The Whisper Man

Man er ikke langt inde i den nye Netflix-thriller, The Whisper Man, før man har gennemskuet, hvilke spillefilm instruktøren James Ashcroft, som tidligere har lavet den psykologiske gyser The Rule of Jenny Pen, ser op til. 

For The Whisper Man er lidt af en copycat. 

Filmen mimer både Se7en, Ondskabens øjne, The Bone Collector og andre 90’er-thrillere. Ikke mindst, når det gælder atmosfære. 

Med en dunkel lyssætning, en sølvagtig fornemmelse i billederne og så de lidt tidløse scenografier og kostumer emmer filmen af de store thriller-brag fra for 30 år siden. Måske især seriemorderklassikeren Se7en. 

Samtidig kan man igennem plottet tydeligt se den indisk-amerikanske M. Night Shyamalans okkulte clairvoyance-gyser Den sjette sans. 

Den enlige far og forfatter Tom Kennedy flytter sammen med sin søn Jake til en ny by i Pennsylvania i det nordøstlige USA. Han vil begynde på en frisk, efter hustruen er død af cancer. Skuespillerne bag de to hovedkarakterer spiller glimrende. 

Adam Scott (Severance) og drengen Acston Luca Porto virker autentiske. Med på den imponerende rolleliste er også Michelle Monaghan, som er efterforsker, og Robert De Niro, som nærmest underspiller en tør, pensioneret politimand. 

Michael Keaton, der synes at bliver bedre og mere realistisk i udtrykket med årene – tænkt på Birdman – er titlens afstumpede seriebørnemorder, som hvisker til sine ofre. 

Plottet er på en gang simpelt og indviklet. 

I byen forsvinder der en række børn, og til sidst forsvinder Jake også. Den oplagte morder, som efterlader en signatur, er udelukket, fordi han sidder i fængsel på livstid. Snart forstår man, at han har en eller anden instrumentaliseret person uden for fængslet. Én, som den fængslede kan fjernstyre til at begå drabene for ham. 

Mere spændende er relationen mellem Tom og hans far. Den håbløse politifar og den forsmåede forfattersøn kommunikerer dysfunktionelt. Langsomt folder der sig en velkendt historie ud – om svigt, om svære mandefølelser, om at være lidt af en træmand. 

Balancen i skuespillet er fuldendt i denne relation, i og med at Adam Scott overspiller en del, mens De Niro knap nok udtrykker sin rolles modløshed og udtryksløshed. Den britiske avis The Times har spurgt, om De Niro helt enkelt har glemt, at han skal spille skuespil. 

Den dom er for hård. Han er stadig lidt magisk. I denne film bare med et noget nær mikroskopisk, indebrændt register. 

Undervejs nævner sønnen Jake, at han ser en pige i en blå sweater alle vegne. Både pigen og Jake er bange for ”drengen i gulvet”. En sætning, der ikke rigtigt giver nogen mening, før endnu et barnelig bliver gravet op af kælderens forrådskammer. 

Det er tilsyneladende kun drengen, der ser genfærdene. Lidt som i Den sjette sans, hvor drengen ”ser døde mennesker” overalt. I den film, som også foregår i og omkring Philadelphia, er der en børnepsykolog med – ligesom i The Whisper Man. 

Men spørgsmålet er, om det, drengen ser, i en eller anden forstand er virkeligt.

Der er mange gode takter i The Whisper Man, og rollelisten fejler bestemt ikke noget. 1990’er-stemningen er heller ikke ueffen, og indimellem bliver det faktisk rigtigt spændende, selv om man gennemskuer plottet, før filmen selv når i mål. 

Der er med andre ord basis for en hyggelig aften, men nogen stor film er det ikke.