Nyhed
05. feb. 2019 | 17:41

En masse kærlighed og en begravelse

Foto | Nicki Bruun
Der var musik, taler og blomster, da nuværende og tidligere elever samt folk fra den danske filmbranche deltog i Den Danske Filmskoles begravelse, der blev afholdt som protest mod forandringer på Filmskolen.

Mennesker fra den danske filmbranche mødte her til eftermiddag op til Filmskolens begravelse for at støtte elevernes kamp for at bevare deres uddannelse.

Af Nicki Bruun

På en vindblæst tirsdag eftermiddag mødte i omegnen af 150 mennesker op ude foran Den Danske Filmskole, hvor elever havde arrangeret Filmskolens begravelse – en happening, der er en protest mod ledelsens ændringer af deres uddannelse.

87 ud af 96 nuværende elever udsendte i sidste uge en mistillidserklæring mod rektor Vinca Wiedemann, der som reaktion gik til Kulturministeriet, hvor hun anbefalede kulturminister Mette Bock at give mere tid til de planlagte forandringer.

De tæller blandt andet at overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse, en sammenlægning af instruktørlinjerne og nedlæggelse af de nuværende fagledere.

Ved dagens begravelse var alle inviteret til at komme og lægge en blomst under logoet ved Filmskolens hovedindgang på Holmen.

Senere blev en lang række kærlighedserklæringer til Den Danske Filmskole læst højt, hvor nuværende elever gav udtryk for at ville bevare deres uddannelse. Og eleverne på den norske filmskole i Lillehammer havde sent et kondolencebrev, hvor de gav støtte til deres danske kolleger.

Værdier holdes i live
De fremmødte talte kapaciteter i dansk film som dokumentaristerne Christian Sønderby Jepsen og Anne Wivel, klipperen Anders Refn og topproduceren fra Nordisk Film, Thomas Heinesen, som alle er blevet uddannet på Filmskolen.

Men også Super16-instruktøren Ask Hasselbalch og skuespilleren Marijana Jankovic var mødt op for at give deres opbakning til kende.

”Jeg har været så heldig at få lov til at lave en del ting herude og arbejde sammen med de elever, som er så passionerede og gode at arbejde sammen med,” siger Marijana Jankovic, der i søndags vandt en Robert for sin debut som instruktør, kortfilmen Maja.

”Så jeg støtter eleverne i at holde fast i det, der har været det gode herude. Jeg har nydt at arbejde sammen med dem, så det er vigtigt, at værdierne holdes i live.”

Succes på spil
Kærlighedserklæringerne er primært af nuværende elever, men mange kommer også fra tidligere elever.

De er blevet samlet i et hæfte, hvor også Niels Arden Oplev – der blev uddannet instruktør fra Filmskolen i 1989 og siden har haft succes både herhjemme og i USA med Mænd der hader kvinder og Mr. Robot – giver sit besyv med.

”Den model for Filmskolen, som der bliver foreslået nu, ligger tæt på den amerikanske model. Men niveauet på de amerikanske universiteters filmuddannelser, som jeg har en del erfaring med igennem de sidste ti års arbejde i den amerikanske filmindustri, kan ikke matche det, som Den Danske Filmskole giver hver elev,” står der i Oplevs kærlighedsbrev, som fortsætter:

”Den internationale succes for dansk film og den store respekt, der påhviler vores værker, står solidt plantet på Filmskolens fundament. At begynde at rokke med dette fundament er at sætte dansk films nuværende succes på spil.”

Besværligt og fornuftigt
Tilkendegivelserne i kærlighedsbrevene fra en række skikkelser i dansk film slutter ikke med Niels Arden Oplev.

”I en verden, hvor vi strømliner vores institutioner – og måske også os selv mere og mere – skal vi passe på det helt unikke læringsrum, der er på Filmskolen,” skriver Eva Mulvad, som blev uddannet dokumentarinstruktør i 2001 og siden har lavet film som The Good Life.

”Her taler mennesker med mennesker om alt det, der ikke kan sættes på formel. Det er en mærkelig og besværlig uddannelse. Og det skal den være. Det besværlige kan – når det kommer til at skabe kunstnere – vise sig at være det fornuftige. Og det fornuftige kan – hvis det tager overhånd – gå hen og blive rigtigt besværligt.”

Blod, sved og tårer
Også Peter Aalbæk Jensen har budt ind med et brev.

”Ideén om at uddanne købmænd sammen med de kreative kan ikke undervurderes. Og det var visionært,” skriver produceren i sin kærlighedserklæring, som han underskriver ”kh Lillefar”.

”Set fra sidelinjen er det især udviklingen af kollegiale fællesskaber, der igennem tiden har genereret nogle enestående talenter. Så det rudimentære håndværk i kombination med åndsfællers blod, sved og tårer bibeholder dansk film og tv’s velfortjente position.”

Kommentarer

Den Danske Filmskole

Filmskolen vil overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret.

På grund af dimensionering vil man mindske optag af instruktørelever og lægge instruktørlinjerne sammen.

Der er ved at ske en udfasning af funktionen som uddannelsesleder, så der i fremtiden skal være faglærere.

5. februar bliver der afholdt en happening på Filmskolen, som initiativtagerne kalder en begravelse for Filmskolen.

© Filmmagasinet Ekko