Svend levede livet fuldt ud

”Det er jo en sørgelig historie,” konstaterer Svend Auken allerede i den første scene i ægtefællen Anne Wivels portrætfilm, slet og ret kaldet Svend.

Og selvfølgelig er det en trist historie, ikke mindst for hovedpersonen og hans nærmeste. Fra medierne ved vi jo, hvordan det endte. Og vi ved, at Auken selv var klar over, hvor det bar hen, efter at han havde fået konstateret, at en længe ulmende prostatakræft havde bredt sig.

Men samtidig er Wivels film også en smuk og opbyggelig fortælling om et menneske, der levede livet fuldt ud, gjorde en forskel i verden og aldrig opgav hverken virkelysten, håbet eller troen på, at indsatsen nyttede. Et eksempel til efterfølgelse.

Overskudsmenneske
Filmen giver sig god tid. Der indledes med spredte glimt fra tre rejser til henholdsvis Kenya, Indien og Seattle, hvor Aukens åbne og vindende personlighed ridses op, samtidig med at det etableres, hvordan filmen er et projekt, som de to ægtefæller er sammen om.

Der er fyldige sekvenser fra officielle møder og konferencer, og også fra valgkampen i efteråret 2007, men hovedparten af materialet udspiller sig uden for mediernes søgelys.

Som ægtefælle har Wivel eksklusiv adgang bag kulissen, og det er ikke mindst i de intime øjeblikke - sene aftener i køkkenet efter lange arbejdsdage, afslappede stunder i sommerhuset i Rågeleje - at Auken træder frem som et overskudsmenneske, der altid inspirerer og opmuntrer andre, selv når det handler om hans egen sygdom.

Den svære dobbeltrolle
Undervejs mærker man, hvor kejtet det kan være for en filmmager at skulle rette kameraet mod sin elskede.

Anne Wivel kæmper sine steder med den besværlige dobbeltrolle som professionel dokumentarist og medlevende ægtefælle, og den håndholdte og notatprægede stil, som hun tidligere har dyrket i portrætter af Johannes Møllehave og Per Kirkeby, synes i denne sammenhæng at være både en nødvendighed og en udfordring i den forstand, at hun i Svend må håndtere en konstant splittelse mellem at være observerende og nærværende.

Men først og fremmest fremgår det, at det fælles filmprojekt har givet anledning til at sætte ord på tanker og følelser, som måske ellers ville have været usagte.

Sygdommens tunge skygge
Det sidste mærkes specielt fra det punkt i forløbet, hvor sygdommen begynder at læne sig som en tung skygge ind over både arbejde og privatliv.

Frem til få måneder før Svend Aukens død syntes alt at handle om politik, ikke mindst spørgsmålene om miljø og klimaforandringer, som fyldte så meget i den tidligere miljøministers lange karriere.

I denne sammenhæng ser vi en mand præget af engagement, utrættelighed og et tårnhøjt ambitionsniveau (naturligt nok er Wivels film mere en kærlighedserklæring og en beundrende afskedshilsen end et traditionelt kritisk-analytisk politikerportræt).

Men jo mere energien begynder at svigte, og frustrationerne over udsigten til, at sygdommen vil sætte en for tidlig stopper for livsprojektet, melder sig, des mere kommer filmen til at handle om menneskelighed og kærlighed, sygdom og tab. Og om at leve med bevidstheden om at skulle dø.

Dybt personlig
Man kan gætte sig til, at Svend har været en nødvendig, men også svær film for Anne Wivel at lave. Ligesom man fornemmer, at den er blevet til i en delikat balanceakt mellem et portræt af en offentligt kendt figur og en dialog med en elsket livsledsager.

Wivel forsøger at undgå sentimentalitet og privateri, og det lykkes, uden at resultatet af den grund er blevet distanceret eller blodfattigt. Tværtimod bidrager den overvejende lyse tone sammen med filmmagerens diskretion til at gøre det lettere for os andre at træde ind i deres intime rum.

Svend Auken døde den 4. august 2009, blot 66 år gammel. Og med filmen om ham har Anne Wivel ristet en rune, som ikke alene er dybt personlig og bevægende, men også respektfuld og værdig.