Nogen gange føler jeg mig som mennesket uden meninger. Bliver jeg spurgt om min yndlingsfilm, ved jeg ikke hvad jeg skal vælge. Hvad for noget musik jeg bedst kan lide? Aner det ikke. Som Anders Matthesen siger i sit seneste show: Da jeg var barn havde jeg i det mindste en livret, nu er der jo så mange ting der smager godt.
Hver ting har sin egenart, som har lige meget ret. I mange situationer ved jeg ikke engang hvad jeg har mest lyst til. Jeg føler mig lidt som Søren Kierkegaards æstetiker, der ligger på sofaen: Rejs dig, og du vil fortryde det. Bliv liggende og du vil fortryde det. Hvad enten du rejser dig eller bliver liggende, du vil fortryde det.
Det føles skamfuldt ikke at have nogen præferencer eller idiosynkrasier. Hvis ikke der er noget jeg elsker og hader, noget der drager eller frastøder, hvordan skal jeg så finde ud af i hvilken retning jeg skal gå?
Når jeg er i tilstanden uden meninger, kan andres meninger være en virkelig ulidelig støj, en evig kværnen i tomgang. Skoven falmer, og intet rager mig mindre end om du synes det er smukt eller vemodigt, om bladene for dig repræsenterer fedtet smat på vejen eller livets forgængelighed, kan vi ikke bare lade det blive ved at skoven falmer, that’s it! Eller når skoven grønnes, om det lysegrønne mod det lyseblå er æstetisk tilfredsstillende eller skærer i dine sarte øjne, who gives a shit!
Jeg kan blive som en besat af at se på tingene som de er, at skære alt forestillingsblændværk væk, det bliver en slags zen. Et træ er et træ uanset hvor meget du forestiller dig alt muligt om det, at bag træet lurer døden eller hvad ved jeg. Så elsker jeg videnskabsfolkene, der bare undersøger det der er, har en lidenskabelig interesse for at se på det der er lige foran deres næse uden at skulle forestille sig noget andet, uden at drømme sig væk.
Så driver jeg forfattere og instruktører til vanvid ved at foreslå, at de skærer alle konflikter bort, alt drama, at jeg insisterer på, at det kan spændende bare at skildre tingene som de er – an sich. Men jeg ved jeg har ret, jeg ved, at de bedste momenter i film er, når der ikke er nogen hensigter, når man kan skildre en tilstand rent. Det er et paradoks, at en film kan bestå af opbygning til én bestemt dramatisk konflikt, som styrer hele filmen, og samtidig kan alt drama i filmen i virkeligheden være opbygning til at skildre én bestemt tilstand.
Jeg indrømmer, paradokset lever selvfølgelig også i mig, og tilstanden uden meninger kan forandres på et splitsekund, næsten som en kemisk reaktion. Men kun på mine helt egne præmisser. Vil du helst høre jazz eller klassisk? Aner det ikke, jeg ved faktisk kun én ting, og det er, at jeg helst vil have STILHED. NU!
Da jeg blev ansat på Filminstituttet kan jeg huske, at jeg var nervøs for, om jeg kunne oparbejde nogen som helst meninger om filmpolitik, som på det tidspunkt forekom mig at være noget af det mest kedsommelige og ligegyldige på denne jord. Det gik hurtigt over, da jeg først var midt i det, havde jeg meninger om det hele, og det kunne holde mig vågen om natten. Og da jeg blev spurgt om jeg ville skrive denne blog var det faktisk med argumentationen, at jeg har stærke meninger om film og filmpolitik, og det passer.
Meninger og lyster er som en kåbe jeg svøber om mig eller smyger mig ud af. Det er fantastisk at se verden gennem forestillingerne om, hvad jeg vil med den. Men nogen gange er det allermest fantastiske bare at se verden, som den er.
Kommentarer