Tyske Margit Auers bogserie Die Schule der magischen Tiere (Skolen med de magiske dyr), der begyndte i 2013, er et verdenshit. Bøgerne er oversat til 26 sprog og har solgt over otte millioner eksemplarer.
I den fjerde film vender vi tilbage til eleverne på Østre Skole, hvor udvalgte børn får tildelt et talende, magisk dyr, der afspejler deres personlighed. De frække drenge får eksempelvis en krokodille. Denne gang får klassens nørd en ugle, mens en parkourglad pige får en lille, adræt abekat.
De små historier om spirende forelskelser og nye venskaber foldes ud, mens det større drama langsomt tager form.
Skolen har svært ved at tiltrække elever og skal have mindst 100 nye tilmeldinger, inden måneden er omme. Ellers lukker den. Så kontant lyder beskeden fra skolens inspektør, der selv har meldt sig ud af alting og nu blot sidder modløs og spidser sine blyanter, til de forsvinder, mens de gamle vinyler snurrer på grammofonen.
Skolen med de magiske dyr – filmen bygger igen på den kendte blanding af levende skuespillere og animation, som smelter overbevisende sammen. Langt mere gnidningsfrit end filmens lidt klodsede eftersynkronisering, hvor stemmerne ikke altid synes at passe til munden. Dyrene accepterer man derimod uden videre som levende væsener.
Universet er nuttet og charmerende, og filmen kan trygt ses sammen med selv de mindste børn. Det mest uhyggelige element i den venstreorienterede konflikt er de rige kapitalister, der vil købe skolen og lukke den for selv at overtage den gamle bygning.
Børnene er tegnet som genkendelige typer – karikerede, men med varme og loyalitet. Her er den fysiske pige, den intellektuelle dreng, de uartige, de seje og de populære.
De sidste får endelig deres øjeblik, da hele skolens skæbne afgøres i en quiz- og dansekonkurrence mellem to hold. Børnene farer rundt i den gamle bygning, må lære at samarbejde og genopbygge den tillid, der undervejs er blevet sat på prøve.
Østre Skole kæmper sig godt ind i konkurrencen, men så går det galt i dansefinalen. Musikken, de skal danse til, viser sig nemlig at være håbløst gammeldags. Vi taler Beethovens 5. symfoni!
Det viser sig heldigvis at have en god forklaring, som afsløres efter endnu en tur op ad spændingskurven.
Undervejs er historien fyldt med opbyggelige elementer, der er oprigtigt sympatiske. Usikre børn får mod på at stå på egne ben, de generte bliver skubbet til at træde frem på scenen, og solodrengene må erkende, at de har brug for andre.
Det er befriende at se, hvordan man kan snige lidt gammeldags moral ind i en børnefilm uden, at det føles påklistret eller forlorent.
Der er en lang række skuespillere, som leverer fine præstationer. Justus von Dohnányi er fremragende som skoleinspektøren (med dansk stemme af Joen Højerslev), mens Heiko Pinkowski tilfører skolens pedel en god portion jovialitet. Også Emilia Maier, Loris Sichrovsky og Emilia Pieske gør det godt i deres respektive roller.
Skolen med de magiske dyr – filmen er kun tilpas uhyggelig, så hele familien kan være med. Og børnene må gerne tage deres eget magiske dyr med i biografen, for når almindelige mennesker ser dem, er de jo bare tøjdyr.
facebook
twitter
Kommentarer