Jeg har gjort nogle nye spændende opdagelser i forbindelse med kønsudfordringen i dansk film.
At den generelle kønsfordeling i foreningen Danske Filminstruktører er 34 procent kvinder og 66 procent mænd, er kendt.
Men har man nogensinde set på fordelingen af foreningens medlemmer i dokumentarfilm- og fiktionsfilminstruktører? Nej, det er aldrig sket, sandsynligvis fordi det ikke tjener filmkvindernes sag.
Men ifølge min undersøgelse er kønsfordelingen blandt fiktionsfilminstruktører i instruktørforeningen ikke 34 procent kvinder og 66 procent mænd, men derimod 27 procent kvinder og 73 procent mænd. Kun lidt over en fjerdedel af fiktionsfilminstruktørerne er med andre ord kvinder. Så passer tallene meget bedre sammen i forhold til, hvor mange kvinder der søger og opnår støtte fra Det Danske Filminstitut på fiktionsfilmområdet.
På ansøgninger på manuskriptstøtten i 2016 er fordelingen 23/77 og på tildeling af støtte 24/76.
På ansøgninger på udviklingsstøtten i 2016, i både konsulent- og markedsordningen, er fordelingen 28/72 og på tildeling af støtte 28/72.
På ansøgninger på produktionsstøtten i 2016, i begge støtteordninger, er fordelingen 23/77 og på tildeling af støtte 13/87.
Der er således næsten forbløffende nøjagtighed i antallet af kvindelige instruktører og den støtte, der tildeles dem. Eneste sted, der ikke er sammenhæng i tallene, er på tildelingen af produktionsstøtte.
Men det skyldes mange danske filmkvinders modstand over for det kommercielle.
Det kommer blandt andet til udtryk i, at kun otte procent af ansøgerne om produktionsstøtte i 2016 i den kommercielle markedsordning var kvindelige instruktører, mens hele 38 procent af ansøgerne om produktionsstøtte i den mere trygge, kunstneriske konsulentordning var kvindelige filmmagere. Filmkvinderne sætter dermed sig selv udenfor den kommercielle støtteordning og klumper sig sammen om kassen i den kunstneriske ordning.
Det er således ikke Det Danske Filminstitut, der stiller sig i vejen, men derimod kvinderne selv.
De danske filmkvinder ønsker jo ikke film af kvinder for enhver pris. De danske filmkvinder får et sært udtryk i ansigtet, når talen falder på for eksempel Fifty Shades of Grey, selv om den er baseret på en bog af en kvinde, har et manuskript skrevet af en kvinde, er instrueret af en kvinde, klippet af kvinder og har en kvinde i hovedrollen.
Der er således intet at komme efter, hvad Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen skulle have fortalt de frådende filmkvinder fra starten af debatten. Så havde vi da i det mindste haft et rationelt afsæt for den videre debat.
Som en kuriositet skal det nævnes, at kønsfordelingen mellem dokumentarfilminstruktører i foreningen Danske Filminstruktører er 45 procent kvinder og 55 procent mænd. Fordelingen af støtten i 2016 er 44 procent kvinder og 56 procent mænd. Her flugter tallene altså også.
Der er ikke antydningen af grund til at hjemsøge det ubevidste. Alt har sin naturlige forklaring.
I USA vælter kvinderne pt. frem.
Jeg har netop været til den årlige biografkongres i USA, hvor de store amerikanske studier præsenterer deres kommende film for det næste år, og der var kvinder overalt under præsentationerne. Men det skyldes, at de amerikanske filmkvinder har overtaget mændenes banehalvdel: De amerikanske filmkvinder er ikke bange for det kommercielle. De vil sælge billetter.
Så sig ikke, at denne udfordring nogensinde kan løses, hvis vi ikke får en massiv rekruttering af kvinder, som ser det formålstjenstlige i at sælge billetter. Dét er udfordringen, om man kan lide det eller ej. Dansk film trænger til nye, friske kvindelige instruktører, som både kan og vil.
Kommentarer