Serieanmeldelse
29. apr. 2025 | 16:58

The Diamond Heist

Foto | Lightbox

Man kommer til at holde med den voldsparate røver Lee Wenham, selv om han var villig til at bruge familier og skoleklasser som menneskeskjold mod politiet for at slippe afsted med sit diamantkup. 

Man hepper modvilligt på skurkene og hånler ad politiet i en dokumentar, der trods sin etiske slagside fungerer som en effektiv kupthriller.

Af Kristian Ditlev Jensen

Den farverige fantasi overgår som altid den grå virkelighed.

Da et lille hold af hårdkogte forbrydere – den slags, som har nedarvet røverblod i årene – en dag beslutter sig for røve en pengetransport, så ved London-politiets specialenhed for særlig farlig kriminalitet, at de står over for noget helt usædvanligt.

Banditterne monterer nemlig i bedste Olsen Banden-stil en kæmpestor lanse på en varevogn og smadrer den direkte ind igennem det armerede stål på den pansrede lastbil.

Og da strisserne sporer samme bandes minutiøse planlægning af et gigantisk diamandrøveri i Londons The Millennium Dome, ved de, at det her er århundredets, hvis ikke årtusindets, største kup.

Men kan de garvede efterforskere nå at stoppe det halssprækkende røveri begået med noget så jordnært som en gummiged? Eller slipper gangsterne væk med nogle af verdens største og mest berømte diamanter? Og et udbytte, der anslås til at være cirka 300 millioner … pund!

Nogle gange får man simpelthen tingene forærende. Som manden, der i et gammelt tv-klip fra dengang, begivenhederne fandt sted i begyndelsen af nullerne, forklarer, hvad det store diamandrøveri i The Millennium Dome i London egentlig var for noget. 

”For mig lignede det hele ét stort pr-nummer. Som noget, der var taget direkte ud af en Guy Richie-film,” siger han i den grynede tv-optagelse. 

Sådan en sætning kan Madonnas tidligere ægtefælle, Snatch-instruktøren, den tidligere internationalt højt profilerede dj og manden bag seriehittet The Gentlemen og publikumsbaskere som Sherlock Holmes, naturligvis ikke lade passere uden at reagere.

The Diamond Heist har sin executive producers navn, Guy Richie, spraymalet hen over hver eneste billedramme, skønt det er den yngre, amerikanske Jesse Vile, der har instrueret og efterabet den genkendelige stil. 

Det hele er urbant, råt og lavsocialt, men samtidig reklamelækkert produceret og klippet som en højenergisk musikvideo fra 80’erne. Det er bling og fashion i South East London og med tidens mest moderne musik. Og de mange påvirkninger og billedcitater fra gamle gangsterserier og kriminalfilm står i kø.

Hvis Michael Caine dukkede op i en scene, ville man overhovedet ikke blive overrasket. Det gør han ikke. For det her er dokumentar … sådan da.

Filmen fortælles i sjove og tankevækkende interviews med flere af de involverede – både de forhærdede kriminelle og kriminalbetjentene, de gode og de korrupte. Samtidig er der historiske nyhedsklip og dramatiseringer af fortællingens knudepunkter. 

Sjovest er de direkte indklippede scener fra andre fiktioner. Som når en politimand siger, at den planlagte flugt i speedbåd på Themsen ligner noget fra en James Bond-film, og der så klippes til 007 i vild bådjagt.

Serien er den type dokumentar, der har så mange, filmiske virkemidler, at den uden videre ses som en fiktion. Den er fortalt med samme spændingskurve som en klassisk og meget velfungerende thriller, og man tager sig uvilkårligt i at følge instruktørens synsvinkel.

Man hepper på skurkene og hånler ad politiet i sofaen. 

Det sidste er faktisk seriens svageste punkt. Den romantiserer og forherliger forbrydelser, der er så alvorlige, at man i Storbritannien takserer dem til flere årtiers fængsel.

Røverne er bevæbnet til tænderne, de skyr ingen midler og forekommer afstumpede og uempatiske. En af deres taktikker er, at de vil begå røveriet midt i besøgstiden, hvor familier og skoleklasser kommer for at se de udstillede smukke og enestående diamanter, fordi de sagesløse mennesker skal bruges som menneskeskjold.

Politiet kan ikke slå de hæmningsløse kriminelle tilbage, hvis de risikerer at skyde civile. Og de skamløse scener med den voldsparate røver Lee Wenham som kærlig familiefar er ærlig talt problematiske.

Trailer: The Diamond Heist

Kommentarer

Titel:
The Diamond Heist

Land:
Storbritannien

År:
2025

Instruktør:
Jesse Vile

Manuskript:
Jesse Vile

Medvirkende:
Lee Wenham, Neil Wallis, Beth Wenham

Spilletid:
Tre afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
16. april på Netflix

© Filmmagasinet Ekko