Practical Magic: Magi i familien

I 1998 har den amerikanske film Practical Magic premiere. To søstre og deres to tanter er efterkommere af en heks, der for 300 år siden undslap en henrettelse for hekseri. Hendes forbandelse hviler stadig over familien. Hvis en Owens-kvinde forelsker sig i en mand, er han dømt til at dø.

For den ene søster er det en tragedie, hendes mand var god nok. For den anden er det en velsignelse, hendes udkårne er en slet dæmon.

Filmen er stjernebestrøet. De to søstre Sally og Gillian bliver gestaltet af tidens mest hotte stjerner, Sandra Bullock og Nicole Kidman. Tanterne spilles af karakterskuespillere, Dianne Wiest og Stockard Channing.

Hele affæren er fandenivoldsk fortalt, et postmoderne eventyr med genreskred uden grænser, familiedrama, komedie, fantasy, gyser og gøgl. Men filmen er for barsk for børn og for barnlig for voksne.

I første omgang et fælt flop i biografen og slagtet af anmelderne, men snart en kultfilm for teenagerpiger. Filmen, man ser sammen til venindetræf med fælles overnatning. Filmen, man kan citere fra og fremmane som en art feministisk overgangsrite fra barnlig pige til ung kvinde med fyre og fester.

De tolv-fjortenårige piger, der dengang så filmen med hvin, suk og grin, er kommet op i 40’erne. Nu kan de passende vise deres egne døtre, hvilken herlig og hektisk heksefilm mor og moster så ustandselig sammen med hjerteveninder og klassekammerater.

Amerikansk film har sans for retroromantik, der kan betale sig (ligesom den danske, tænk bare på genbesøgene i Nattevagten og Riget). Så her kommer toeren, Practical Magic: Magi i familien, som alligevel ikke er en rigtig nummer to. Instruktøren er nemlig vor egen Susanne Bier.

Historiens kogleriske røde tråd – søstrenes og tanternes skærmydsler og familietumult – passer som tryllestav og kosteskaft til en auteur som Bier, der har sort bælte i film om familieforhold, fællesskab og ensomhed.

Hun har tilmed bevæget sig hjemmevant mellem komedie, melodrama, thriller og gys – altid med fast hånd og ferm iscenesættelse.

Det præger også hendes udgave af Practical Magic. Hvor etteren elegant og elefant stikker i alle retninger med horror og humor, er denne udgave trimmet i sit udtryk til en nostalgisk tintet film til tiden.

Sallys datter Kylie har fået fyr på en ung mand, men ak og ve: Forbandelsen træder i kraft. Uden cykelhjelm og med håndholdt mobil kommer han alvorligt til skade i en trafikulykke og ender i koma, må Kylie indse, at familiens forbandelse også gælder hende.

Sally og Gillian må konfrontere den forbandelse, som har hvilet over familien i generationer. Kylie stikker af for at redde sin fyr, og søstrene følger efter. Imens aner tanterne, at noget er rivende galt. Jet, igen spillet af Dianne Wiest, hører den sorte dødningebille – det ildevarslende varsel om hendes død, præcis som i Alice Hoffmans roman og den første film.

Sporet efter en ophævelse af forbandelsen fører til Storbritannien, hvor en charmerende professor i hvid magi hjælper til, mens en smiskende og slesk herre med sort magi i bagagen træder til som trold.

Uden at røbe for meget om en historie, der er tyndere end en tryllekunstners tryllestav, taler vi om en feel good-film med noter af Harry Potter. Dertil kommer toner af den girl power, der hylder et solidt og solidarisk søsterskab i en verden, der stadig styres af patriarkalske mænd – dumme svin med gedulgte hensigter og motiver.

Hele filmens opsætning er nærmest ahistorisk. Et Amerika i New England, hvor man bor i 1800-tallets træhuse med flere gavle, og en verden med rødstensbygninger i Tudor-stil, vedbend og bronzekedler.

Sandra Bullock og Nicole Kidman, henholdsvis 62 og 59 år, har på magisk vis bevaret deres årvågne pigesind og ungdommelige fremtoning. Det er svært at se på dem, at der næsten er gået tre årtier.

De skændes om dit og dat, men det er mest pjat og fnis. Griner gerne af deres egne vitser. To skuespillere, der tydeligvis er glade for deres roller – en glæde, de forsøger at smitte publikum med.

Om det lykkes, må tiden vise.

Filmens bedste skuespiller er Stockard Channing som den mest menneskelige tante. Filmens tempo er monoton forudsigelighed tilsat lidt sang, hyggefeminisme, gyserklichéer og sorte ravne. Slutningen er meget langstrakt.