Nyhed
12. okt. 2023 | 11:38

Bastarden får god start i biografen

Foto | Henrik Ohsten

Mads Mikkelsen spiller den tidligere soldat Ludvig Kahlen, som vil opdyrke den jyske hede for at vinde konges gunst, i Bastarden. 

Med over 42.000 solgte billetter på fire dage tegner Nikolaj Arcels stjernespækkede western med Mads Mikkelsen til at blive en solid efterårssucces.

Af Karoline Balstrøm

Det har været en dyr omgang at transformere historien om den golde, jyske hede til et gribende westerneventyr med Danmarks største stjerne i hovedrollen.

Budgettet for Danmarks store Oscar-håb Bastarden er over 58 millioner kroner. Heldigvis er Nikolaj Arcels episke film blevet rost til skyerne af anmelderne og har fået fem stjerner i Ekko.

Publikum ser ud til at følge trop.

I en pressemeddelelse skriver Zentropa, at filmen har solgt 42.322 billetter allerede fire dage efter premieren, og filmen er strøget direkte til tops over ugens mest populære biograffilm.

Bastarden er baseret på Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara. Den handler omkrigsveteranen Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), som vil vinde kongens gunst ved at opdyrke den jyske hede.

Meget at leve op til
Selv om filmen ikke vandt nogen priser ved Venedig-festivalen, kan den ses som et stærkt dansk comeback for Nikolaj Arcel. Han har søgt lykken med amerikanske film siden sin Oscar-nominering for En kongelig affære i 2013.

Kostumedramaet om Johann Struensees affære med Dronning Caroline Mathilde var dengang en af Danmarkshistoriens dyreste produktioner med et budget på 47 millioner kroner.

Også dengang bar investeringen frugt, og under dens danske premiereweekend tog 70.637 biografgæster ind for at se Mads Mikkelsen og Alicia Vikander sende lange, stjålne blikke til hinanden.

I alt blev det til 570.000 biografbilletter solgt alene i Danmark, så Bastarden har stadig meget at leve op til.

Trailer: Bastarden

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko