Klovn – sæson 11

Det er lidt ligesom med gyserfilm.

Titlerne bedyrer en afslutning, som så alligevel udsættes. Jason Goes to Hell: The Final Friday, Freddy’s Dead: The Final Nightmare, Saw: The Final Chapter.

I 2020 fik vi spillefilmen Klovn The Final, der signalerede et punktum for Casper Christensen og Frank Hvams komiske univers. Men selvfølgelig gik der ikke længe, før historien fortsatte i det tv-serie-format, der lancerede konceptet, og som det altid har fungeret bedst i.

Nu er der gået over tyve år, siden Frank tonede frem på tv-skærmene med sin habit og kasket. Vi er nået til sæson elleve, og det skulle ikke undre mig, hvis det heller ikke denne gang bliver et farvel.

Det amerikanske forbillede Curb Your Enthusiasm kørte trods alt over 24 år med tolv sæsoner, så mon ikke makkerparret går efter mindst at matche den bedrift.

Og det vil bestemt ikke gøre noget, for Klovn er stadig sjov. Selv om formlen er velkendt, er situationerne og dialogerne bestandigt skarpe og velkomponerede. De halvtimelange afsnit er tætpakkede med idéer og indslag, og der bindes elegante sløjfer med punchlines og payoffs på de fleste sidehistorier og detaljer.

Alt er ved det gamle – og så alligevel ikke, for Mia har efter mange års tilløb endegyldigt ladet sig skille fra Frank. I samme ombæring har hun tømt Frederiksberg-villaen for det meste af indboet og fundet kærligheden på ny med Jens Jacob Tychsen.

Også Casper er blevet single og kæmper med angsten for vigende hårpragt og udsigten til alderdommens formindskede sexappeal. Imens er duoen fortsat i gang med optagelserne til familiefilmen Weekendfar til fire, hvor testpublikummer og den nye generation af krænkelsesparate skuespillere skaber udfordringer for de stædige, midaldrende mænd.

Humoren tager troligt afsæt i den moderne, privilegerede mands genvordigheder. En af virkningerne ved, at serien har kørt så længe, er, at den også er blevet en kortlægning af mandligt venskab på tværs af livets faser. Der banker et hjerte bag den pinlighedsfremkaldende selvoptagethed.

Er det, som om seriens humor er blevet mindre grov med årene? Ingen af optrinnene i den nye sæson nærmer sig de mest ubehageligt tåkrummende minder fra tidligere afsnit. Som da der blev sat strøm til autisten på gyngestativet, eller da Frank piskede den handikappede Bodil.

Måske er det i virkeligheden den blidere tilgang, der har langtidssikret serien. For den har altid været sjovest, når humoren går på de indbildske hovedpersoners forfængelighed. Frank er stadig lige sublim som social klodsmajor, og Casper underholder med sårede blikke, når han ser hundyrene passere uinteresseret forbi.

Vanen tro optræder et overflødighedshorn af kulturpersonligheder som sig selv. Kendisfaktoren har altid været en vigtig del af Klovns appel, og toppen af den danske underholdningsbranche fremstilles atter som én stor kaffeklub, hvor der indkaldes til krisemøder, når lokummet brænder.

Et kærkomment gensyn er Iben Hjejle, der pludselig dukker op efter mange års fravær. I de fire afsnit, som TV 2 har stillet til rådighed for anmeldelse, har hun dog desværre ikke nået at uddele den helt store skideballe endnu.

Et af sæsonens foreløbige højdepunkter er en opladningstur til et danskeroverrendt pensionat i Portugal. Her opstår nye indforståede, citérbare øjeblikke – såsom at lave en ”en Madeleine”, og hvad det vil sige at få citronskal på omeletten.

I tråd med seriens mangeårige skildring af midtvejskrisen finder Caspers længsel efter noget større end Dannevang nyt afløb i købet af en gård, hvor han og singlevennerne skal udleve den amerikanske drøm. Storhedsvanviddet punkteres dog herligt af Frank, der med vanlig jordbundethed minder ham om, at de altså bare har købt et hus i Birkerød.

Øjeblikket indfanger seriens essens: den succesrige entertainers skuffende møde med den danske jantelov og akavede småborgerlighed. Frank er formet af den, mens Casper febrilsk forsøger at bryde med den.

Det er måske nok et lille lorteland. Men det gør ikke noget, for der er liv – og ikke mindst humor – i andedammen.