Med aftenens Bodil-uddeling er filmprissæsonen endelig overstået og snart sagt samtlige danske film har fået deres pris.

I et land med 5,5 mio. indbyggere, hvor der årligt produceres cirka tyve spillefilm, er en enkelt filmpris ikke nok. Nej, disse tyve spillefilm skal overdænges med et utal af forskellige filmpriser – lige fra Bodil over Robert til Svend og Årets Ole.

Bodil uddeles af filmjournalister fra den trykte presse, Robert af filmbranchen selv, Svend af publikum gennem Foreningen af Filmudlejere i Danmark, og Årets Ole af filmjournalister fra de elektroniske medier. Ud over disse uddeler Cph Pix ligeledes en række priser.

Filmbranchens økonomi er presset og filmprisernes ditto ligeså. Og i stedet for at samle kræfterne om én enkelt stor, troværdig og uafhængig filmpris, ses økonomien for de enkelte filmpriser hjulpet på vej af mere eller mindre tilfældige sponsorer, for hvem film blot er en metervare, der sælges efter samme princip som sæbepulver.

Begrebet ”filmpriser” devalueres, og publikums ligegyldighed over for de danske filmpriser er overvældende.

I USA har man ”Oscar”, i Frankrig ”César”, i England ”BAFTA” og i Sverige ”Guldbaggen”. Og de har hver især umådelig gennemslagskraft, og i ingen af disse prisuddelinger uddeles ”publikumspriser” gennem forskellige besynderlige sponsorer.

Kun tre film ud af årets nitten institutstøttede danske spillefilm er ikke blevet hædret gennem nominering eller priser. Og de nævnte tre film skal såmænd nok blive dækket af gennem årets sidste prisuddeling, Svend, i august.

Man fristes til at antage samme tilbagelænede holdning, som enkelte har det over for fodbold: Giv dem for pokker en bold hver i stedet for, at 22 personer slås om en enkelt.

Fej egoerne af bordet og saml kræfterne om en enkelt, troværdig filmpris!