To mestre i nyt Ekko

Anthony Dod Mantle og Jesper Christensen er mestre inden for hver deres metier, henholdsvis fotografering og skuespil. Igennem de sidste femten år har de fået større og større succes i udlandet.

Vi fortæller deres historie i to store separate portræt-artikler i det nye nummer 52, der er på gaden.

Dogme-revolutionen var stærkt medvirkende til deres succes. For Dod Mantle betød det gennembruddet med Festen og for Christensen betød det et comeback med den dogme-inspirerede Bænken.

Trier går amok
Det var på grund af en pige, at britisk fødte Anthony Dod Mantle i slutningen af 70’erne kom til Danmark.

”Jeg havnede i en by, der hed Esbjerg, og jeg kunne ikke forstå, hvor isbjergene var henne,” fortæller han.

I dag har Anthony Dod Mantle, der er biografaktuel med Danny Boyles 127 hours, dansk adresse, britisk pas og verden som sin arbejdsplads.

Vi følger i mesterfotografens slipstrøm, mens han vinder en Oscar, mister en Trier og søger efter et stabilt ståsted.

”Når instruktøren (Lars von Trier, red.) går amok og smider med walkie-talkies på den sidste optagedag, er det noget af det værste, der kan ske,” fortæller Anthony Dod Mantle om sine oplevelser med Antichrist, hvor Trier følte afmagt over, at han ikke selv kunne løfte kameraerne.

”Hver dag blev en påmindelse for ham om, at han var svag,” siger Dod Mantle.

”Giv mig en rolle, Lars!”
Lidt bedre er det gået med samarbejdet mellem Lars von Trier og Jesper Christensen.

”Jeg har hele tiden sagt: ’Lars, for helvede, nu må du tage dig sammen og finde en rolle til mig. Jeg skammer mig ude i verden, når folk spørger mig, hvorfor jeg ikke er med i Lars von Triers film,’” fortæller Jesper Christensen.

Og rollen fik han med Lars von Triers kommende film Melancholia, der har premiere til maj. Lige nu er han biograf-aktuel i En familie, hvor han spiller døende bager-patriark.

Ifølge Jesper Christensen er det at spille skuespil ikke sammenligneligt med for eksempel en håndværker, som gør det, han har lært.

Tygger drøv på egne fadæser
”Det, jeg gør, er at tygge drøv på mine egne fadæser og fejl. Og jeg vil gerne have ros. Jeg vil gerne være en dygtig dreng, som bliver klappet på hovedet,” siger han om drivkraften bag skuespillet.

Men det er ikke blevet lettere med berømmelsen. En skuespiller henter inspiration fra at iagttage mennesker, og det er svært, når man selv er midtpunktet.

”Jeg kan ikke stå op ad en væg og kigge på folk. For hvis jeg drejer mig hurtigt nok, så opdager jeg, at de alle sammen står og kigger på mig. Så jeg er nødt til at spille ud fra iagttagelser, jeg gjorde for 30 år siden.”

Læs begge interviews med de to herrer i det nye nummer af Ekko. Bladet kan købes i løssalg her. Du kan bestille abonnement her eller på telefon 88389299.