Tangles

Det er alzheimers-diagnosens ubarmhjertige virkelighed, at sygdommen kun har én udvej for den ramte og kun én forløsning for de pårørende.

Canadiske Leah Nelsons sørgmuntre voksentegnefilm Tangles (sammenfiltringer), der har verdenspremiere i Cannes uden for konkurrence, er baseret på Sarah Leavitts selvbiografiske tegneserie om hendes mors diagnose, deroute og død.

Det er en trist, men aldrig tung film.

Frem for at dvæle ved det uundgåelige fokuserer filmen på alle de måder, livet ikke lader sig inddæmme, men pibler frem og bruser videre. Samtidig med at den kun midaldrende Midge går fra at være en knivskarp akademiker til en forvirret demenspatient.

Vi møder Midge, sådan som Sarah husker hende fra sin barndom: en supermor, der heroisk fægter med en lommelygte som et lyssværd og jager alle de monstre bort, datteren ser for sig i tapetet om natten.

”De andre i min familie husker måske tingene anderledes,” erkender Sarah i filmens gennemgående, forrygende veloplagte voiceover.

Og det er sigende for den dybt personlige film, at den starter som en elskelig mor-datter-fortælling og løfter sig til et gribende familieportræt, efterhånden som Sarah indser, at hun aldrig har haft Midge for sig selv.

Handlingen starter i 1999, bladmagasinernes velmagtsdage, hvor Sarah er ved at skabe en karriere som illustrator på queer-tidsskriftet Outspoken Magazine i frigjorte San Francisco. Samtidig indleder hun et forhold til den nærmest umuligt cool motorcykelentusiast Donimo, der valgte sit eget navn, da hun sprang ud som lesbisk.

Men da Sarah flyver på familiebesøg hjem til sin småborgerlige hjemby – ”Bumfuck, Maine,” som hun kalder den – kan hun mærke, at der er noget galt. Midge er konfus, irritabel og defensiv, og Sarah begynder at ane, at noget i hendes sind er gået af led.

Hendes akademikerfar slår det hen, men da Midge på en rejse til Mexico farer vild under et Dia de las Muertos-optog, bliver hendes tilstand umulig at se bort fra. Og ingen naturmedicin eller vitaminer kan afhjælpe den diagnose, der venter, da de kommer hjem.

Leah Nelson har talt om, hvordan det især var ét panel fra Sarah Leavitts tegneserie, der overbeviste hende om at filmatisere den. Nemlig det, hvor Sarah står med sine forældre foran lægen, og jorden bogstaveligt talt slår revner under deres fødder.

Det er rammende og et godt eksempel på, hvordan tegneserieformatet kan bruges ekspressivt til at sætte læseren i personernes sted. Det samme kan tegnefilm, og det er en fryd at se filmskabere tage livtag med graphic novels også i den tungere ende af følelsesspektret.

Trods det svære emne er Tangles en sprudlende opfindsom og charmerende fortælling om, hvordan den langsomme afsked med Midge både udfordrer og styrker sammenholdet i familien.

Leah Nelsons film er skabt i klare, sort-hvide billeder, der udvider udtrykket fra Sarah Leavitts mere simple streg. Det simple, monokrome look vækker måske nok mindelser om Persepolis, men er væsensforskelligt i måden, filmen leger med billedsproget på.

Der er en blid og skæv indie-tegneseriekomik, som løber gennem hele historien, og som især kommer til udtryk, når filmen spejler Sarahs bekymringer og sociale angst.

Det er med til at give tragedien en humoristisk distance, som når der hen over højttalerne i flyet under Sarahs mange langdistanceture kommer gode råd eller spidse kommentarer til hendes stadig mere kaotiske tilværelse.

Mens moren forsvinder, stiger Sarah selv i graderne på magasinet, men føler sig stadig mere splittet mellem sit eget liv på vestkysten og familien på østkysten i New England.

Ingen andre lader til at være bekymrede. Hverken morens søstre eller hendes egen søster, som Sarah har et anstrengt forhold til – en uerkendt bebrejdelse over, at hun blev boende og faldt til i et miljø, der fik Sarah til at føle sig som en outsider.

Men gennem sorgen samles familien, og Tangles giver et rørende bud på en varmhjertet, jødisk familie, hvor modgang skaber sammenhold.

At historien rammer så stærkt, skyldes ikke mindst det celebre stemmecast. Julia Louis-Dreyfus og Bryan Cranston er på en gang stærke og skrøbelige som forældrene, mens navne som Sarah Silverman, Beanie Feldstein og Seth Rogen – hvis kone har produceret filmen – gør indtryk i mindre roller.

Men det er Abbi Jacobson, som bærer filmen i hovedrollen som Sarah. Med vrede, afmagt, glæde og kærlighed dirrende i stemmen.

Tangles er en af de bedste tegnefilm, jeg har set længe.