Ice Cream Man

Wikipedia kalder Eli Roths Ice Cream Man for en slasherfilm, men der er først og fremmest tale om en horrorkomedie,propfuld af grotesk, blodsprøjtende splatstick-humor. 

Den er i udlandet selv blevet massakreret af forargede anmeldere. Det forklarer, hvorfor den herhjemme i går blev sneget ud i biograferne uden pressevisning. Men set med de rette briller er den et festfyrværkeri af sort humor leveret med kærlig, energisk og endeløs fantasi. 

Handlingen foregår i en idyllisk lilleby, hvor glade børn leger i solskinnet til romantisk musik. Glæden bliver endnu større, da en isbil ankommer, bemandet af den storsmilende Jonathan Smiley (Ari Millen). 

Senere erfarer vi fra byens præst (Benjamin Byron Davis), at Smiley har en baggrund, der minder om Freddy Krueger. Den gør ham moralsk tvetydig og lægger ligesom i Nightmare on Elm Street-filmene en tung byrde af skyld hos børnenes forældre. 

Smileys ispinde har monsternavne, og det er der intet mærkværdigt i. Højt på ranglisten blandt mit eget yndlingsslik som barn var Friskos Dracula-ispind, som i 1974 kun kostede én krone: en kerne af blodrød limonadeis iklædt en sort lakridskappe. Et årti senere var prisen allerede femdoblet, men det hører til en helt anden gyserfortælling. 

I Ice Cream Man har navnene en paranormal relevans og varsler om en sjæleligt bitter eftersmag. Isen forvandler nemlig børnene til morderiske monstre, som dagen derpå med isnende effektivitet går til angreb på deres skolelærere, forældre og naboer. De små, durkdrevne djævle kan minde om zombier, blot med ansigterne sovset til af indtørrede isrester. 

Horrorfilm om onde børn er en effektfuld subgenre, der spænder fra den isolerede djævleunge til hele horder af morderiske unger. Blandt klassikerne er Village of the Damned, Who Can Kill a Child? og Stephen King-filmatiseringen Children of the Corn, der affødte hele otte fortsættelser. 

Målt på antallet af slyngelstreger og fantasifulde drabsmetoder overgår Ice Cream Man dem alle med absurd overlegenhed. For at blive i madmetaforen svarer filmens overflod til, da Brian Dahl fra Havrebjerg i 2020 vandt ishuset Knoldens årlige is-æderkonkurrence ved at nedgufle en sekskilos isvaffel med 56 kugler. 

Kun tre af byens børn (Charlie Zeltzer, Kiori Mirza Waldman og Shiloh O'Reilly) har undgået Smileys is. Sammen med den enes storesøster – spillet af Sarah Abbott, der leverer en imponerende variation over Leonardo DiCaprios overdosis-kravletur i The Wolf of Wall Street – og en håbløst forelsket gartner (Dylan Hawco) bliver de filmens usandsynlige helte. 

Kampen kulminerer på byens kirkegård, hvor alle de små slubberter holder hinanden i hånden og synger iskagemandens jingle. 

Jinglen vender tilbage gennem hele filmen sammen med en række animerede isreklamer. De har skabt kontrovers, fordi den animatoruddannede Eli Roth har håndtegnet dem med bistand fra et AI-firma. Det har fået enkelte anmeldere op i det røde felt – så forblændede af deres modvilje mod AI, at de overser, hvad der faktisk foregår på lærredet. 

Filmen leger lystigt med referencer til horrorgenrens klassikere. Et klatrestativ bliver en variation over Hitchcocks Fuglene, en isbil med en jingle vender kampen mod de kødædende planter i Den nat triffiderne kom på hovedet, og den hjemsøgende melodi trækker tråde til London Bridge Is Falling Down – vuggevisen, der bliver dødsvarslet i Maskernes nat 3. 

Da filmen slutter, har den bevæget sig helt ind i det mytologiske landskab og fremstår som en moderne variation over det tyske folkesagn om Rottefængeren fra Hameln. Sagnfiguren er tidligere blevet filmatiseret som horror i Krysar, hvor levende rotter møder stopmotion-animerede mennesker. 

Her er det i stedet ismanden Smiley, der optræder som et forførende iskage-monster. Hvis han vender tilbage i en toer, stiller jeg mig gerne forrest i køen.