”Vi er nødt til at reparere verden”

Vi hører jubelskrig fra eftermiddags-raverne, da dj’en på nabostranden skruer op for bassen. Christian Petzold tager sig til hovedet og bander på tysk.

”Was für ein Scheissmusik hier! Sorry, aber ehrlich!”

Den tyske topinstruktør er på udebane, da vi i 2025 mødes til et gruppeinterview om hans seneste film.

Han er vant til at holde verdenspremiere i cykelafstand af sin lejlighed i Kreuzberg. Siden han debuterede som del af den psykologisk indtrængende Berliner-skole har Berlinalen belønnet ham med to Sølvbjørne og en plads i forrige års konkurrencejury.

Undervejs har han arbejdet sig frem til en førerposition i tysk film. I den forstand er det ingen overraskelse at se ham i Cannes. Det mærkelige er, at Miroirs No. 3 hverken var udtaget til hoved- eller sidekonkurrencen, men til parallelprogrammet Quinzaine des cinéastes – hvor den i øvrigt ingenting vandt.

Det er ellers en film, der demonstrerer alle Christian Petzolds kvaliteter: det intense persondrama, de æggende spejlinger, gådefulde antydninger, sårede mennesker på jagt efter forståelse og forløsning.

Han holder ikke publikum i hånden, men tvinger os til at tænke selv. Og det er ikke for ingenting, at Simon Pasternak kvitterede med fem stjerner i sin anmeldelse for Ekko.

Måske Cannes er et dårligt match. Sådan virker det i hvert fald denne eftermiddag på stranden, hvor Christian Petzold skuler mod superyachterne, der ligger for anker bag os.

”Det er utroligt – der er folk, som danser derovre. De er vanvittige. Jeg tror, de er russere fra de der grimme skibe. I morgen kommer jeg til at have en stemme som Yves Montand.”

Erstatter død datter
Kontrasten til filmen er skærende.

Miroirs No. 3 fuldender Christian Petzolds trilogi om grundelementerne. Hvor Undine handler om vand og Rød himmel om ild, handler hans seneste værk om den lindrende sommerluft i Uckermarken nord for Berlin, som Christian Petzold til cykels har udforsket på kryds og tværs.

Det er her, berlinere som ham kommer for at lade op. Og her, den depressionsramte Laura lander efter et biluheld, der koster hendes kæreste livet.

Hun bliver reddet indenfor af den omsorgsfulde Betty, der føler en øjeblikkelig, uudtalt forbindelse til den unge kvinde. ”Hun er holdt op med at tage sin medicin,” siger Richard om sin kone og gør sønnen Max bekymret.

Før var der også en datter, Yelena. Hun begik selvmord, men mærkes stadig overalt i det lille hus, hvor sladdervorne naboer stadig nærmer sig indkørslen med nysgerrighed – eller fordømmelse – i blikket.

Snart går Laura i Yelenas tøj og spiller på hendes klaver. Hun træder i datterens sted – ikke ulig måden, Franz Rogowski overtager en død forfatters identitet i Transit, eller enkemanden i Phoenix styler Nina Hoss som den hustru, han tror, han har mistet.

Smid-væk-verden
Christian Petzold gentager ikke sig selv, men hans film rimer.

”For mig handler film altid om spøgelser,” siger instruktøren, der slog igennem med netop den såkaldte spøgelsestrilogi: Die innere Sicherheit, Gespenster og Yella.

”Når en mand løslades fra fængslet, eller når en kvinde mister sit arbejde, sin kærlighed, sit barn, er de alle spøgelser. De er ikke længere en del af samfundet. Og jeg kan godt lide film om mennesker, der står uden for verden, men som ønsker at vende tilbage og genopbygge sig selv.”

I Miroirs No. 3 har alle personerne travlt med at reparere ting. Stakittet skal males, klaveret stemmes, urtehaven luges. Far og søn er håndværkere og automekanikere, der tager kærlig hånd om alt fra en dryppende hane til bilfabrikanternes spion-gps’er.

”Vi lever i en verden, der smider alt væk, men denne film handler om, hvordan vi reparerer verden. Hvordan reparerer vi bygninger? Klaverer? Stakitter? Og hvad med vores samfund, sjæl og sind? Der er en drift med at reparere ting, og det er et politisk emne.”

Håbløse teaterskuespillere
Christian Petzolds film er fulde af gengangere, både foran og bag ved kameraet.

Produceren Florian Koerner von Gustorf, fotografen Hans Fromm og klipperen Bettina Böhler har været med siden debutfilmen fra 2000, hvor Barbara Auer (Betty) i øvrigt spiller en hovedrolle.

