Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

21. mar. 2013 | 09:37

Hvorfor blasfemi?

21. mar. 2013 | 09:37

Hvorfor blasfemi?

For nylig holdt jeg et seminar om kortfilm for en gruppe norske filmfolk: Små film – store historier og viste to kortfilm, som begge er blevet anklaget for blasfemi, og som ved deres premiere vakte enormt internationalt røre. Reaktionen på seminaret gav mig noget at tænke over.

Modtagelsen af Luis Buñuels seksten minutter lange klassiker Den andalusiske hund fra 1928 var entydig og stærk. Den blev hyldet af seminarets deltagere, der alle havde set den før.

Den er en surrealistisk, drømmerisk fabel, der blandt meget andet viser en kvinde som bliver skåret i øjet med en barberkniv, en vrimmel af myrer på en stigmatiseret hånd, en forvokset messedreng der bliver til en liderlig mand, som slæber rundt på en bogstavelig bagage af gravstene, præster og æselådsler, og som eftertragter en kvinde, hvis hår under armene forvandler sig til skæg i hans ansigt.

Filmen var i sin tid én stor blasfemisk, seksuel spytklat i synet på den katolske kirke, som Buñuel og filmens medforfatter Salvador Dalí spottede og forhånede resten af deres liv.


De latterliggjorte præster slæbes hen over gulvet i Den andalusiske hund.

Da jeg derefter fortalte forsamlingen, at vi skulle se Theo van Goghs elleve minutter lange Submission fra 2004, blev de tavse. De vidste øjensynlig, at instruktøren var blevet dræbt på grund af filmen, og at den kvindelige forfatter Ayaan Hirsi Ali siden har levet under politibeskyttelse i døgndrift. Men ingen af dem havde set filmen før, og de virkede ikke særligt begejstrede over, at de nu fik chancen.

Submission gør da heller ikke indtryk på grund af sit kunstneriske niveau men er snarere et indigneret anklageskrift. Dens tilhyllede kvindelige hovedperson fortæller i jeg-form autentiske beretninger om at blive pisket i Koranens navn, om tvangsægteskab, tvungen tildækning og forbud mod at gå ud alene, og ikke mindst om familiens fortielse og fornægtelse af de forbrydelser, der finder sted. Kvindens fortælling er stilet til Allah, som hun til slut anklager for tavshed over for undertrykkelsen.


Den navnløse hovedperson i Submission stiler sin historie til Allah.

Da lyset gik op i salen efter filmen, var jeg nysgerrig på modtagelsen. Men reaktionen var tilbageholdende. Der var ikke mange, der havde lyst til at kommentere filmen. En ung instruktør fortalte, at han faktisk havde set filmen før på Filmskolen, hvor jeg tidligere havde vist den. Men hans reaktion var den samme som han havde haft første gang: Han syntes det var en film, der var for grov i sine virkemidler, ikke mindst i sin bevidst provokatoriske brug af Koran-citater malet på en nøgen kvindekrop. Han fandt filmen unødigt konfrontatorisk og respektløs, og han kritiserede den for ikke at fremme en dialog med sine omgivelser. De fleste andre deltagere virkede altovervejende enige i afvisningen af filmen, og en deltager sammenfattede stemningen, da hun karakteriserede filmen som en propagandafilm og fortalte, at den aldrig havde været vist på Norsk TV, og at det var godt det samme.

Jeg protesterede mod at afvise filmen som blot og bar propagandafilm. Historien er forfattet af en kvinde, der har oplevet lignende undertrykkelse på egen krop blandt andet i form af tvungen omskæring. Hvorfor kan hun ikke give udtryk for sin vrede i filmisk form, uden at det skal reduceres til propaganda?

Selvom der var enkelte, der forholdt sig mere positivt spørgende til filmen, så fandt vi aldrig fælles grund i samtalen, og jeg tror ikke deltagerne gik fra seminaret med en oplevelse af, at de her havde set en nødvendig film, snarere tror jeg, at de håber at glemme den hurtigst muligt.

Jeg kan ikke få oplevelsen ud af mit hoved. Jeg er med på, at filmenes kunstneriske niveau er alenlangt fra hinanden. Men kan van Goghs film afvises, fordi den æstetisk opfattes som for bastant? Indholdsmæssigt går den selvfølgelig meget endimensionelt i kødet på religionens grundspørgsmål, fordi titlen Submission henviser til ordets arabiske dobbeltbetydning af tro og underkastelse, men det er jo ikke nogen ny diskussion. Filmens anklage mod Allah rummer en indirekte parallel til Jobs anklager mod den gammeltestamentlige Gud og lægger sig på den måde i forlængelse af menneskets evige problem med, hvordan det skal forholde sig til en gud, som forekommer uretfærdig.

At filmen samtidig i malerisk form retter en anklage mod en fundamentalistisk helligholdelse af Korancitater ved at male dem hen over de kvindekroppe der udsættes for undertrykkelse, oplever jeg som et præcist om end håndfast udtryk for den anklage, filmen rejser.

Begge film kan med rette anklages for blasfemi. Men er bevidst blasfemisk provokation ikke et legitimt virkemiddel, hvis man vil gøre op med den uretfærdighed og undertrykkelse, der finder sted i netop hellighedens navn?

Ville Submission være blevet ignoreret i Norge, hvis den var indspillet i 60’erne og havde handlet om sydafrikansk apartheid? Ville Buñuel være blevet hyldet på samme måde, hvis han var vokset op som muslim i stedet for katolik og havde lavet sine film i dag?

Den andalusiske hund er en gådefuld fremstilling af en absurd virkelighed og er så at sige en ucensureret gengivelse af, hvad der foregår inde under hjerneskallen. Submission er en skildring af ucensurerede tanker, som rumsterer inde under et påtvunget slør. Begge film er oplagt basispensum for filmfolk verden over.

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko