Jagten på sexafpresserne

Hver sjette ung har været udsat for sextortion, som er blevet den ubehagelige betegnelse for at afpresse digitalt med trusler om at dele nøgenbilleder af offeret.

Som med mange nye, digitale forbrydelser halter retssystemet langt bagefter, og denne er ingen undtagelse, som DR P3 effektivt får vist i Jagten på sexafpresserne.

Dokumentarseriens omdrejningspunkt er vært Milton Walther Hendricks, der for et par år siden blev anholdt og sigtet for at have afpresset en række unge piger til enten at betale penge eller mødes for at gå i seng med ham.

Han har dog ingen forbindelse til den falske Snapchat-profil, hvorigennem piger ned til fjorten år blev krænket. Den dag i dag er Hendricks da også blevet frikendt, men med en slatten besked i E-boks om, at det ikke kan ”bevises”, at han er skyldig, og at sagen derfor er frafaldet.

Intet ord om at den egentlig gerningsmand skulle være fundet.

Hendricks ved, at der er flere ofre for afpresseren med hans navn, og jagten på forbryderen bliver plotmotoren for P3’s tre afsnit lange og ofte spændende serie. Den veksler mellem personlige historier, ekspertkilder og nogle til tider effektive demonstrationer af, hvad man faktisk er oppe imod som ungt menneske online.

Jagten på sexafpresserne viser, at det kan betale sig at have en vært, der selv har noget på spil. For en gangs skyld er det faktisk medrivende med scener, hvor journalisten fortæller os, hvordan han har det op til et planlagt interview.

Hendricks er også journalist til daglig, men er stadig i tyverne og tilpas i øjenhøjde med ofrene til, at han kan udbryde ”fuck, hvor ubehageligt, mand”, uden at det lyder andet end oprigtigt.

Serien rammer desuden en balance, hvor det aldrig bliver mere synd for Hendricks end ofrene. Han fremstår lige så empatisk som indigneret.

Jagten på sexafpresserne lykkes med at holde en spænding i fortællingen, hvor fremskridt i Miltons efterforskning teases mellem hvert afsnit, og musikken er en budget-thriller værdig.

Serien er desuden god til at organisere sine fakta, såsom at denne forbrydelse primært rammer unge mænd, samt at mange af gerningsmændene sidder i udlandet, så politiet reelt intet kan gøre.

Især er der er god smæk for skillingen i sidste afsnit, hvor Hendricks, med det formål at få lov til at interviewe en afpresser, på få timer ikke alene får oprettet to falske profiler på Instagram, men også hurtigt ser ud til at få lokket indtil flere afpressere i fælden.

Sammen med en demonstration af, hvordan man kan tiltrække en afpresser, anskaffer serien det, der kunne ligne en trin-for-trin-afpresningsmanual, og viser i stedet forbilledligt, hvordan sextortion kan forebygges uden at placere skyld hos ofrene.

Den største anke ved serien er filmsproget, som virker lidt uinspireret. Det er funktionelt og nogenlunde dynamisk med masser af klip og reportagebilleder og håndholdt kamera samt interviews i mørke omgivelser. Men det er kun indholdet, der vises os, at serien er lavet i 2026.

Man kunne ønske, at P3 fik mulighed for at udvikle en visuel stil til tv-produktionerne, der var lige så fremsynet som deres emnevalg og de friske værtstalenter. Især er det ærgerligt, at man ikke har fundet en mere interessant måde at rekonstruere og formidle digitale overgreb end ved at vise en anonymiseret skuespiller, der går rundt med en telefon i hånden, mens sms’erne vises på skærmen.

Alt i alt får P3-holdet lavet en lille folkeoplysnings-thriller ud af en fortælling om en form for forbrydelse, der nærmest er straffri. Og hvor dokumentaren med sin forebyggelsesdagsorden får demonstreret sin egen eksistensberettigelse.