Hana Korea

Man går bevæget ud af biografens mørke efter Hana Korea, som Ekko kvitterer med fem fuldfede stjerner for.

Frederik Sølberg, der har sin baggrund i dokumentarfilmen (Doel), leverer en mildt sagt overbevisende spillefilmdebut. 

Det er filmens samlede, stilfærdige intensitet. Det er skuespillernes overvældende spil i mimikken og detaljen. Det er de mange smukke billeder og indstillinger. 

Det hele rammer én. 

Men det er også lydbilledet og lyssætningen og manuskriptet. Alt forekommer at være helt lydefrit. 

Da et rutefly fra Kina lander i Sydkorea, bliver den unge kvinde Hyesun hentet ud af fire mænd i sorte jakkesæt. Herfra følger vi hende igennem afhøringer og undersøgelser, og langsomt får vi hendes historie. 

Hun er en ung flygtning, der er undsluppet diktaturet i Nordkorea ved at svømme over en af de floder, som udgør grænsen til Kina. Hyesun måtte bo i skjul på en gård i Kina, hvorfra hun flygtede videre. 

Lederen af det sydkoreanske flygtningecenter, hvor hun nu bor, hr. Park, siger, at alle, der har forladt et hjem, har et hul i hjertet. Det viser Kim Min-ha – kendt fra Apples seriejackpot Pachinko – med sit på en gang voldsomme og lavmælte skuespil. 

Med én bævende læbe formår Kim Min-ha at fortælle os et helt epos. Af andre store navne skal nævnes Kim Joo-ryoung fra Squid Game og Ahn Seo-hyun, der medvirker i Okja. 

Et af manuskriptets raffinementer er måden, hvorpå hele flygtningetilværelsen indfanges. I et smukt patchwork af scener og fortællinger kommer vi hele vejen rundt om Hyesuns – og dermed flygtningens – vilkår. 

Det gælder hendes integrationsproblemer. De nye skikke. En ny slags mad. Men også lægeundersøgelsen, indkvarteringen, afhøringerne – og al den usikkerhed, det medfører. 

Senere støder hun på fjender fra fortiden på centret, men også på nye venner og lyssky mænd og kvinder, der tjener godt på at udnytte flygtningenes udsatte situation. Her smugler de penge tilbage til Nordkorea og tager næsten halvdelen selv. 

Filmen har sin følelsesmæssige kerne i det, man giver afkald på, når man flygter. Ikke mindst de mennesker, man må efterlade. Hyesun har forladt en bror og en dødssyg mor. Andre i fortællingen har måttet efterlade børn. Nogle tilhører anden generation og lever med tabet af slægt, familiehistorie og sprog. 

Den splittelse af et folk, der er fordelt på Nordkorea og Sydkorea, er filmens smertefulde og samtidig håbefulde grundpræmis. Titlen Hana Korea betyder nemlig ”ét Korea”. 

I Danmark forbindes indvandringsdebatten ofte med mennesker, der har vanskeligt ved – eller ligefrem modsætter sig – at tilpasse sig et nyt samfund. Så meget desto mere hårdtslående er Sølbergs debut, fordi den viser diskriminationens rå mekanik over for et menneske, der gør alt for at integrere sig. 

Hyesun strammer sig umenneskeligt an, men nedgøres alligevel for sin accent, sit ophav og de desperate valg, hun har måttet træffe på vejen mod friheden. Uretfærdigheden bliver mere og mere oprørende, efterhånden som filmen skrider frem. 

En af de mest vellykkede ting er Frederik Sølbergs gengivelse af den utryghed, flygtninge oplever. Med brummende underlægningsmusik lurer faren pludselig midt i en afhøring. Bag en venlig gestus mærker Hyesun truslen om et overgreb, da en sygeplejerske vil undersøge hende for helt ordinære sygdomme. 

Nuanceringerne i historien er slående præcise. 

Det er befriende, at heltene i en flygtningefortælling for en gangs skyld er de kristne missionærer, der faktisk hjælper Hyesun under flugten. Men det er lige så befriende, at filmen ikke gør flygtningene til taknemmelige ofre. 

De bliver ikke selv spor religiøse af den hjælp, de får. De skal bare videre og udnytter med en vis kynisme de muligheder, de har. Men historien rummer en tredje dimension: Flugt er aldrig entydig, og det viser filmen på en noget nær enestående måde. 

Med Hana Korea har Frederik Sølberg omsat sit dokumentariske blik til en usædvanligt sikker og bevægende spillefilmdebut. Det dansk-koreanske samarbejde ligner begyndelsen på en international filmkarriere.