Oscar 2019
21. feb. 2019 | 22:42

Oscar-spådom: Netflix skriver historie

Foto | Alfonso Cuarón
Et rørende højdepunkt i Alfonso Cuaróns barndomserindring Roma, som mange troede ville være for lyrisk til Oscar, men nu ser ud til at triumfere natten til mandag.

Biografernes konkurrent Netflix stryger helt til tops i verdens største prisfest, og for første gang nogensinde vinder en ikke-engelsksproget film den store Oscar, spår Ekkos ekspert.

Af Casper Hindse

Det har været lidt af et Oscar-år, og priserne er ikke engang uddelt endnu!

Kontroverserne har nemlig stået i kø, siden Kevin Hart blev skrottet for nogle bedagede Twitter-kommentarer. Og senest har Oscar-akademiet måttet droppe idéen om at uddele priser i reklamepauserne, fordi det alligevel var at skide for meget på de mennesker, der var nomineret.

Og man skal da rent faktisk også holde godt øje i år.

Den 91. udgave af The Oscars tegner nemlig til at blive legendarisk, historisk og sikkert også alle mulige andre sports-klichéramte ord.

Største kampagnebeløb
For nogle måneder siden regnede stort set alle med, at Bradleys Coopers A Star Is Born ville cruise op ad den røde løber og hive den ene store pris efter den anden med hjem.

Lige så logisk var det for de fleste, at Netflix’ aggressive kampagne for at få mexicanske Roma frem i topfeltet aldrig ville lykkes. I 2016 kunne Idris Elba ikke blive Oscar-nomineret for Beasts of No Nation, fordi det var en film produceret af Netflix, som er biografernes frygtede konkurrent.

Så hvorfor skulle sort-hvide Roma med spansk tale have en chance?

Svaret er: Rendyrket filmkunst sælger godt i disse år i det fornyede Akademi, og Netflix har – ifølge rygtebørsen – brugt et af de største kampagnebeløb i Oscar-sammenhæng nogensinde.

Samtidig har Roma nappet flere afgørende branchepriser frem imod årets Oscar-uddeling, og det ville derfor være forkert ikke at kalde Alfonso Cuaróns mesterværk for favorit.

En Roma-sejr vil være historisk, da en ikke-engelsksproget film aldrig før har vundet hovedprisen. Og samtidig tror vi, at samtlige otte film, der er nomineret til hovedprisen, ender med at få mindst én statuette med hjem.

Bedste film: Roma
På grund af det præferentielle stemmesystem ved Oscar-uddelingen er det ikke nok kun at få førstepladser. Faktisk tyder meget på, at anden- og tredjepladserne er lige så afgørende for at få hovedprisen.

Dermed favoriserer systemet konsensus-filmene, som stort set alle kan lide, mens de mere udfordrende film vil få både top- og bund-placeringer.

Systemet sikrede formentlig Birdman, Spotlight og Moonlight deres sejre.

Dermed siger logikken, at det ikke bør være en sort-hvid mexicansk film som Roma, der vinder. Tværtimod burde Green Book, A Star Is Born eller Black Panther være favoritter.

Men her bør man holde sig for øje, at Akademiet er under forandring i disse år, og der vil være et vægtigt budskab i at give prisen til filmkunsten. Det har også afspejlet sig i flere af branchepriserne, selv om disse dog har stukket i mange retninger.

Det vil derfor ikke være et stort chok, hvis Green Book eller BlacKkKlansman pludselig tilter ud af kuverten, men vi tror nu, at Roma kører den hjem. Om ikke andet så, fordi folk faktisk har set filmen, da den er tilgængelig på Netflix. Det kan lyde paradoksalt, men det kan vise sig at være en fordel i år.

Bedste instruktør: Alfonso Cuarón
Det har nærmest været en tradition, at ”bedste instruktør” og ”bedste film” ville gå til to forskellige film.

Men sidste år tværede Guillermo del Toro konkurrenterne, selv om mange havde forudset, at Jordan Peele kunne nappe instruktørprisen. Men mexicaneren tog altså begge dele, og det kunne godt tyde på en gentagelse i år med Cuarón, der er kolossalt vellidt i Hollywood.

Eneste reelle outsider er Spike Lee for BlacKkKlansman, hvis Akademiet ønsker at anerkende hans oeuvre. Men det ville nu være en overraskelse. Alfonso Cuarón vinder.

Bedste mandlige skuespiller: Rami Malek
Bradley Cooper er oplagt for A Star Is Born, Christian Bale er oplagt for Vice.

Men faktisk går der op til uddelingen rygter om, at manden, der er stormet frem på stemmesedlerne, er dansk-amerikanske Viggo Mortensen for Green Book.

Dermed er det en åben kategori. Logikken siger, at det bliver en helt fjerde, der vinder: Rami Malek for Bohemian Rhapsody, hvor han spiller Queen-forsanger Freddie Mercury.

Malek har ført en suveræn kampagne, og han er så elsket efter de mange middage, at folkene bag filmen faktisk har skiftet taktik undervejs og nærmest udelukkende ført kampagne for ham.

Derfor tror vi, at han vinder her.

Bedste kvindelige skuespiller: Glenn Close
Ved årsskiftet lignede dette en statuette med Lady Gagas navn indgraveret i for A Star Is Born. Nu er det nærmest så godt som sikkert, at Glenn Close får den for mange års tro tjeneste og ikke mindst for sit skuespil i The Wife.

Filmen, der er co-produceret af danske Meta Louise Foldager, har kørt en skarp kampagne og kun fokuseret på denne ene pris. Det har de senere år givet pote i Oscar-sammenhæng med Julianne Moore for Jeg er stadig Alice fra 2015 som mest neonbøjede eksempel.

Glenn Close vinder her.

Bedste mandlige birolle: Mahershala Ali
Dette er en af aftenens mest sikre priser.

Mahershala Ali (Green Book) laver en Christoph Waltz. Altså vinder birolleprisen to gange inden for få år. Ali vandt prisen for Moonlight i 2017.

Ali har vundet nærmest alt op til uddelingen, og som det ser ud nu, er det kun Richard E. Grant fra Can You Ever Forgive Me? og Sam Elliot for A Star Is Born, der har en reel chance for at overraske, hvis de ældre Akademi-medlemmer vil hylde dem.

Men de, der stemmer til Oscar-showet, bliver som nævnt yngre, og derfor får Mahershala Ali også statuetten i år.

Bedste kvindelige birolle: Regina King
Indtil BAFTA-uddelingen forrige søndag lignede det her en stensikker pris til Regina King for If Beale Street Could Talk.

Men ved den britiske uddeling modtog Rachel Weisz prisen, og dermed kører hun sig i stilling til at kunne overraske med sin mesterligt intrigante rolle i The Favourite.

Samtidig koger den Hollywood’ske rygtebørs for tiden over med Amy Adams-snak. Adams har nemlig aldrig vundet en statuette, selv om nomineringen for Vice er hendes sjette af slagsen.

Men her må man ganske enkelt skele til Akademiets sammensætning igen. Regina King er kolossalt populær i den amerikanske filmbranche, og hun har eksempelvis modtaget tre Emmy-priser ved de seneste fire uddelinger.

Derfor tror vi også, at hun sikrer sig sin første Oscar-statuette.

Bedste originale manuskript: The Favourite
Her vinder The Favourite.

Yorgos Lanthimos’ krøllede fortælling om Victoriatidens kongehus er afskyeligt lækker, og derfor er den klar favorit, selv om Roma også er med i denne kategori.

Logikken ville tilsige, at Roma skulle være med i opløbet, men det er et særpræget Oscar-år – det kommer vi mere ind på senere – og Netflix har tydeligvis satset på andre kategorier.

Det eneste, der derfor skal holde manusforfatterne Deborah Davis og Tony McNamara fra scenen, er, hvis Green Book får en stor aften og også napper manuskriptprisen.

Men der har efterhånden været så mange kontroverser omkring den film, at den formentlig må nøjes med skuespillerprisen til Mahershala Ali.

Bedste manus baseret på andet forlæg: BlacKkKlansman
Her kommer folk til at stå op og klappe, når Spike Lee vinder.

Instruktøren har aldrig vundet andet end en ærespris ved Oscar-uddelingen, og derfor vil det være noget af en overraskelse, hvis han ikke får manuskriptprisen.

Nogle vil måske mene, at han både er i spil til instruktør- og hovedpris, men logikken siger, at flere vil stemme på ham i denne betydningsfulde, men lidt mindre pris.

De eneste, der skal forhindre en Lee-triumf er A Star Is Born eller If Beale Street Could Talk. Men det vil være en massiv overraskelse.

Bedste animationsfilm: Spiderman – Into the Spider-Verse
Feinschmeckere vil naturligvis krydse fingre for Wes Andersons Isle of Dogs her, men reelt står slaget imellem Spiderman: Into the Spider-Verse og De Utrolige 2.

Sidstnævnte er en Pixar-film, og de har tradition for at vinde Oscar’en. Men det kommer ikke til at ske i år.

Spiderman: Into the Spider-Verse har så meget medvind med fra de seneste uddelinger, at den også napper prisen her – og dermed slutter Pixar-dominansen for en stund.

Bedste dokumentarfilm: Free Solo
Denne kategori er næsten for tæt til, at der kan gættes.

Fortællingen om højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg RBG og bjergbestigerfilmen Free Solo ligger helt lige op til uddelingen.

Indtil for få uger siden pegede de fleste på RBG, men da Free Solo vandt ved BAFTA, fik den samtidig en masse rygvind i Oscar-ræset.

Vi tror, at den blæser først over stregen og vinder her.

Bedste fotografering: Roma
Dette er en ret overraskende kategori i år, fordi den umiddelbart står imellem en mexicaner og en polak.

Eneste reelle udfordrer til Alfonso Cuarón er nemlig polske Pawel Pawlikowskis Cold War.

Men det bliver nu til mexicansk sejr. Priserne er skyllet ind over Cuarón, og det kommer til at fortsætte på Oscar-aftenen.

Bedste klipning: Vice
Vice er blæret klippet.

Historien om USA’s tidligere vicepræsident Dick Cheney lever i høj grad af vilter og interessant klippeteknik, og selv om BlacKkKlansman helt sikkert har været i spil, peger logikken i retning af Vice.

Det helt særlige er, at Roma slet ikke er nomineret i denne kategori. Normalt er det et dårligt tegn, hvis en film ikke er nomineret til bedste instruktør, bedste manuskript og bedste klipning. Det er lige netop det, Roma skal overvinde for at kunne tage den allerstørste pris.

For det er faktisk kun BlacKkKlansman, The Favourite og netop Vice, der lever op til dette – og ingen af dem er favorit i hovedkategorien.

Bedste originale sang: Shallow fra A Star Is Born
A Star Is Born vinder én af aftenens mest sikre priser i denne kategori.

Eneste reelle udfordrer er Kendrick Lamars All the Stars fra Black Panther, men med Shallow har Lady Gaga skrevet en sang, ingen kan røre ved.

Derfor vinder den også.

Bedste underlægningsmusik: Black Panther
Her er If Beale Street Could Talk favorit, men den vinder ikke.

Både Black Panther og BlacKkKlansman har nemlig sat en stærk slutspurt ind, og det er umiddelbart den kategori, som Black Panther har chancen for at få en historisk statuette med hjem til det første Oscar-nominerede superheltedrama med afroamerikansk ensemble.

Det tror vi ikke, Akademiet kan lade være med at give den.

Bedste visuelle effekter: Avengers – Infinity War
First Man burde være favorit, når man tænker på den kærlighed, der er til Damien Chazelle i Oscar-akademiet.

Men det er den nu ikke. For månelandingsfilmen har slet ikke oplevet samme popularitet, som La La Land gjorde for et par år siden, og derfor gætter vi på, at der kan komme en lille overraskelse.

Avengers: Infinity War har nemlig fået kolossalt meget opmærksomhed den seneste tid, og det vil samtidig være et enormt populært valg hos alle dem, der sidder og ser med.

Filmen er en af de mest indtjenende i filmhistorien, og vi byder på, at den napper prisen lige foran raketsnuden på First Man.

Bedste kostumedesign: The Favourite
Igen har vi en kategori, der er ”too close to call”.

For The Favourite og Black Panther ligger fuldstændigt lige, og vi kunne ærligt talt lige så godt slå med terning om vinderen.

Men så alligevel: Der er tradition for, at Akademiet er pjattet med britiske maskespil, og selv om The Favourite er et aparte et af slagsen, tror vi, den trækker statuetten hjem.

Især fordi det mærkværdige og intrigante ved filmen vil tiltale både nye og gamle medlemmer, mens man ikke kan sætte en finger på lige netop kostumerne.

Bedste make-up og hår: Vice
Den tager Vice med cirka fire kilometer foran Ali Abbasis Grænse.

Bedste production design: The Favourite
Her kommer The Favourite og Black Panther igen til at ligge fuldstændigt lige.

Man kunne mene, at det ville kunne føre til, at den afroamerikanske superheltefilm her får lov til at vinde. Men ofte napper en enkelt film gerne flere tekniske priser.

Det tror vi, The Favourite gør.

Bedste lydklipning: A Quiet Place
På den vis burde Black Panther også kunne komme i spil, men i Hollywood tales der en hel del om Bohemian Rhapsody i disse dage.

Det tror vi nu ikke på.

For de tekniske priser er ikke sådan lige at løbe om hjørner med, og faktisk er det ofte de mest lydvisionære film, der stikker af med Oscar-uddelingens lydpriser. Derfor tror vi, at prisen i år står imellem First Man og A Quiet Place.

Her kunne det foryngede Akademi godt skele til den gennemroste A Quiet Place. Det tror vi, de gør.

Bedste lydmiks: Bohemian Rhapsody
Når man fører hård kampagne, falder der sommetider noget helt andet af også. Og kærligheden til Bohemian Rhapsody har været stor i den seneste tid.

Derfor er den favorit i mikserkategorien.

A Star Is Born og First Man må være eneste reelle udfordrere, men det bliver formentlig Queen-filmen, der vinder.

Bedste udenlandske film: Roma
Kunne der opstå en reel sensation? Kunne man forestille sig, at Roma ikke vinder, fordi den vinder for bedste film?

I så fald skal det være en choksejr til Cold War, men det er ikke sandsynligt.

Roma vinder for bedste udenlandske film.

Bedste kortfilm: Marguerite
Kortfilmene er notorisk svære at forudse. Især fordi meget få medlemmer af Oscar-akademiet ser dem. Men den franske Marguerite er dog favorit hos de fleste bookmakere.

Den presses ganske vist af den amerikansk-israelske Skin, men vi tror, at det bliver en fransk sejr.

Især fordi Skin de senere uger er blevet kritiseret for en meget voldelig scene, mens Marguerite er en mere rolig – men dog dramatisk – historie om en ældre kvinde.

Bedste animerede kortfilm: Bao
Her har vi at gøre med en ekstraordinært klar favorit.

Den kinesiske instruktør Domee Shis lille perle har fået ros overalt i den amerikanske filmbranche, og det er da også Pixar, der har produceret den.

Vi forventer, at Pixar får revanche fra animationskategorien og tager statuetten i kortfilmkatagorien. Eneste reelle udfordrer lader til at være canadiske Weekends, men det vil være en overraskelse, hvis den vinder.

Bedste korte dokumentarfilm: Period. End of Sentence.
Den sidste kategori i årets Oscar-ræs er uden tvivl den, der stikker i flest retninger.

Her har den engelske identitetsfilm Black Sheep længe været klar favorit, men de seneste uger er det gået stærkt for A Night in The Garden, der handler om amerikanske nazisme.

Dog lader det nu til, at ingen af dem vinder. For ind fra siden er nemlig kommet den amerikansk-indiske Period. End of Sentence., der er bookmakernes favorit, fordi den handler om en stille kvinderevolution.

Det kunne godt lyde som en vinder.

Oscar-nomineringer 2019

Bedste film
Black Panther
BlacKkKlansman
Bohemian Rhapsody
The Favourite
Green Book
Roma
A Star Is Born
Vice

Bedste instruktør
BlacKkKlansman, Spike Lee
Cold War, Paweł Pawlikowski
The Favourite, Yorgos Lanthimos
Roma, Alfonso Cuarón
Vice, Adam McKay

Bedste kvindelige hovedrolle
Yalitza Aparicio, Roma
Glenn Close, The Wife
Olivia Colman, The Favourite
Lady Gaga, A Star Is Born
Melissa McCarthy, Can You Ever Forgive Me?

Bedste mandlige hovedrolle
Christian Bale, Vice
Bradley Cooper, A Star Is Born
Willem Dafoe, Van Gogh – ved evighedens port
Rami Malek, Bohemian Rhapsody
Viggo Mortensen, Green Book

Bedste kvindelige birolle
Amy Adams, Vice
Marina de Tavira, Roma
Regina King, If Beale Street Could Talk
Emma Stone, The Favourite
Rachel Weisz, The Favourite

Bedste mandlige birolle
Mahershala Ali, Green Book
Adam Driver, BlacKkKlansman
Sam Elliott, A Star Is Born
Richard E. Grant, Can You Ever Forgive Me?
Sam Rockwell, Vice

Bedste originale manuskript
The Favourite, Deborah Davis & Tony McNamara
First Reformed, Paul Schrader
Green Book, Nick Vallelonga, Brian Currie, Peter Farrelly
Roma, Alfonso Cuarón
Vice, Adam McKay

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
The Ballad of Buster Scruggs, Joel Coen & Ethan Coen
BlacKkKlansman, Charlie Wachtel, David Rabinowitz, Kevin Willmott & Spike Lee
Can You Ever Forgive Me?, Nicole Holofcener & Jeff Whitty
If Beale Street Could Talk, Barry Jenkins
A Star Is Born, Eric Roth, Bradley Cooper & Will Fetters

Bedste fotografering
Cold War, Łukasz Żal
The Favourite, Robbie Ryan
Never Look Away, Caleb Deschanel
Roma, Alfonso Cuarón
A Star Is Born, Matthew Libatique

Animationsfilm
De Utrolige 2
Isle of Dogs
Mirai
Vilde Rolfsmadrer internettet
Spider-Man: Into the Spider-Verse

Bedste dokumentar
Free Solo
Hale County This Morning, This Evening
Minding the Gap
Of Fathers and Sons
RBG

Bedste ikke-engelsksprogede film
Kapernaum, Libanon
Cold War, Polen
Never Look Away, Tyskland
Roma, Mexico
Shoplifters, Japan

Bedste klipning
BlacKkKlansman, Barry Alexander Brown
Bohemian Rhapsody, John Ottman
The Favourite, Yorgos Mavropsaridis
Green Book, Patrick J. Don Vito
Vice, Hank Corwin

Bedste scenografi
Black Panther, Hannah Beachler & Jay Hart
The Favourite, Fiona Crombie & Alice Felton
First Man, Nathan Crowley & Kathy Lucas
Mary Poppins vender tilbage, John Myhre & Gordon Sim
Roma, Eugenio Caballero & Bárbara Enríquez

Bedste kostumedesign
The Ballad of Buster Scruggs, Mary Zophres
Black Panther, Ruth Carter
The Favourite, Sandy Powell
Mary Poppins vender tilbage, Sandy Powell
Mary Queen of Scots, Alexandra Byrne

Bedste makeup og hår
Grænse, Göran Lundström & Pamela Goldammer
Mary Queen of Scots, Jenny Shircore, Marc Pilcher & Jessica Brooks
Vice, Greg Cannom, Kate Biscoe & Patricia DeHaney

Bedste underlægningsmusik
Black Panther, Ludwig Goransson
BlacKkKlansman, Terence Blanchard
If Beale Street Could Talk, Nicholas Britell
Isle of Dogs, Alexandre Desplat
Mary Poppins vender tilbage, Marc Shaiman

Bedste originale sang
All The Stars, Black Panther
I'll Fight, RBG
The Place Where Lost Things Go, Mary Poppins vender tilbage
Shallow, A Star Is Born
When A Cowboy Trades His Spurs For Wings, The Ballad of Buster Scruggs

Bedste kortfilm
Detainment
Fauve
Marguerite
Mother
Skin

Bedste korte dokumentarfilm
Black Sheep
End Game
Lifeboat
A Night at The Garden
Period. End of Sentence

Bedste animerede kortfilm
Animal Behaviour
Bao
Late Afternoon
One Small Step
Weekends

Bedste lydklipning
Black Panther, Benjamin A. Burtt & Steve Boeddeker
Bohemian Rhapsody, John Warhurst & Nina Hartstone
First Man, Ai-Ling Lee & Mildred Iatrou Morgan
A Quiet Place, Ethan Van der Ryn & Erik Aadahl
Roma, Sergio Díaz & Skip Lievsay

Bedste lydmiks
lack Panther, Steve Boeddeker, Brandon Proctor & Peter Devlin
Bohemian Rhapsody, Paul Massey, Tim Cavagin & John Casali
First Man, Jon Taylor, Frank A. Montaño, Ai-Ling Lee & Mary H. Ellis
Roma, Skip Lievsay, Craig Henighan & José Antonio García
A Star Is Born, Tom Ozanich, Dean Zupancic, Jason Ruder & Steve Morrow

Bedste visuelle effekter
Avengers: Infinity War, Dan DeLeeuw, Kelly Port, Russell Earl & Dan Sudick
Jakob og Peter Plys, Christopher Lawrence, Michael Eames, Theo Jones & Chris Corbould
First Man, Paul Lambert, Ian Hunter, Tristan Myles & J.D. Schwalm
Ready Player One, Roger Guyett, Grady Cofer, Matthew E. Butler & David Shirk
Solo: A Star Wars Story, Rob Bredow, Patrick Tubach, Neal Scanlan & Dominic Tuohy

Kommentarer

Oscar 2019

For 91. gang skal Oscar-priserne uddeles.

Der dystes i 24 kategorier.

Der er ingen vært ved årets uddeling.

Showet finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles 24. februar 2019 (dansk tid: 25. februar kl. 02.00).

© Filmmagasinet Ekko