Introduktion til skurkologien

”Men stadigvæk.”

Det er den vending, der bliver siddende efter Introduktion til skurkologien, som er skrevet af Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis (kendt fra Politiken og sidstnævnte også Ekko). Ikke kun fordi forfatterne selv bruger den, men fordi den på en måde bliver bogens ufrivillige metode.

Skurken bar sort hat i de gode gamle westernfilm, lærer vi. Bortset fra når han ikke gjorde. For eksempel når John Wayne var skurk. Det er fint nok med nuancer, men efter et vist antal undtagelser melder spørgsmålet sig: Er mønstret stadig et mønster eller bare en krog at hænge yndlingseksempler op på?

Endnu oftere bliver en skurketype (de får hvert sit kapitel) præsenteret med kun to eller sågar ét eksempel. Det føles tyndbenet.

Jeg har eksempelvis aldrig set Stellan Olssons drama Sven Klangs kvintet fra 1976. Nu har jeg inderligt lyst. Palle og Michaëlis tegner en næsten bibelsk fejde mellem en konservativ og en moderne musiker, mens jazz, druk og et Sverige i forandring danner bagtæppe.

Samuel Richardsons roman Clarissa fra 1748 bliver tilsvarende levende som historien om et stalker-offer klemt mellem borgerlighed og senfeudale kønsmønstre, med udblik til Rousseau, Goethe og Proust – og paralleller til Don Juan, Weinstein og Epstein.

I de bedste kapitler bliver skurken en kulturhistorisk seismograf: Habitten kan være civil camouflage, og psykopaten bliver yuppiekulturens perfekte hylster for ondskab, mens Blade Runner rejser spørgsmålet, om robotter overhovedet kan være skurke.

Der er fem-seks rigtigt fede essays her, og alene indholdsfortegnelsen er en slikbutik: ”Tintins modstandere”, ”Den onde tysker” og ”Stedmødre og andre hundjævle”.

Bogen er perfekt til den kultursultne lynforbruger, der hellere vil mærke en begejstret, veltalende stemme end scrolle wiki-opslag. Lidt som en podcast med inspirations-raids på fire-ti minutter, garneret med nørdet info og lækker ordsovs.

Filmen er erklæret ikke-akademisk, men selv med den præmis savner jeg et element af pædagogik og konsekvens.

”Skurkologi” er ikke et etableret universitetsfag, men der findes et tværfagligt forskningsfelt omkring villainy og villain studies. Man behøver ikke søge længere end til Aarhus, hvor Jens Kjeldgaard-Christiansen analyserer skurkagtighed gennem intention, handling og ansvar. Der er også en lang stribe internationale forskere på området.

Bogen nævner kun skurkeforskningen i forbifarten uden reference. Det er et problem for dens selverklærede funktion som introduktion. En introduktion burde som minimum vise, hvilket rum vi træder ind i, og hvor elevatoren til næste etage er.

Samtidig annoncerer forordet en ambition om at bedrive tværæstetiske cultural studies, der ”blander kultursociologi, filosofi, litteraturvidenskab og filmvidenskab i en skønsom melange”. Forfatterne er inspireret af kulturteoretikerne Roland Barthes og Umberto Eco og krydrer det med ”psykoanalyse og ideologikritik”.

Men Barthes og den pågældende Eco-bog mangler i listen bagerst i bogen over sekundærlitteratur. Den består af blot otte titler, hvoraf tre er opslagsværker, selv om tænkere som Bakhtin, Heidegger og Asimov nævnes undervejs. Det er tyndt for 240 sider fra middelalder og Dracula til Bond, psykopati og androider.

Svagheden er ikke mangel på viden. Tværtimod er der så meget af den, at associationerne får lov at overskygge analysen.

Det gælder også sprogligt. I et to en halv sider kort kapitel om politiskurken hedder det: ”Bortset fra sydeuropæiske lande såsom Frankrig og Italien var den korrupte strømer i diverse medier en slesk amerikaner.”

Sætningen er svær at få logisk hold på. I hvilke andre lande end USA er politiskurken en slesk amerikaner? Og hvad skulle han være i en amerikansk film, hvis ikke amerikaner? Vendingen ”diverse medier” siger også noget om henkastetheden.

Det er ikke, som Bo Tao Michaëlis ynder at sige, Holger Fortolker, der er på spil. Det er Dovenlars.

Hurtige, associative skribenter kan være fremragende essayister, men så skal udgiveren Gads Forlag spørge: Hvor ved vi det fra? Og er noget stadig et mønster efter tre modeksempler? Bogens redaktør burde have trådt langt mere i karakter.

Til sidst kommer et appendiks med ”skurkologiens otte arketyper”. Lidt systematik, endelig! De otte er blandt andet geodemografiske skurke, bureaukrater, seriemordere, sataniske typer og den skaldede skurk.

Det kunne være et glimrende essay: Hvad gør hårløshed ved vores aflæsning af et ansigt? Den analyse kommer ikke. Og helt grundlæggende blander kategorierne udseende, moral, handling og social funktion. Er det virkelig arketyper eller snarere otte kapitler, der ikke nåede at blive færdige?

Men stadigvæk.

Min irritation skyldes især, at Introduktion til skurkologien i passager viser, hvor god den kunne være blevet. Palle og Michaëlis har som forbillederne Eco go Barthes et legende sprog og en mærkbar viden. De har skrevet en bog, man får lyst til at lave æselører i, diskutere med og følge ud ad dens mange sideveje.

Man lægger den fra sig med flere skurke i hovedet, end man havde ved begyndelsen. Man ville bare ønske, at forfatterne og deres redaktør – havde begået en heltedåd og ført arbejdet ordentligt i mål.