Bænken
Findes der en særligt realistisk stil? Vi undersøger dramaturgi, billeder, klipning, musik, farver og skuespil i Per Flys spillefilm Bænken.
Findes der en særligt realistisk stil? Vi undersøger dramaturgi, billeder, klipning, musik, farver og skuespil i Per Flys spillefilm Bænken.
At skrive en filmanmeldelse er mere og andet end at give udtryk for sin umiddelbare mening. Argumentationen skal være i orden - og humor er et stort plus. For anmeldelser er underholdning, nyhedsformidling og meget mere.
Filmatiseringen af Jan Guillous selvbiografiske bestseller Ondskab lægger op til debat om voldens natur. I et eksklusivt interview fortæller Guillou om det svenske skolesystems hykleriske forhold til vold og om, hvorfor hans alter ego skulle være entydigt god på filmlærredet.
Kortfilmen Daimi er en magisk-realistisk dannelseshistorie, der fra barnets synsvinkel behandler reaktionen på traumer og sorg. Den vil gøre et stort indtryk på eleverne.
Et flot billede og en slagkraftig tekst er ikke længere nok. Vor tids ungdomsreklamer skal være kulturelle begivenheder, skriver forsker John Thorup og bruger den berygtede reklame for REMREM-ure som eksempel.
Bawke er en stærk lille film om indvandrerproblematikken, der egner sig godt til undervisningen i filmanalyse, der lægger op til at arbejde med områder som billedkomposition, kameradistance, klipning, farveholdning og brugen af lydsporet.
I A Clockwork Orange fra 1971 gør mesterinstruktøren Stanley Kubrick op med et totalitært samfunds undertrykkende vold, men påpeger samtidig, at vold er en uundgåelig del af individet. Filmen er velegnet til såvel næranalyse som overordnede diskussioner.
Henrik Ruben Genz’ novellefilm og Oscar-prisvinder, Bror, min bror, er et charmerende kærlighedsdrama om det første svære kys, om jalousi og præstationsangst. Og så siger den en del om, hvordan man skruer en spændende historie sammen og viser følelser på film.
Hvad ville der ske, hvis Jesus vendte tilbage til jorden? Det er den geniale idé i Anders Thomas Jensens Ernst og lyset. Eleverne konfronteres med filmen, dernæst med evangeliernes Jesus. Til sidst skriver de drejebogen til fortsættelsen af filmen.
Jesper W. Nielsens trilogi Buldermanden, Lykkefanten og Ogginoggen har klassikerpotentiale. Trilogien beskriver overgangen fra barndom til puberteten og er så filmisk udfordrende, at der er stof til mange timers undervisning.