Det blå spor

I en nær fremtid i Brasilien har staten fundet en effektiv måde at håndtere den voksende ældrebyrde på. Borgere over en vis alder bliver ”hædret” og sendt til en mystisk koloni, hvorfra ingen vender tilbage.

Det er udgangspunktet for Gabriel Mascaros Det blå spor, en lavmælt og på flere planer vellykket dystopi, der følger den 77-årige Tereza (Denise Weinberg).

Hun arbejder på en fabrik, der forarbejder alligatorkød, og lever et stille liv i et blikskur. Alderdommen har hun ikke brugt meget energi på at tænke over, før embedsfolk en dag dukker op med en laurbærkrans og en ceremoni, der hylder hendes ”bidrag til nationen”. Bag æresbevisningen gemmer sig den egentlige besked: tid til koloni!

Tereza reagerer ikke med oprør, men med en stille stædighed. Hvis samfundet mener, at hendes liv er ved at være slut, vil hun i det mindste nå én ting først. Hun vil flyve i et fly. Hendes datter er blevet formynder og forsvinder ud i filmens periferi som en irriterende antagonist i et telefonrør.

Terezas beskedne drøm sender hende op ad Amazonas i en lille, slidt båd med en lettere fordrukken skipper (Rodrigo Santoro). Derefter driver hun langsomt fra møde til møde med mennesker, der alle har egne strategier for at undgå statens indblanding i deres liv. Som en sælger af elektroniske bibler og en gambler med et ultralet fly og begrænsede mekanikerevner.

Et samfund, som af økonomiske årsager organiserer en diskret udskillelse af sine ældre borgere, er åbenlyst provokerende, og Gabriel Mascaro antyder flere gange en politisk satire. Men der bruges mere tid på at opbygge en skepsis over for den stærke stat, end der afsættes til at analysere den.

Den åndsbeslægtede, japanske Plan 75, hvor staten tilbyder penge og frivillig assisteret død til ældre for at lette samfundets byrder, borer mere smerteligt i de etiske dilemmaer. Og der er mere politisk brod i Anders Rønnow Klarlunds Hvordan vi slipper af med de andre, hvor staten har gang i lignende initiativer.

Det mest interessante ved Tereza er i virkeligheden hendes blotte tilstedeværelse som en ældre kvinde i centrum for en eksistentiel roadmovie. Det ser man alt for sjældent. Men som karakter er hun næsten frustrerende mild.

Hun møder verden med venlig undren, og selv når hun undervejs eksperimenterer med psykedeliske stoffer – blandt andet i form af en mystisk snegl med hallucinerende egenskaber – bliver forvandlingen kun punktvis dramatisk.

Det er svært ikke at tænke på Werner Herzogs Fitzcarraldo, når Mascaros kamera glider gennem Amazonas’ bugtende floder og fugtige jungler. Hvor Herzogs meget maskuline klassiker lader en operabesat drømmer slæbe et dampskib over et bjerg, er Det blå spor mere beskeden i ambitionerne. Men fascinationen af floden som både fysisk og eksistentiel passage er den samme. Den kan også det samme: aflede vand og fokus.

Filmens egenart bliver tydelig, når man sammenligner med Joseph Conrads roman Heart of Darkness og dens filmiske efterkommer Dommedag nu. Her bliver flodrejsen ind i junglen en konfrontation med civilisationens mørke kerne – den vestlige, altså.

Hos Gabriel Mascaro er mørket et helt andet. Mildt og drømmende. Her er junglen ikke et helvede, men snarere et sted, hvor samfundets regler langsomt opløses til noget bedre, men stadig meget diffust.

Instruktøren har siden High-Rise fra 2009 markeret sig som en instruktør med et stærkt visuelt blik, og Det blå spor er fuld af mærkværdige, poetiske billeder: en enorm bunke brugte bildæk midt i landskabet, et forladt tivoli med glasfiberfigurer, en lille båd, der snor sig gennem floden som et punktum i en uendelig, grøn sætning.

Selv om Det blå spor lægger op til store spørgsmål om alder, frihed og samfundets kynisme, er der ikke meget benzin på den som diskussionsoplæg. Men man driver gennem filmen som gennem floden selv, behageligt på afstand af virkeligheden.