Døgnet

”Roman à clef” hedder det, nøgleroman på dansk og siden 1700-tallet en genre, hvor forfattere af forsmået kærlighed eller andre fortrædeligheder har kunnet tage en form for litterær hævn eller blot udlevering af de omstændigheder, som nu var til fals for forfatteren.

Mange nøgleromaner har siden mistet sine nøgler, eller de er blevet glemt af alle andre end litterater. Det gælder Ernest Hemingways Solen går sin gang fra 1926, om den fortabte generation, og Tom Kristensens Hærværk fra 1930, om en litteraturredaktørs sociale deroute.

Faktisk nævnes Kristensens roman flere gange i Kristoffer Linds roman Døgnet – en radiostations storhed og fald.

Historien om den unge Tokes trakasserier og trængsler, da han bliver ansat på radiostationen, romanens titel, og bliver en del af dette mediecirkus, som udi myten ender med at blive slagtet af jyske bagmænd i Dansk Folkeparti. Men der var altså også andre drabsmænd, som boede i hovedstaden.

På sin vis lægger Døgnet sine kort meget åbent på bordet, og med undertitlen – om en radiostations sidste dage – retter den fokus mod realistiske tematikker, der spejler virkelige hændelser i 2019.

Den adskiller sig dermed fra Tom Kristensens roman, som i højere grad skildrer en mands udvikling – eller dannelsesproces – i mødet med en barsk virkelighed frem for at fungere som en direkte spejling af samtidens konkrete begivenheder.

I Kristoffer Linds hedder fjenden ”staten”, ikke ”samfundet”. Den unge mand Toke ankommer fra det immer venstreorienterede litteraturvidenskabsstudium på Københavns Universitet med sine toner af woke og kulturradikalisme til vor tids banditter i habitter med slips og rævesmil, omgivet af sofistikerede kvinder mere som snu fjender end solidariske kolleger.

Alle kender prisen på alt, men værdien af ingenting. Sex bliver en vare, en udveksling og en valuta afhængigt af køn og udseende. Markedskræfterne fremstår forklædt som provokerende kreativitet og fri leg ved en fest, der synes uden ende. Indtil politiske kræfter til sidst trækker stikket på både jukeboks og kopimaskine.

Døgnet er bedst, når den glemmer sine nøgler.

At blive taget i røven af en dulle på borgerskabets svar på Roskilde-festivalen, Heartland omkring Danmarks smukkeste slot, er medrivende. Det minder om Evelyn Waugh – den britiske forfatter bag successerien Gensyn med Brideshead – som i første halvdel af forrige århundrede havde sort bælte i at skildre den enfoldige opkomling i snobbede omstændigheder.

Rørende er Tokes gensyn med sine litteraturstudievenner, der som barnet i Kejserens nye klæder gennemskuer arbejdspladsens forlorne skinverden som både alles kamp mod alle og et sted med umenneskelige vilkår. Kapitalismens socialdarwinisme inde bag en iscenesat rummelighed på stoffer og spiritus.

At radiostationens to chefer hedder Chip og Chap, er i sig selv morsomt, men det er også gennemskueligt, hvem de peger på: ham med den sidste samtale, inden manden med leen træder ind i studiet, og ham med Fantomet-ringen og dokumentarfilmen fra Nordkorea.

Der er flere genkendelser for den, som har fulgt Radio24syvs musketerkorps m/k tæt. Det er naturligvis ikke rart at blive udstillet som gramsefar, men har man vandrende hænder i nærheden af kvinder, må man leve med, at nogle bemærker og beskriver det.

At blive stødt på manchetten over den slags, når man selv i årevis har gjort det til et adelsmærke i æteren at udstille andre satirisk, er dobbeltmoralsk. Man kan ikke det ene øjeblik være fræk som slagterhunde og det næste surmulende småfornærmet.

Kristoffer Linds prosa er både impressionistisk og lakonisk. Den kunne dog med fordel have haft lidt mere tyngde i sine skikkelser, så de fremstod som andet og mere end aktanter i et signalement af en hedengangen radiostation.

Forfatterens underdrejede replikker og ræsonnementer er ellers fermt skruet sammen med et tørt drive og en tough tone, der fungerer som lak over en underliggende sårbarhed.

Alle vil gerne være noget ved musikken – i hvert fald have noget fast i lønningsposen hver måned.

Når halløjet er fordampet og de vrede nøglebørn i romanens regi forstummet, vil Døgnet leve videre som en rimelig satirisk sædeskildring.