Ekko Shortlist Awards
23. jan. 2019 | 14:18

Oplev højdepunkter ved Ekko Shortlist Awards

Foto | Esben Sloth

Iklædt præstekåbe gav værten Anders Lund Madsen syndsforladelse til vinderne af Ekko Shortlist Awards 2018, hvis højdepunkter kan opleves i en festlig video.

Af Claus Christensen

”Jeg står her i dag – en dreng fra Mjølnerparken – og kan vise alle de andre drenge derude, at hvis man vil, så kan man.”

Sådan sagde Abdel Raman Mustafa, da han vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i dramaet Min fjendes bror foran erfarne folk som Claes Bang, Kristian Halken og Claus Bue.

Takketalen høstede aftenens største bifald, da Ekko Shortlist Awards 2018 blev afholdt den 24. november i Bremen Teater for femte gang med over 500 gæster.

Et munkekor indledte festen med at brumme temaet til Rumrejsen år 2001, hvorefter værten Anders Lund Madsen gjorde sin entré iklædt katolsk præstekåbe.

”Det er den første Ekko Shortlist, efter at filmbranchen blev ren igen. Og nu er det også på tide at give syndsforladelse til dem, der skal vinde her i aften,” siger værten i Esben Sloth og Adam Ullströms video fra prisfesten (se den øverst i artiklen).

Efter at have modtaget prisen og holdt en takketale skulle vinderne i Anders Lund Madsens skriftestol. Og det blev i løbet af aftenen til flere bekendelser, blandt andet af Frederikke Dahl Hansen, som med et grin indrømmede, at hun var kommet til at slå nogen.

Men alle modtog syndsforladelse.

Også aftenens store vinder af Shortlist Prisen, Kristian Håskjold, der takkede sin rummelige kæreste Eva, som i to et halvt år havde fulgt instruktøren lave break-up-filmen Forever Now med sin ekskæreste.

”Jeg elsker hende,” sagde Kristian Håskjold.

Amalie Skovhus Petersen takkede hensynsfuldt sin mor, da hun og Kirstine Auener vandt prisen for bedste scenografi i den fantastiske Om en måned.

Glæden var mindst lige så stor hos Thomas Ernst og hans to kumpaner – hele filmholdet, som det blev sagt – da de vandt Publikum Prisen for mockumentaryen Simon G.H.

I alt tretten priser blev uddelt og præsenteret af berømte filmfolk som Michael Noer, Mia Lyhne, Ditte Hansen, Lotte Svendsen, Anders Refn og en ikke helt appelsinfri Søren Malling.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko