Ekko-panel forudså Guldpalmevinder

Halvdelen af Ekkos internationale kritikerpanel havde Cristian Mungius tvangsfjernelsesdrama Fjord som favorit til Guldpalmen. Og med et gennemsnit på 3,5 ud af 4 stjerner endte filmen samlet på en delt andenplads med Paweł Pawlikowskis Thomas Mann-drama Fatherland.

Kun Andreï Zvyagintsevs Minotaur klarede sig bedre med et gennemsnit på 3,7.

Det står i skarp kontrast til Screen Dailys kritikerpanel – forbilledet for Ekkos egen rangliste – hvor Mungius film måtte nøjes med 2,5 i gennemsnit. Her blev den klart overhalet af både Fatherland, Ryusuke Hamaguchis demensdrama Soudain, Zvyagintsevs Ruslands-thriller Minotaur og Valeska Grisebachs bulgarske mafiafortælling Das geträumte Abenteuer, som alle opnåede mindst 3,1.

Det var ungareren Géza Csákvári, egypteren Hosam Fahmy, indiske Pragya Mishra og amerikaneren J. Sperling Reich, der forudså Guldpalmevinderen i Ekkos panel.

Ny hest i ellevte time
Jeg havde selv længe Mungius film som favorit til Guldpalmen, men i sidste øjeblik valgte jeg at skifte hest til Minotaur. Som jeg også skrev her, skyldtes det især, at Fjord delte anmelderne markant på festivalen.

En toneangivende kritiker som Peter Bradshaw fra The Guardian gav eksempelvis kun filmen to ud af fem stjerner og kritiserede den for at mangle den kompleksitet, intensitet og moralske tvetydighed, der kendetegner Mungius Guldpalmevinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage fra 2007.

I sidstnævnte var instruktørens magtkritik rettet mod Ceaușescus kommunistiske Rumænien, men i Fjord retter Mungiu kritikken mod nordisk meningstyranni og det norske børneværns hårdhændede indgriben i sin første film uden for Rumænien.

Kan et liberalt samfund acceptere mennesker med værdier, som det selv opfatter som reaktionære?

Det spørgsmål stilles gennem historien om en dybt religiøs rumænsk-norsk familie, hvis syn på børneopdragelse kolliderer med de normer, der dominerer i Norden. Med det resultat, at deres fem børn bliver fjernet fra deres forældre.

Ægte demokrat
Mungiu har ladet sig inspirere af autentiske sager, og instruktøren, der oprindelig er journalist, lavede en stor research, hvor han interviewede en række kilder.

Han fortæller hovedsageligt historien fra indvandrerfamiliens synsvinkel, og hans insisteren på, at der ikke findes dårlige minoriteter – kun minoriteter, der skal forsvares – er tydeligvis faldet en del kritikere for brystet.

Men altså ikke juryen med blandt andre instruktøren Park Chan-wook og manuskriptforfatteren Paul Laverty. Og det glæder mig, at juryen tilbageviste min fordom om, at man ville følge stemningen på festivalen.

Der er rigeligt med politisk korrekte film på festivalen, og det er befriende, at Mungiu tør udfordre de vedtagne sandheder. I den forstand rammer han ned i en af demokratiets grundpiller: At det er et flertalsstyre, men samtidig bundet af stærk mindretalsbeskyttelse. Det betyder, at demokrati ikke kun handler om, hvad flertallet ønsker, men også om at sikre rettigheder og værdighed for dem, der ikke er flest.

På festivalen kunne han fortælle, at de norske myndigheder ændrede børneværnet efter en række problematiske sager, mens hans film var under produktion.

Cristian Mungiu afdækker samtidig en underliggende racisme i det norske samfund, som ikke nødvendigvis er åbenlys, men som indimellem træder frem under overfladen. Samtidig peger han på, at kulturmøder kan skabe gensidig forandring – ikke mindst hos børnene, der ofte er mere åbne og mindre forudindtagede end deres forældre.

Eftertiden som dommer
58-årige Mungiu var ydmyg, da han vandt Guldpalmen. Han understregede på et efterfølgende pressemøde, at prisen er værdifuld, fordi den skaber opmærksomhed om filmen. Men at det i sidste ende er eftertiden, der afgør en films værdi – altså om folk

Det har han naturligvis ret i.

Samtidig er det ingen tilfældighed, at Mungiu med sin anden Guldpalme træder ind i den eksklusive kreds af ti instruktører, der har vundet festivalens hovedpris to gange, heriblandt Ken Loach, Michael Haneke, Bille August, Ruben Östlund og Dardenne-brødrene.

Den rumænske instruktør hører uden tvivl til blandt de vigtigste og mest markante filmskabere i dette århundrede.