Kiss of the Spider Woman

En storsmilende, blond Jennifer Lopez synger og danser omgivet af skønne, farvesprudlende kulisser. Udtrykket er som taget ud af Vincent Minnellis 1950’er-musicals som Gigi eller En amerikaner i Paris og står i skarp kontrast til den virkelighed, filmen ellers udspiller sig i.

Jennifer Lopez optræder nemlig kun i Luis Molinas erindring og fantasi om den fiktive skuespiller Ingrid Luna, som er den unge mands idol. Under Argentinas såkaldte beskidte krig i 1970’erne mellem den antikommunistiske militærjunta og venstreorienterede guerillasoldater kommer flamboyante Molina i fængsel for at være bøsse.

Hans medfange er den intellektuelle frihedskæmper Valentín. Umiddelbart er de et umage par, men skæbnen har ført dem sammen som to forskellige slags dissidenter, der har kampen for menneskers frihed tilfælles.

I Kiss of the Spider Woman lægger de forskellighederne til side for at modstå et totalitært regime. Det er bestemt en film til tiden – præget af folkelige opstande fra Minnesota til Teheran.

Instruktør Bill Condon vandt en Oscar for bedste manuskript med Gods and Monsters i 1999 og blev fire år senere igen nomineret for musicalen Chicago. Siden har han fået jord under neglene som instruktøren bag Dreamgirls med Beyoncé og Jennifer Hudson foruden et par Twilight-film og genindspilningen af Skønheden og udyret med Emma Watson.

Han er en filmskaber, der forstår at lave film til et bredt publikum, og Kiss of the Spider Woman er hans hidtil mest kunstnerisk ambitiøse.

Ligesom i hans tidligere værker er der en poleret overflade. Men pænheden kendetegner ikke fængselsscenerne, der er beriget med fotogen belysning uden at miste et råt udtryk. Der er mørkt og gråt, skuespillernes tøj er beskidt, og de glinser af sved og smuds. På fængselsinspektørens nydelige kontor er lyset overeksponeret, som om friheden skinner ind gennem ruderne, og i musicalscenerne er der skruet helt op for farverne.

Filmen står på skuldrene af Manuel Puigs bogforlæg fra 1976 og filmatiseringen Edderkoppekvindens kys fra 1985 med William Hurt, Raul Julia og Sonia Braga i hovedrollerne og teateropsætningen med musicalkoryfæet Chita Rivera i titelrollen som Ingrid Luna.

I genindspilningen tilhører rollen Jennifer Lopez, hvis evner som skuespiller desværre ikke står mål med hendes superstjernestatus. Hun tilføjer dog filmen et metalag, da hun især fejres af lgbt’ere, ligesom hendes figur i filmen er homoseksuelle Molinas idol.

Rollen er tredelt. Hun spiller Hollywood-stjernen Ingrid Luna, hvis mest berømte film Molina gengiver i detaljer for at slå tiden ihjel i fængslet. Og i den film spiller hun både heltinden Aurora – en elegant, ombejlet kvinde på eventyr i Sydamerika – og den mystiske edderkoppekvinde.

Når Molina i en drømmescene higer efter hendes kys, gør han det ikke af tiltrækning, men fordi han vil suge til sig af hendes styrke og frihed. Valentín er ikke umiddelbart interesseret i filmreferatet, men efterhånden som han savner kæresten derhjemme, begynder han at spejle sig i heltindens foretrukne bejler Armando.

Det er et interessant greb lånt fra den originale film, at Diego Luna både spiller Valentín og Armando. Den kvindelige hovedrolle er ment som erstatning for mændenes tiltrækning til hinanden. Så når Armando bejler til Aurora er det i virkeligheden Molinas fantasier om sin medindsatte.

Det lykkes dog ikke instruktøren at fremtrylle en velafvejet præstation fra Diego Luna, der skal balancere savnet til hans udkårne derhjemme med forholdet til cellekammeraten.

Det unge idol Tonatiuh er derimod mesterlig som Molina, der spionerer mod sin Valentín i håb om en mildere dom. Men også han lægger sin egen kabale. Han er dømt for homoseksualitet, har et udtalt ønske om at være en kvinde, men kalder sig selv for bøsse.

På sin vis bærer han byrden for både bøsser, transpersoner og ciskvinder, som alle er i opposition til det machoideal, filmen modsætter sig.

Kiss of the Spider Woman sigter højt, men genindspilningen er også en stort opsat musical til masserne – på bekostning af den subtile poesi, der kendetegner den første filmatisering. Men begge versioner er seværdige.