Sexisme i musikbranchen

At stå frem skræmmer Katinka Bjerregaard på alle måder, men som hun siger i introen til DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen: ”Det skræmmer mig endnu mere at skulle tie stille.”

Katinka slår hovedet på sømmet.

Hvis ingen tør stille sig frem og fortælle om de faktiske forhold i branchen, sker der ingen forandring. 

Og hvad værre er: Hvis ingen har modet til at stille sig frem, kan de kreative brancher fortsat fungere som jagtmarker for grænseoverskridende hankønsvæsner, der er helt blanke i forhold til deres egen magt og helt uforstående overfor, at deres ageren kan være problematisk.

Tag nu bare Martin Brygmann, der gik rettens vej for at få nedlagt et forbud mod, at Sexisme i musikbranchen måtte vises. 

Da han tabte sagen, lød forsvaret på Facebook blandt andet, at han nu forstår ”at nogle kvinder, måske kun har opsøgt mig, fordi de troede, at jeg kunne gøre noget ved deres karriere”. 

Og at han i dag undrer sig over ”hvorfor de blev ved med at skrive til mig over flere år, hvis de fandt det ubehageligt”. Brygmann ”har aldrig selv haft en tanke om, at jeg kunne udnytte andre til min fordel, men bare været glad for den opmærksomhed, jeg har fået”.

Kvinderne har opsøgt ham, må man forstå. Det er dem, der er blevet ved med at skrive til ham. Brygmann har bare været glad for den opmærksomhed, han har fået – og altså ikke uddelt.

Det står i stik modsætning til de otte kvinders beretning, heraf tre anonyme, der står frem i dokumentaren.

”Du er så SMUK og sprød på dine profilfotos ..!!!! Aaaaargh! Kh” skriver den 46-årige Brygmann helt umotiveret i 2009 til den syttenårige Anne Gadegaard på Facebook, der seks år forinden har vundet Børnenes MGP.

En af de anonyme kilder beskriver, hvorledes hun indledte et hemmeligt forhold til entertaineren, da hun var seksten år.

Signe Svendsen beretter om et overgreb, hvor hun vågner ved, at Martin Brygmann har sneget sig ind i det rum, hvor hun sover, og begyndte at tage hende på brysterne.

Sagen om Martin Brygmann, der betegnes ”den mandlige artist”, kører sideløbende med en større problematik om ”fuckability” i branchen gennem første afsnit. Afsnittet står stærkest, da man på behændig vis formår at forklare sammenhængen mellem hverdagssexisme og overgreb.

Hverdagssexismen er også fremtrædende i andet afsnit, Nedgjort på toppen, der har samme formel som første.

Den enkelte sag omhandler her en person fra The Antonelli Orchestra – orkestret, som TV 2 bruger i deres største programmer: Toppen af Poppen og Vild med dans. Personen har gennem en årrække smidt om sig med nedværdigende kommentarer, ofte kort tid før de kvindelige artister skal på scenen og levere deres vel nok livs performance i et karriereskabende program. 

Katinka og Mathilde Falch beskriver meget præcist, hvilket psykologisk overarbejde det kræver at fungere i et sådant miljø, som ledelsen ikke tager synderlig alvorligt.

Sagen er virkelig interessant, men andet afsnit gaber over for mange forskellige tematikker under den store sexisme-paraply. Når Annette Heick siger, at DR sidder med den ultimative magt i form af P3, er det en magt, der bør undersøges mere tilbundsgående end et vagt svar fra DR, hvor landets største medie afviser, at mænd favoriseres. 

Ligeledes er mediernes sprogbrug interessant. Men anmeldelser, nyhedsartikler og portrætter blandes sammen i hurtige klip, hvor man ikke går i dybden med de forskellige genrer, som ellers var en diskussion værdig. 

Man vil lidt for meget, og derfor føles det hele som lidt for lidt.

Det ændrer dog ikke ved, at Sexisme i musikbranchen er en vigtig dokumentar, som ikke har til formål at komme med slibrige detaljer om alle de overgreb, som vi ved forekommer i branchen, men derimod forklare de strukturer, der muliggør det. Derfor fortjener den fem stjerner. 

Som direktør i KVINFO, Henriette Laursen, meget præcist beskriver: ”Hverdagssexisme er grobunden for at grovere overgreb kan finde sted.”

Hvis vi ikke italesætter hverdagssexismen, kommer vi ikke til at ændre på eksempelvis voldtægtsstatistikken, da det ene legitimerer det andet. Ved at ændre sproget kan vi ændre adfærden på samme vis som samtykkelovgivningen.

Der var nærmest intet andet end foragt og dårlige jokes til overs for samtykkeloven. Men ingen kan vel argumentere imod, at den var samfundsændrende i den måde, som sex nu italesættes på – særligt i de unge generationer.

Der er kommet et mod til at sige fra.

Det er sigende, at den, der afviser Brygmanns upassende beskeder med et kontant og professionelt svar, er en ung studentermedhjælper i 2020. Vi er på vej et bedre sted hen. Og dokumentarer som Sexisme i musikbranchen hjælper os på vej.