Matthias Brandt (Richard) har været med siden Transit, Enno Trebs (Max) siden Undine, og Paula Beer har siden Transit spillet mange af de kvinderoller, som Nina Hoss tog sig af tidligere i Christian Petzolds karriere.

Han foretrækker at arbejde med kendte kræfter, ikke mindst fordi han ikke har meget til overs for den tyske skuespilstand.

”I Tyskland har vi mange skuespillere, der kommer fra teatret, men dem kan man ikke bruge til at lave film. Og hvis en skuespiller kommer fra skuespilskolen, er man er man nødt til at bruge en to-tre dage på fuldkommen at pille dem fra hinanden.”

”De fleste af de skuespillere kan ikke køre i bil, de kan ikke ryge en cigaret eller åbne et vindue uden også at skulle gøre et eller andet med deres ansigt. Hvordan kan det være, at amerikanere kan åbne et vindue, og så åbner de bare et vindue? Når en tysker åbner et vindue, skal det samtidig være en monolog om karakterens livsforløb.”

Sammenholdets redning
At så meget af castet fra Rød himmel går igen i Miroirs No. 3 skyldes, at han fik idéen til sidstnævnte under indspilningerne.

”Der var en særlig atmosfære efter 26 optagedage. Vi var lidt trætte,” forklarer Christian Petzold.

For at opmuntre skuespillerne holdt han en lille kamptale inspireret af den tyske, romantiske digter Heinrich von Kleist.

I et berømt brev beskriver han, hvordan han blev betaget af en stenhvælving uden for byen Würzburg. Hver for sig ville stenene falde til jorden, men tilsammen danner de en mur, der beskytter menneskene.

”Vi ved, at vi skal dø, men vi lever. Og det er en beroligende tanke,” som Christian Petzold opsummerer metaforen.

”Miroirs No. 3 handler om den mur. Det handler om en ung kvinde, der har mistet sig selv på vej til et sammenbrud, og om en familie, der allerede er brudt sammen. Den handler om, hvordan de tilsammen kan redde hinanden.”

Dermed markerer filmen også et fokusskifte, understreger han.

”Jeg har lavet mange film om enkeltindivider og deres rejse, men nu er jeg begyndt at interessere mig mere for fællesskaber. Det kan være fagforeninger, familier eller fodboldklubber, og spørgsmålet er det samme: Hvordan kan de overleve som en gruppe?”

”Jeg er interesseret i, hvordan kollektiver kan overleve i vores verden. Så det er, hvad mine næste film kommer til at handle om,” forklarer Christian Petzold.

Kollektivfortællingen tiltrækker ham ikke mindst, fordi den giver mulighed for at tegne et mere komplekst portræt af sit hjemland.

”Det tyske samfund er udmattet, og i alle udmattede samfund er situationen farlig. For når man er træt, kan fascisterne krænge døren op.”

”Men jeg kan også godt lide de trætte mennesker. Jeg kan lide trætte film, trætte helte, trætte situationer. Når nogen er træt, er der en anden, som kalder. Og så må man tage et koldt brusebad, finde sig et våben og bekæmpe fascisterne. Bagefter vil man bare lægge sig ned igen og sove.”

”Det er sådan, det tyske samfund fungerer. Vi er meget trætte, men jeg tror, vi er nødt til at gøre noget nu.”

Har lært af fortiden
Christian Petzold er dybt engageret i sin omverden. Det er næsten uundgåeligt, når man som han har boet en menneskealder i Berlin.

Han ankom til en opdelt by og oplevede murens fald og genforeningens bitre forvirring på klods hold. I sine film har han spejlet Tysklands historie fra Anden Verdenskrigs syndefald over kommunismens undertrykkelse og til storkapitalens indtog, der presser hans landsmænd og udfordrer solidariteten.

For tiden arbejder han på et projekt om Ukraine, der skal foregå i Odesa. Derefter venter endnu en film med Paula Beer.

– Er du forhåbningsfuld i forhold til fremtiden?

”Ja,” svarer Christian Petzold uden tøven.

”Tyskerne startede to verdenskrige og begik holocaust, men det skyldtes et samfund dikteret af militæret, Prøjsen og katolsk ideologi. Siden studenteroprøret i 1968 har vi forstået lidt mere af, hvad der foregår i verden. Så det vil ikke ske igen på samme måde.”

”Den nye fascisme er ikke den samme som den gamle, og jeg tror, vi er blevet stærkere. Vi kan grine, vi har humor – og vi har bedre film.”