Biografbranchen er styret af platugler

Hvis jeg i aften tog min kone og mine to små tvillingedrenge med i det lokale Cinema Center i Helsingør for at se Ternet Ninja, ville den samlede billetpris være 390 kroner: 100 pr. voksen, 90 pr. barn og selvfølgelig ti kroner i gebyr for, at du selv bruger tid på at reservere.

Jeg tager ikke i biografen i aften, for det er hundedyrt, i hvert fald for dyrt for mig. Og selv hvis jeg vandt i lotto på lørdag, vil jeg stadig fastholde, at de danske biografpriser over generationer har været udsat for et nærmest grotesk optrækkeri. Imens har branchens bosser raget til sig og samtidig forsøgt at bilde os ind, at priserne skam fulgte den normale prisudvikling.

Ja, jeg taler også om formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, der talblindt har promoveret en udvikling, hvor de store danske biografer er blevet så latterligt tivoliserede, at den almindelige dansker ikke længere har råd til at være en del af en ellers for alle vigtig kultur.

I mine snart sytten år som kulturjournalist har jeg derfor – som så mange andre – haft et dårligt øje til biografudviklingen i det her land. Selv voksede jeg op på en klapstol i Vamdrup Kino, der i øvrigt stadig lever i bedste velgående med en nutidig billetpris på kun 60 kroner. Dengang i 80’erne kostede det femten kroner, og det bedste, der er at sige om Vamdrup Kino, er, at den ikke endnu er blevet dullet op med Dolby Atmos, Imax, 4DX, stadium-seating og alt muligt andet gejl, der kun handler om form og ikke indhold.

Altså endnu et desperat forsøg på at trække folket i biffen med luksuslyd og luksuslærred og et luksussæde så bredt som et badekar, og det er ikke bare, fordi dansken generelt har fået sig en federe røv (vi er stadig blandt de mindst undervægtige i EU). Det er simpelthen, fordi biograferne ikke aner, hvad de skal stille op i kampen mod Netflix … skal vi forstå, piv.

Bedre indhold er et bud, billigere priser et andet bud. Personligt elsker jeg at gå i biografen, men jeg nægter at betale overpris, mens Nordisk Film og CinemaxX-kæderne skovler hundrede af millioner ind på kontoen, hvilket de så bruger på at bygge endnu flere monstrøse og uæstetiske cinema centers, så smagløst og personlighedsforladt indrettede, at der ligesom i Helsingør faktisk burde følge en McDonald’s med som nabo.

Så ved man ligesom, hvad man får: Discount i dyre domme!

Forleden bragte skodavisen B.T. en relativt begavet artikel. En cheføkonom fra Forbrugerrådet Tænk er meget tæt på at sige, at vi alle skal invitere Konkurrencestyrelsen en tur i biografen. I artiklen undersøger man den almindelige prisudvikling fra netop 1980, hvor en filmelsker som mig altså sad i Vamdrup Kino og nød godt af, at biografbilletterne i et helt årti holdt sig på den rigtige side af det plattenslageri, vi oplever i dag.

Det var simpelthen billigere, end biografen behøvede, hvorimod en biografbillet til 90 kroner (2017-priser) rent faktisk burde koste 58,33 kroner, hvis man tager højde for, hvordan priserne i vores samfund ellers har udviklet sig.

”Priserne er fair. Vi sammenligner vores prisudvikling med andre oplevelser som restauranter og hoteller, og der er prisstigningerne større,” siger Asger Flygare Bech-Thomsen, administrerende direktør for Nordisk Film Biografer i Norden.

Så hvis NOMA forlanger 2.000 kroner for at spise folk af med marv fra en myre, skal Nordisk Films eksklusive verdensklasse-biografer selvfølgelig også sørge for at tømme folks pengepung.

Sig mig, Asger Flygare (hvis jeg må forkorte dig lidt): Har du nogensinde været i biografen i Paris, Berlin eller New York? Det er sådan set lige meget hvor, for Danmark vinder altid det uofficielle VM i biografpriser.

I så fald bemærkede du måske, at biografer kan være æstetisk indrettede, med respekt for den oprindelige arkitektur, ja, de kan ligefrem være hyggelige. Og at man kunne købe andet end røvsyg posecola og tørre popcorn i megapap til megapriser.

Måske slog det dig, at Nordisk Film (i selskab med CinemaxX) rent faktisk ligner en charmeforladt fastfoodkæde, fordi I har tivoliseret og konceptueret og udhulet hele den der idé med, at man er i biffen blot for at se en god film?

For det sku’ sgu være endnu vildere. Imax til hele 175 kroner billetten, med 4D i røven og atten forskellige effekter in the face, lyn og røg, duft og tåge, sne og regnvand, pis og papir, helt ærligt. Er du filmelsker, eller er du businessmand? Og hvis du er den (u)mulige kombination, kan du så ikke tage Kim Pedersen i hånden og løfte jeres argumenter for de absurd dyre priser bare en anelse over Gøg og Gokke-niveau?

På mit indre lærred toner desværre et par værre platugler frem, der over år systematisk har afskåret folket fra at gå i biografen og få sig en kulturberigende oplevelse til rimelige penge. Så I selv kunne blive rigere.

Det er næsten en film værdigt, en rigtig tåreperser.

For der er ikke den detalje, som den herskende biografbranche ikke har klynket over. Så jamrer man over momsreglerne, så tuder de over filmpirateri, så åbnes den sædvanlige jammerkommode og der serveres endnu en vrangforestilling – som Danske Biografers formand gjorde det til Berlingske i 2015:

”Problemet er, at publikum har et forvansket indtryk af, hvad en film koster. Når vi via digitale tjenester kan få adgang til tusindvis af film for 89 kroner om måneden, så betaler vi jo ikke reelt for det, vi ser. Årsagen til de lave priser på internettet er, at man her skal konkurrere med pirater, der leverer tingene gratis. Og gratis er svært at konkurrere med. Men i biograferne er der af gode grunde intet pirateri, og vi er nødt til at tage en billetpris, der afspejler en films produktionsomkostninger, for biograferne beholder jo ikke alle pengene selv. På store succeser som Star Wars afleverer vi 60 procent til filmens producent,” siger Kim Pedersen.

Jeg antager, at de fleste filminteresserede ved, at filmindustrien hvert år sprænger rammerne for, hvor meget et budget kan puste sig op. De elsker at prale med det.

Så hvis den reelle pris på en given film virkelig er afgørende for, hvad biografbilletten skal koste, så burde vi jo nytænke hele systemet og give publikumsrabat til lavbudgetfilm og blot lade Star Wars-nørderne betale overpris for deres højteknologiske biografonani. Der er trods alt stadig 40 procent, som biografejerne kan kaste i pengetanken.

Hos Nordisk Fim og CinemaxX tilsammen ligger der pt. et overskud på mere end en kvart milliard for de sidste fem år, som ellers – skal vi forstå – har været dyre år investeringsmæssigt, selv om digitaliseringen af de tunge filmruller også må siges at være en gave.

Det er også dyrt at være almindelig dansker.

Mit håb er, at filmbranchen tager deres kulturelle opdragelsesrolle alvorligt. Der er masser af børn, der gerne vil i biffen, især mine. Der er en fremtid for biograferne. Vi skal bare tilbage til et sted, hvor vi ikke bliver udnyttet, men blot har råd til at støtte op om filmen dér, hvor film bør ses.

Ellers må vi jo hidkalde Konkurrencestyrelsen!