens største værker er netop skabt af instruktører, der har filmet deres egne forældre, børn, ægtefæller eller nære venner.

I Stories We Tell fra 2012 undersøger Sarah Polley sin egen familiehistorie gennem en mosaik af modstridende perspektiver, og i Grey Gardens fra 1975 flyttede brødrene Albert og David Maysles ind i en excentrisk families liv og skabte gennem tillid og nærvær et af dokumentarhistoriens mest intime familieportrætter.

Mens Claude Lanzmann i et af dokumentarfilmens største værker, Shoah (1985), ikke blot skaber et historisk dokument, men også en personlig og eksistentiel undersøgelse af Holocausts traumer. Som jødisk filmskaber og tidligere modstandsmand mod nazisterne under Anden Verdenskrig er Lanzmann selv dybt forbundet med det stof, han undersøger.

Herhjemme har Sebastian Cordes for nylig lavet et portræt af sin kæreste, Jenny Rossander – alias musikeren Lydmor – hvor den personlige relation gav en adgang, som næppe kunne være opnået af en udenforstående.

Idiotisk at sige nej
At Bo Tengberg har en enestående adgang til en af de mest centrale skikkelser i nyere europæisk historie, er en mulighed, enhver dokumentarist ville drømme om.

Den bør naturligvis udnyttes.

Så længe relationen deklareres åbent og helst gøres til en del af filmens præmis, er der ingen grund til at se den som et problem. Tværtimod. Det ville have været idiotisk, hvis Filminstituttets konsulent havde afvist projektet med den begrundelse, som Ekstra Bladet og Frank Korsholm efterlyser.

Ekstra Bladet fremhæver også, at Seabird Production forventer at modtage 633.888 kroner i udviklingsstøtte fra Filminstituttet. Men heller ikke det rummer noget opsigtsvækkende.

Udviklingsstøtte gives netop for at afprøve et projekts kunstneriske og dramaturgiske potentiale. Pengene skal formentlig bruges til at optage materiale med Volodymyr Zelenskyj og hans hustru, så konsulenten får et grundlag for at vurdere, om projektet fortjener produktionsstøtte.

Hvis optagelserne peger i retning af en glat og overfladisk dokumentar – eller ligefrem den ukritiske reklame for statsministerens Ukraine-politik, som Ekstra Bladets lederskribent allerede har dømt filmen til at blive – bør konsulenten naturligvis give afslag. Men tanken om, at en dyr dansk dokumentarfilm skulle være nødvendig for at overbevise befolkningen om støtten til Ukraine, virker i sig selv besynderlig.

Men giver materialet et sjældent, intimt og nuanceret indblik i hverdagen hos en statsleder, der lever under et næsten umenneskeligt pres, er der udsigt til en usædvanlig dokumentar med betydelig samfundsmæssig relevans.

Spørgsmålet er derfor ikke, om der findes en relation, men hvordan filmen håndterer den.

Masser af erfaring
Hvis Bo Tengberg var en tilfældig person uden filmisk erfaring, kunne Ekstra Bladet have en legitim pointe i at spørge, om han blot udnyttede sin private adgang til magten.

Men at gøre relationen i sig selv til et problem vender sagen på hovedet. En dokumentarist vælges ikke på trods af sine relationer, men ofte på grund af den tillid og adgang, han eller hun er i stand til at skabe.

Og selv om Bo Tengberg ikke hører til blandt landets førende instruktører, er han langt fra nogen uerfaren filmmand.

Han blev uddannet som filmfotograf fra Den Danske Filmskole i 1990’erne og stod bag kameraet på Jonas Elmers originalt improviserede Let’s Get Lost, der gav Sidse Babett Knudsen sit gennembrud, blev en forløber for dogmefilmene og siden har opnået kultstatus (udgivet på Ekko-dvd #19).

Han har gennem årene fotograferet et stort antal film og tv-serier – fra TAXA til Mødregruppen – og selv instrueret spillefilmen Wonderful Copenhagen om sexarbejdermiljøet på Vesterbro samt tv-serien Anker. Han har endnu ikke instrueret en dokumentarfilm, men som fotograf har han mange års erfaring med genren og med at skabe den tillid og fortrolighed, som dokumentarfilm bygger på.

Derfor har Filminstituttet også grebet projektet fornuftigt an ved at knytte en mere erfaren dokumentarist til processen.

Så forhåbentlig lader Filminstituttet sig ikke presse til at træffe en kunstnerisk beslutning på et spinkelt grundlag. Og forhåbentlig lykkes det Bo Tengberg at skabe en stærk dokumentar, der i sig selv bliver det bedste svar på Ekstra Bladets forargelse forklædt som afsløring.