Cph Pix 2018
01. okt. 2018 | 20:36

Funan

Foto | Epuar
Et ungt ægtepar adskilles fra deres fireårige søn, da bevæbnede soldater tvinger dem til at slutte sig til Pol Pots kommunistiske revolution i Cambodja.

Prisvindende animationsfilm genfortæller bevægende den frygtelige historie om 70’ernes kommunistiske folkemord i Cambodja.

Af Nicki Bruun

”Selvkritik er altafgørende.” 

Selv om ordene kommer fra en mand, der har droppet al kritik til fordel for at være på det vindende hold, kan det jo godt være sandt alligevel. 

Han er blot en bifigur i animationsfilmen Funan, der foregår i 70’ernes Cambodja under Pol Pots fireårige diktatur, hvor De Røde Khmerer begik folkedrab på omtrent 1,7 millioner landsmænd, kvinder og børn. 

Men han er ganske central, fordi han er det eneste reelle indblik i, hvad der går gennem hovedet på mennesker, som vælger at ofre enhver næstekærlighed. Han har nemlig meldt sig ind i den morderiske revolution, og selv hans egen familie – filmens hovedpersoner – ligger under for hans nye mål i livet. 

Manden er i familie med et ungt ægtepar, der bliver adskilt fra deres fireårige søn, da bevæbnede soldater tviner dem til at krydse en flod fuld af miner. Det gør ondt dybt nede i maven, når man ser de livagtige figurer træde ud i vandet, hvor døden lurer millimeter væk, gemt væk i sandet, som nu og da byder på en eksplosion og døden til følge. 

Det er den frygt for livets pludselige endeligt, som filmen rammer i sine bedste øjeblikke. 

Her er forskellen på de gode og de onde, at førstnævnte ikke kun har deres egen sikkerhed i tankerne. Forældreparret – med franske stemmer af stjernerne Bérénice Bejo og Louis Garrel – har kun én ting i tankerne: at genfinde deres forsvundne søn. 

Selv som et menneske uden børn kan man levende forestille sig det vågne mareridt, det må være ikke at vide, om ens kød og blod er i live. Animationsgenren bliver ofte rost for at være lige så dygtig til at skabe ægte følelser som den ”realistiske” filmkunst, og det er bestemt også tilfældet her. 

Derfor er det temmelig forstemmende, at der ved den første danske visning af en film, som vandt hovedprisen på verdens førende animationsfestival i franske Annecy, troppede akkurat otte mennesker op i Grands store biografsal med plads til over 300. 

Skyldes det dårlig promovering af Cph Pix eller er publikum bare ikke særligt interesseret i animation, hvis der ikke står Disney eller Pixar på produktet? 

I alle tilfælde er det en skam, at så få mennesker oplever en historie, der selv om den foregår i gamle dage og et land langt væk, er brandaktuel. For også i dag er millioner af mennesker på flugt fra et brutalt regime, og de stakkels mennesker skal endda aflevere deres smykker ved grænseposter, hvis nogle husker det kedelige kapitel i nyere dansk historie. 

Vores menneskelighed hviler på et ufatteligt skrøbeligt fundament, der til hver en tid kan krakelere, fremfører filmen overbevisende. 

Men den kunne godt have fortalt historien mere rent. Bedst er sekvenserne, hvor den lille dreng knytter et ordløst bånd til en pige i samme situation som ham selv. Men når vi er hos hans forældre, taber instruktør Denis Do retningen, og der bliver hevet en masse mennesker ind, som der faktisk ikke er brug for. 

Til gengæld er det svært ikke at blive rørt, når instruktøren slutter med at tilegne filmen sine forældre, og det går op for én, at det især er hans mors historie, han har sat levende billeder på. 

Funan er ikke nogen perfekt film, men den bør blive set af mere end et par håndfulde mennesker herhjemme.

Trailer: Funan

Kommentarer

Titel:
Funan

Land:
Frankrig, Luxembourg, Belgien

År:
2018

Instruktør:
Denis Do

Manuskript:
Denis Do, Magali Pouzol, Elise Trinh

Medvirkende:
Bérénice Bejo, Louis Garrel

Spilletid:
84 minutter

Premiere:
27. september i Grand, 29. september i Cinemateket og 7. oktober i Gloria på Cph Pix

© Filmmagasinet Ekko