Pressure

Er det dårlig smag at beskrive noget som en feelgood-film om Anden Verdenskrig?

For selv om op mod 75 millioner mennesker døde, er der en hel, populær subgenre af behagelige kvalitetsdramaer, hvor de finurlige detaljer fra krigen fylder langt mere end død og ødelæggelse.

Sådan en film er Pressure.

Anthony Maras’ drama handler om meteorologerne, der lavede vejrudsigten for D-dag, startskuddet til de allieredes afgørende invasion af Frankrig i 1944.

Det er baseret på et teaterstykke af David Haig med samme titel, som kan oversættes til lufttryk. Hele humlen er, at General Eisenhower (Brendan Fraser) står med en klassisk nordeuropæisk hovedpine, hvor et vigtigt arrangement afhænger af vejret. Knap 160.000 tropper står klar, og hvis det udskydes for længe, vil tyskerne fatte mistanke om planen.

Premierminister Winston Churchill blev senere beskyldt for at reagere langsomt på Londons vejrkatastrofe i 1952, men her i 1944 er han uhyre opmærksom og sender sin foretrukne meteorolog – sådan én havde han åbenbart – til at lede arbejdet.

James Stagg (Andrew Scott) er en stram og arrogant skotte, der nyder at udpege andres idioti og drikker store glas vand meget langsomt, mens han tænker sig godt om.

Hovedpersonen giver mindelser om en anden film i verdenskrig-light-genren, The Emitation Game, hvor Benedict Cumberbatch’ matematikgeni provokerer alle omkring sig og altid har ret.

I Pressure slår det medrivende gnister mellem Stagg og Eisenhowers flamboyante, amerikanske meteorolog Irving Krick (Chris Messina). En kulørt figur, der i filmen og virkeligheden spiller klaver og kunne prale med vejrudsigter til optagelser af store film som Gone with the Wind samt flere præcise forudsigelser om skyfri himmel til kampene i Nordafrika.

Men Nordeuropas vejr er notorisk uforudsigeligt, og Kricks solstrålespådom må selvfølgelig vie for Staggs dommedagsprofeti.

Den virkelige Stagg er i filmen tilsyneladende slået sammen med en norsk underordnet, der i virkeligheden havde de største sammenstød med Krick. Ikke desto mindre er stridighederne veloplagt afviklet af Messina og Scott som sol og måne på krigsstien med sekretæren Summersby (Kerry Condon) som diplomatisk mellemlægspapir.

Forfriskende er det, at helten er den person, som tager flest forbehold og nægter at udtale sig skråsikkert. Præcis som de dygtigste videnskabsmænd gør i virkeligheden, men sjældent får lov til på film.

”Er du helt sikkert?” spørger Eisenhower rasende, da Stagg fremfører en skummel prognose for 5. juni foran hele officerstanden.

”Nej, sir, det er et estimat,” svarer han sammenbidt.

Brendan Fraser har komisk timing og går den menneskelige vej i skildringen af brøleaben Eisenhower, der ikke vil sende tusindvis af mennesker ind i stormen. I modsætning til den britiske kommandør for de allierede styrker, feltmarskal Montgomery.

Damian Lewis har filmens mest interessante præstation som kyniske ”Monty”. ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig udrustning,” lader til at være mantraet for den hærdede brite med et overlegent, syrligt blik klistret permanent fast i ansigtet.

Ingen film om D-dag uden lidt mørke, men tragedien er ikke det, der bliver siddende i kroppen efter Pressure. Den grufuldt drabelige landsætning 6. juni 1944 gør langt større indtryk i Spielbergs Saving Private Ryan.

Mere gribende er scenen, hvor James Stagg midt i et skænderi med Krick og Eisenhower informeres om bombningen af hans gravide kones hospital. I et langt nærbillede vrider følelserne sig rundt bag Andrew Scotts tæt optrukne mine, inden han beslutter at koncentrere sig om sin pligt.

Eisenhower har ifølge slutteksten udtalt, at fordelen på D-dag skyldtes bedre meteorologer end nazisternes, fordi de fandt en pause i det rædselsfulde vejr. Alligevel kan det være svært at tage de dramatiske montager af vejrballoner, telefonopkald og vejrkort alvorligt. Heldigvis kammer filmen sjældent over i overdreven selvhøjtidelighed.

Det bliver kun decideret ufrivilligt komisk, da James Stagg stiller sig i den regn, han alene har forudset, og får øje på en plaskvåd Eisenhower, som nikker stoisk anerkendende til ham.

Visuelt er Pressure lige efter bogen, smuk uden mindeværdige særpræg. Et let indspark i strømmen af film om den fascinerende krig, og historieinteresserede skal nok få en fornøjelig biografoplevelse.

Mest af alt skal Anthony Maras have ros for at holde underholdningsværdien høj i en film, hvor uniformsklædte mænd taler om vejret i halvanden time.