Biografanmeldelse
11. feb. 2015 | 17:32

Fifty Shades of Grey

Foto | Chuck Zlotnick
De berømte og berygtede sexscener i bestselleren Fifty Shades of Grey fik salget af piske til at stige i England. Men i filmatiseringen er piskesmældene langt fra så frække som forventet.

Filmatiseringen af den våde husmor-drøm dyrker en pervers parforholds-dynamik, mens s/m-scenerne efterlader én skuffende tør i trussen.

Af Freya Bjørnlund

Forleden overhørte jeg en ordveksling i bussen, da vi svingede forbi en Fifty Shades of Grey-plakat.

”Den jeg bare se!” ivrede en pige på omkring seksten. Ved siden af fniste en midaldrende kvinde (måske hendes mor, måske hendes mormor): ”Jeg vil faktisk også gerne se den … men jeg er alt for gammel!”

”Pjat, den er da til alle aldre,” forsikrede pigen. De blev enige om, at den modne kvinde da i det mindste kunne se den på bagerste række i Valby Kino med solbriller på.

Hvor ville jeg ønske, at Fifty Shades of Grey var sådan en film, som fordrede solbriller, hatteskygge og opknappet trenchcoat. At den var så piv-uartig, møgbeskidt og sjaskvåd, at kvinder verden over ville kvie sig ved deres forbudte lyster, men alligevel bukke under for dem i biografens mørke – fordi de ikke kunne lade være.

Desværre havde den unge pige fat i noget. Den første filmatisering af E.L. James’ erotika-trilogi er så renskuret, at den kan ses ved højlys dag med mormor i hånden.

Anastasia Steele er en håbløs romantiker med blomster på skjorten, engelsk litteratur på skoleskemaet og jomfruhinden intakt på sit 21. år.

Da journalist-veninden lægger sig syg, må Anastasia overtage et interview med en vis Mr. Christian Grey – en 27-årig iværksætter og mangemillioner med gråt jakkesæt, grå slips og grå øjne, der får Anastasia til at bide sig i underlæben.

På trods af sine mystificerende udmeldinger, som ”I don’t do romance”, er han fascineret, eller snarere besat, af Anastasia.

Han dukker op på hendes job, sender dyre gaver, vælger hendes tøj, beordrer hende ridderligt ind i sin hvide helikopter og bestemmer, hvornår hun har fået nok at drikke.

I stedet for romantik tilbyder Grey en kontrakt mellem en herre og en slave, som forpligter Anastasia til at adlyde hans mindste vink, kalde ham ”sir” og lægge sig på knæ i hans såkaldte Legerum, når han forlanger det – et stilrent s/m-slaraffenland, hvor piske, stokke og gynger ligner noget fra en Armani-reklame og er fotograferet til perfektion.

I Greys American Psycho-inspirerede millionær-hybel udspiller sig en pubertær magtkamp mellem en førstegangsforelsket pige, der bare gerne vil ”nå ind” til sin elskede, og en erklæret sadist, der under det grå jakkesæt viser sig at have mystiske ar på den veltrænede overkrop – og sjælen.

Fifty Shades-trilogien startede som Twilight-fanfiction, og E.L. James’ litterære talenter er da også på niveau med en glad amatør, mens bøgerne er blevet kaldt ”et overgreb på det engelske sprog”.

Filmen løfter sig over bogen ved at omsætte de tåkrummende indre monologer til fermt filmisk håndværk.

Manuskriptforfatter Kelly Marcel og instruktør Sam Taylor-Johnson gør også klogt i at invitere humoren indenfor i det pladderromantiske univers – som da Christian Grey ankommer uanmeldt i byggemarkedet, hvor Anastasia arbejder, og køber kabler, klemmer og reb med et smørret smil.

De stort set ukendte hovedrolleindehavere Dakota Johnson og Jamie Dornan tilføjer dygtigt et par glimt i øjet. De er i det hele taget så omhyggeligt velspillende, som man kunne ønske sig i disse alt for skarptskårne kontrastroller.

Men de må kæmpe sig igennem den ene elefante replik efter den anden, som er taget direkte fra bogen. Det ville klæde Mr. Grey at forblive den mørke, tavse type frem for at afrunde en omgang smæk med pinligheder som: ”Welcome to my world.”

Anastasia må fnise, og det må vi også.

Fifty Shades of Grey har solgt over 100 millioner eksemplarer og startet en mindre seksuel revolution med kvindeligt fortegn, der har fået salget af håndjern og piske til at gå op i England – mens det engelske brandvæsen melder, at antallet af sex-ulykker i hjemmet er steget tilsvarende.

Som enhver anden genrefilm skal Fifty Shades of Grey først og fremmest opfylde sit eget succeskriterium, det vil sige toppe på liderlighedsskalaen.

Der går meget lang tid, før vi når til de lumre scener. Først skal mødommen tages, og det foregår med lange blikke, forsigtig missionær og kondom. Da rebene og pisken endelig findes frem, holder Sam Taylor-Johnson stadig igen.

Der er bare bryster, baller og venusbjerg, men ganske typisk kun et ubetydeligt glimt af lille Mr. Grey.

Filmen tør ikke dvæle ved det sexede magtspil, når det for alvor trækker op til smæk. I stedet bliver klipperytmen hurtigere og Danny Elfmans soundtrack mere svulstigt. Og det bliver aldrig farligere, end da Anastasia får seks strafslag med bæltet. De fleste mormødre har nok set det, der er frækkere.

Denne scene bliver til gengæld pervers af andre årsager. Her står det klart, at masochisten i forholdet slet ikke tænder på at blive domineret. Den kærlighedssyge ungmø drømmer i virkeligheden om roser og romantiske middage, og i sin stræben efter at omvende sin kontrollerende kæreste overskrider hun hver eneste af sine egne grænser på den usexede måde.

Så ville jeg knalde Christian Grey? Ikke tale om.

Han er en surmulende, jaloux, brokkesyg kontrolfreak og drama-queen, der køber sin mage med materielle goder – ikke den håndfaste mand, som den moderne, frigjorte kvinde har sukket efter.

Så indtil næste gang filmverdenen kommer i tanke om, at mænd ikke har patent på at blive liderlige i biografen, vil jeg opfordre både den unge og modne kvinde i bussen og alle andre til droppe Fifty Shades of Grey på Valentinsdag til fordel for porno på hjemmecomputeren. Det fås faktisk også med feministisk kvalitetsstempel.

Trailer: Trash

Kommentarer

Titel:
Fifty Shades of Grey

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Sam Taylor-Johnson

Manuskript:
Kelly Marcel

Medvirkende:
Dakota Johnson, Jamie Dornan, Jennifer Ehle, Eloise Mumford, Victor Rasuk, Luke Grimes

Spilletid:
125 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. februar 2015

© Filmmagasinet Ekko