TV 2 grebet i at manipulere med lyden
I Ekko #95 fra december 2023 afslørede journalist Jesper Vestergaard Larsen, at Deluca Film havde tilføjet en lydeffekt til en overvågningsvideo i dokumentaren Forfulgt af politiet?
Lyden forstærkede indtrykket af, at en politimand sparkede en mand under en anholdelse. Efter Ekkos artikel valgte DR at fjerne lydeffekten og indskærpe over for fremtidige produktioner, at lyd ikke må manipuleres på en måde, der ændrer oplevelsen af det dokumenterede hændelsesforløb.
I 2007 måtte DR’s journalist Jeppe Nybroe fratræde sin stilling, efter at han havde genbrugt lyden af den samme granateksplosion flere gange i et indslag fra Irak for at øge dramatikken.
Nu er TV 2 blevet taget i at manipulere med lyden. Jesper Rindom Jensen, lektor ved Aalborg Universitet, har foretaget en lydanalyse for RADIO IIII i den skandaleombruste underholdningsserie Alle elsker Rasmus.
I seriens klimaksscene ser man Rasmus Wallbridge grine højlydt, da han siddende i en biograf får at vide, at han gennem fire måneder er blevet bildt ind, at han skulle lave en spillefilm, men at det hele i virkeligheden var en stor prank. Præcis det samme grin går igen, da han rejser sig og forlader salen.
Gentagelsen kan give seerne indtryk af, at Wallbridge tager fupnummeret med et smil. Det samme signal sender hans brede grin på det konstruerede fællesbillede, TV 2 lancerede serien med. Senere er det kommet frem, at han ikke havde det spor godt med at være blevet ført bag lyset.
Efter afsløringen har TV 2 indrømmet, at grinet er blevet genbrugt i scenen. Koncernen vil nu lave en undersøgelse af hele produktionsforløbet.
”En del af undersøgelsen omfatter også klipningen af serien, hvor vi i dag er blevet bekendt med, at et lydklip er blevet genbrugt i en central scene i serien. Det skulle heller ikke være sket,” skriver indholdsdirektør Ulla Pors til Ekstra Bladet.
Bodsgang på sociale medier
TV 2 har i de seneste dage danset baglæns ud af sit eget forsvar. Først erklærede programdirektør Dorthe Thirstrup, at idéen var originalt tænkt, selv om den ret beset var kopieret fra den amerikanske serie Jury Duty.
Hun forsvarede konceptet med, at TV 2 skal turde udfordre de gængse fortælleformer, og hun var åben for at gentage eksperimentet i en anden form.
Men efterhånden som kritikken tog til – ikke mindst med kulturminister Zenia Stampes karakteristik af serien som et ”usmageligt, psykologisk eksperiment” – blev serien afpubliceret, og TV 2 lagde sig fladt ned.
De fleste medvirkende har siden været på bodsgang på de sociale medier og undskyldt over for Rasmus Wallbridge. Instruktøren og manuskriptforfatteren Jesper Rofelt har derimod ikke reageret på mediernes henvendelser.
Nordisk Film, som medvirker i serien og ejer majoriteten i produktionsselskabet Drive Studio, har i Ekstra Bladet udtalt, at alle i og omkring programmet har haft de bedste intensioner.


Kommentarer