Nyhed
23. mar. 2011 | 18:50

Woody Allen fik Imperial til at swinge

Det var ikke filminstruktøren, men jazz-klarinisten Woody Allen, der tirsdag aften gæstede København.
Af Jesper Bo Petersen

De fleste var nok kommet for at se giraffen. De var kommet for at opleve alle tiders neurotiske filmauteur på slap line.

Og han var der rigtig nok, Woody Allen, men i en noget diskret hovedrolle.

Det var musikken — den traditionelle, glade New Orleans-jazz — der spillede den egentlige hovedrolle i Skandinaviens største biografsal, Imperial, som ”Woody Allen and his New Orleans Jazz Band” tirsdag aften forvandlede til en swingende, intim jazzklub.

Faktisk er det slet ikke Woody Allen, der er bandbestyrer. Det er den lille, trinde og hvidskæggede mand, Eddy Davis, der formidabelt dixieland-drevent spiller banjo og synger blues.

Det er dog ikke Davis, der modtager det største bifald fra den fyldte sal, da de syv musikere, én efter én, går på scenen og stemmer i med hver deres instrument. Det gør Woody Allen.

Nervøs og selvudslettende

På distancen fra allerbagerste række går den 75-årige filminstruktør nærmest i ét med den rolle, han så ofte spiller i sine film, for eksempel i Annie Hall, Mænd og koner og Manhattan mord mysteriet.

Den karakteristiske stærke, sorte brille, den krøllede skjorte, de højtsiddende, brune fløjlsbukser og den let duknakkede holdning tegner et ikon.

Nervøs og selvudslettende.

To gange i løbet af aftenen går han til mikrofonen. Første gang fremstammer han med vanlig, hyggelig selvironi, at bandet altid bliver fornøjet, når så mange mennesker møder op for at høre deres musik.

"Vi bliver spændte og overraskede," som han siger.

Anden gang er det for at præsentere orkesteret og gøre opmærksom på, at bandet vil spille et par numre mere, hvorefter publikum "vil få fri resten af aftenen", som han udtrykker det.

Askebæger-blues

Mellem disse to undselige optrædener kommer den store biografsal helt op at swinge. Man føler sig vitterligt hensat til gader og stræder og røgfyldte barer i The Big Easy eller Carlyle Hotel på Manhattan, hvor orkesteret spiller hver mandag aften (når de altså ikke lige er på turné).

Trækbasun og trompet bralrer smooth derudaf, mens klaver, kontrabas og trommer lægger en lækker rytme.

Fra tid til anden smider en af musikerne sit instrument for at træde op til mikrofonen. Trompetisten synger en rigtig askebæger-blues, mens trækbasunisten er en elegant, romantisk crooner.

Pippende soloer

Solen skinner altid på hjemstavnen i Kentucky i nummeret My Old Kentucky Home, mens alle mænd sukker efter og er villige til at gå i graven for Sweet Georgina Brown. Det er de gode gamle dage.

Woody Allen synger ikke.

Han spiller dog en hovedrolle med sin klarinet og kaster sig ofte ud i lange, truttende, pippende soloer. Han sidder med benene over kors og bevæger overkroppen i forlængelse af den musik, der kommer ud af klarinetten.

Skuldre og øjenbryn spændes i en bue opad, når der rigtig skal blæses igennem.

Skeptisk hustru

Jazzen har lagt stemning til et utal af Woody Allens film, og i Dur og mol fortæller han sågar om en fiktiv musiker, der selv synes, han er verdens næstbedste jazzguitarist, lige efter den legendariske franskmand Django Reinhardt.

Spørgsmålet er, om Allen bare er en overordentlig passioneret og privilegeret fan, eller om han rent faktisk kan spille.

Ifølge Allen selv synes hans hustru, den 35 år yngre Soon-Yi, at det er ren tortur at høre ham spille. ”Hun afskyr mit klarinetspil,” har han fortalt.

Det har hun nu ingen grund til. Tværtimod.

Den klarinetspillende filminstruktør er ikke kun et name above the title, der skal lokke de cirka 1000 kroner, som en billet koster, op af folks lommer. For der er swingende samspil for alle pengene.

Gamle, velspillende gutter

Da Woody Allen selv lukker og slukker koncerten ved at træde alene op på scenen for at vinke farvel, bliver de stående ovationer kun større.

På vej ud af salen er begejstringen stor. "Fantastisk", ”energisk”, ”fabelagtigt”, er nogle af de adjektiver, der flyver omkring på vej ud til foyeren.

”De var godt nok nogle gamle gutter, men hold kæft hvor kunne de spille,” kommenterer en herre, som er deres jævnaldrende.

Det er ikke uden grund, man kalder det ”happy jazz”. Man bliver vitterlig i godt humør, også selvom aftenens hovedattraktion — der oven i købet er gammel stand up-komiker — nøjedes med at tale gennem klarinetten.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko