Interview
17. maj 2013 | 16:57

Shortlist: The Wire i modellervoks

Foto | Alex Brüel Flagstad
Alex Brüel Flagstad byggede alt i The Hopper op fra bunden med materialer som flamingo, gummi og plastic.

”I USA kan de slet ikke forstå, at en hvid fyr fra Danmark har lavet den,” siger Alex Brüel Flagstad om sin modellervoksfilm om gangstere i Baltimore, The Hopper, der er bobler til Ekko Shortlist.

Af Samina Jakobsen

– Du skratter lidt!

Interviewet med Alex Brüel Flagstad foregår over telefonen, da han til daglig bor i Berlin.

”Ja, det må du undskylde, er det bedre nu? Jeg er lige i Belgien.”

– I Belgien? Jeg troede, du var i Berlin?

”Ja, men jeg er på tour med min kæreste (musikeren Agnes Obel, red.), så nu er vi i Belgien.”

Instruktøren bag den usædvanlige modellervoksfilm The Hopper, der kan ses på Ekko Shortlist, finder et sted at stå, hvor telefonen går rent igennem.

31-årige Alex Brüel Flagstad er autodidakt filminstruktør. Han har engang gået på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor han tog en masse fotokurser, men ellers har han ingen uddannelse. Da han var lille, legede han – som alle andre børn! – med det obligatoriske, pædagogiske redskab modellervoks.

”Det var faktisk i forbindelse med en ansøgning til Kunstakademiet for et par år siden, at jeg genopdagede modellervoksen. Jeg havde lavet en installation, som bestod af en voldelig video, hvor nogle gæs bliver slået ihjel på en meget blodig måde.”

”Videoen skulle afspilles i en miniaturebiograf, jeg havde lavet i flamingo. Biografgængerne var små mus, så jeg sad og modellerede 100 mus i fimo-ler. Jeg opdagede, at mine fingre stadig fungerede godt med leret, og at det var lige så sjovt, som da jeg var lille.”

Stemmer over Skype
The Hopper
handler om teenageren Dexter, der lever sammen med sin bedstemor i et af Baltimores slumkvarterer. Våben og stoffer er en del af hverdagen, og da Dexter sammen med vennen Kevin røver en pusher, spinder volden ud af kontrol.

Så hvordan går man fra at modellere biografgængermus til bandeproblemer i Baltimore?

”Jeg har prøvet at lave et par kortfilm tidligere, men jeg syntes altid, det så amatøragtigt ud. Det var også irriterende, at jeg ikke kunne styre hele processen, fordi der skulle mange forskellige folk indover,” siger Alex Brüel Flagstad.

”Med dukker kan man styre det hele, og man er ikke begrænset på samme måde i sin historiefortælling, som man er i virkelighedens verden. Jeg kan fortælle historier fra hele verden – det er bare at skabe den.”

The Hopper er således ikke lavet i USA, men i instruktørens lejlighed i Berlin.

”Jeg brugte hjemmesiden voices.com til at finde stemmer til figurerne. Det tog lidt tid at finde de rigtige mennesker, men da jeg endelig fandt dem, så fungerede det bare. De indtalte stemmerne i et studie, hvor jeg guidede dem over Skype,” fortæller han.

Hiphop-inspiration
– Men hvorfor lige gangstere i Baltimore?

The Hopper er lavet til ære for HBO’s tv-serie The Wire, som foregår i Baltimore. Den serie er noget af det bedste, der nogensinde er lavet, og jeg er vild med stemningen. Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne få ti procent af den stemning, der er i The Wire, ind i modellervoksen, så ville jeg blive rigtig glad.”

Selvom The Hopper er lavet i Europa, har den gjort indtryk i USA, hvor den har vundet priser for bedste animationskortfilm på festivaler i Philadelphia, Los Angeles, Harlem og New Orleans.

”Jeg har fået rigtig god feedback på filmen i USA, og det er jeg sindssygt glad for. I USA kan de slet ikke forstå, at en hvid fyr fra Danmark har lavet den,” siger Alex Brüel Flagstad.

