Rivalerne

Frederik er en vellidt gymnasielærer og omviser på det lokale kunstmuseum. Midt i en fortolkning af et af museets interessante malerier bliver han kontaktet af sin bror Carl, den lokale matador og direktør for byens vartegn, vandværket Morild.

De skændes heftigt om noget, der forbliver et mysterium. Frederik kører hjem, og kort efter falder han om og dør.

Frederiks kone Karen er biolog og står i stærk opposition til Carl. Hun kæmper for at åbne byens å, som ikke blot er afgørende for vandværkets drift, men også truer villaejerne omkring den inddæmmede sø.

Vi befinder os i den vestdanske provinsby Elverkilde. Samtidig – og der er meget ”samtidig” i TV 2’s dramaserie Rivalerne – ankommer den garvede, københavnske journalist Robert til byen og dens provinspresse.

Klart fra start bliver det fra avisens øretæveindbydende chefredaktør, at muligvis er Robert anerkendt graverjournalist i storbyen, men her har han bare kun kradse lidt i overfladen i provinsbyens magtelite, som også omfatter en minister med ugler i den mose, Carl også har siv i.

Og endelig har vi Roberts obsternasige og blaserte datter, som snart bliver veninde med enken Karens datter. Samtidig finder Robert ud af noget med sin familie med rødder i byens sinistre fortid.

De tre første afsnit af Rivalerne – skrevet af Anders Rønnow Klarlund og instrueret af Roni Ezra – er så intrigante, at det gælder om at ikke at blunde i sofaen, gå i køkkenet for at koge kaffe eller på toilettet for en tissetår.

Handlingen stikker vildt i alle retninger og hænger sammen. På samme måde som et kulørt underholdende patchwork vævet sammen af klichéer, som giver tryghed og garanti for, at dette er underholdende ramasjang. Uden gnist af noget, som er anderledes, originalt eller avantgarde i forhold til gængse føljetoner, hvor familier slås om magten og æren.

Eneste frikvarter i dette stormaskede plot, er det meget lange sorgarbejde, Karen og hende børn går i gang med og strækker sig over hele tre afsnit. Megen tid for en person, vi ikke kommer til at kende, før han dødes ud af historien.

Frederiks afgang er meget følelsesmæssigt fortalt og i hele sin længde parallelt kørende med den klimaforurenende magtkamp.

Men diverse narrative sidespring hæmmer faktisk seriens sensationelle spændstighed. Først med tredje afsnit sker der reelt noget dramatisk, som sætter lidt mere plus under denne simregryde af en tv-serie.

TV 2 har ambitioner om at skabe noget andet og mere væsentligt end lalleserier som Sommerdahl og Hvide Sande.

At udfordre seerne med andet end organiseret sniksnak, turistbelagte plots og smalltalk i forskellige gear af ligegyldighed kan ikke roses nok. Men de første tre afsnit er mere spegede og indviklede end egentlig indfriende. Indtil videre savner historien både gennemsigtighed og overblik.

Hvem er hvem? Hvem skal vi holde med og følge i tykt og tyndt?

Som sædvanlig er det skuespillerne, der redder os fra kompliceret tidsspilde. Johanne Louise Schmidt er fremragende som den standhaftige Karen, der sætter alt på spil – måske for meget – for sit klimaprojekt. Hun er dog immer en god mor for sine mange børn.

Lars Mikkelsen er som krokodille i egen sump som sleske bror Carl, der muligvis er skyld i brorens pludselige død af et hjerteslag. Mens Jens Albinus, en af vores mest sublime skuespillere til at gestalte komplicerede mænd fra brudte hjem, er som Robert en anløben far, journalist og ægtemand, lige så hårdkogt som et æg i tabloidpressens kantine.

Læg dertil hele turistsiden af krimien, hvor det gælder om at vise provinsens mere i solskin og sommer end regn og slud.

Så er vi der igen.

Dansk tv-dramatik opererer med nogle af landets ypperste skuespillere i stort og småt. Men nogle gange synes det, som om netop denne dramaturgiske force går ud over selve manuskriptets mangel på relevant substans og logistisk sammenhæng.