”Det sjove er, at jeg aldrig har været i Baltimore. Ud over The Wire har jeg fundet inspiration til filmen og den måde, de snakker på, via hiphopmusik, som jeg har hørt, siden jeg var elleve år.”

Bygget fra bunden
The Hopper er fra 2012 og var to år undervejs. Men det første halvandet år tourede Alex Brüel Flagstad rundt med Agnes Obel, så derfor blev produktionen et meget abrupt forløb.

”Det sidste halve år, hvor jeg virkelig intensiverede processen, var hårdt. Jeg hyrede en praktikant i tre måneder, og derefter fik jeg hjælp fra en scenograf, der havde slået hånden og derfor var glad for at bruge modellerarbejdet til genoptræning,” siger instruktøren.

Alex Brüel Flagstad har bygget alt i filmen op fra bunden. Miljøerne er lavet af materialer som flamingo, træ, plastic og gummi. En temmelig omstændelig proces.

”Normalt er jeg voldsomt utålmodig, men det her tager bare tid, og det må man affinde sig med. Jeg skar mursten ud af flamingo, byggede små vinduesrammer og byggede hele huse op fra bunden, eksempelvis et forladt hus med avispapir for de knuste ruder.”

– Hvordan lavede du miniature-avispapiret?

”Selve avispapiret har jeg lavet på computer, printet ud og dyppet i kaffe for at få det til at se gammelt ud. I Baltimore har de en avis, der hedder ’The Sun’, så lavede jeg for sjov ’The Moon’. Man kan ikke se det i filmen, men det er avispapir fra The Moon, der er for vinduerne.”

Vælg det rette tidspunkt
– En af de bedste scener er den, hvor de er på syretrip!

”Der er mange claymations, der ’spasser’ ud for tidligt. Fordi man kan lave alt med modellervokset, går folk ofte helt amok meget tidligt i filmen, og så sidder man som seer lidt tilbage med en ’og hvad så?’-følelse. Så kan man ikke gå tilbage og chokere på ny.”

”Jeg ville gerne spasse ud, når der var en grund til det. Når han er på stoffer og oplever en syret verden, giver det mig anledning til at lege, gå amok, så leret kan komme til sin ret.”

– Hvad synes du selv om resultatet i dag?

”Jeg synes, den er blevet rigtig stemningsfuld. Især via musikken, som er lavet af et par af mine venner (Ole Wagner og Elton Theander, red.), som jeg satte sammen til dette projekt. Det fungerer rigtig godt. Jeg har fokuseret meget på det visuelle og måske forsømt historien lidt. Historien kunne godt være blevet bedre, hvis jeg skal være helt ærlig.”

Fængselsfilm i støbeskeen
– Du har dit eget selskab, Porkfish, hvor du har lavet forskellige reklamer og musikvideoer, blandt andet for Agnes Obels Riverside, en valgvideo for Enhedslisten og en reklame for DR’s ungdomskanal. Hvad kan du bedst lide at lave?

”Jeg kan godt lide at blande det hele. Modellervoksen er rigtig sjov, men det er også en ensom proces. Det er mere socialt at lave musikvideoer og reklamer. Jeg er ved at lave en ny musikvideo med Agnes Obel, og det tror jeg bliver rigtig godt.”

– Har du et animationsprojekt i støbeskeen?

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en film om det amerikanske fængselssystem. Jeg har en ven, der er fængselsbetjent i New York, og jeg arbejder på at få ham til at give mig en rundtur i et amerikansk fængsel.”

”Jeg har allerede lavet nogle af figurerne og skal til at søge et par fonde om støtte til filmen. Det er igen det der med at tage et seriøst emne, som man ikke forventer at se i en animationsfilm, der tiltaler mig.”

Billedtekst: Alex Brüel Flagstad byggede alt i The Hopper op fra bunden med materialer som flamingo, gummi og plastic.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko