Kammerat Ken fylder 90 år

”Staten – dét er os.” 

Kommentaren falder helt en passant under et gruppeinterview i Cannes, mens Ken Loach endnu engang er ved at sværte det engelske etablissement eftertrykkeligt til. 

Anledningen er verdenspremieren på The Old Oak, hans sidste formaning til biografpublikummet om at vende vreden mod magthaverne frem for mod sidemanden på samfundets bund. 

For regeringen skal arbejde for sine borgere, og kan vi bare stå sammen, kan vi tvinge den til at makke ret. Det er et synspunkt, der har kendetegnet dagens fødselar gennem hele hans karriere. 

Den engelske socialrealist fylder i dag den 17. juni 90 år og kan fejre et rundt jubilæum som en af sit hjemlands mest hyldede filmkunstnere. 

Både som en international mesterinstruktør, der har vundet to Guldpalmer og dystet om tretten flere, og som en urokkelig working class hero har holdt snuden i sporet og talt menigmands sag gennem hele karrieren. 

”Vi gav os aldrig”
Kenneth Loach, som han længe signerede sine film, blev selv født i en konservativ arbejderfamilie i Nuneaton, England. Det var i velvillig cykelafstand fra teaterbyen Stratford-upon-Avon, hvor han begyndte at drømme om en karriere på de skrå brædder. 

Som ung scorede han en skoleplads i en privatskole, der senere førte ham til overklassens Oxford og jurastudier. Han syltede studiet for at spille teater, men ikke desto mindre gav juraen ham en forståelse for magtens system og struktur. 

Snart efter universitetet fik han et job for et BBC, der tog sine public service-forpligtelser alvorligt. Han begyndte hurtigt begyndte at instruere samfundsdebatterende tv-film. Ikke nok med, at han lod de typisk ikke-professionelle skuespillere tale deres egen dialekt. Han lod dem også bande, så engelske bedsteborgere fik teen galt i halsen. 

Up the Junction fra 1965 handler om abort, og Cathy Come Home fra 1966 handler om hjemløshed. Begge tv-film vakte postyr og politisk handling, og instruktøren var ferm til at forsvare sine dokudramaer i debatprogrammer lige efter udsendelsen. 

”Vi gav os aldrig. Hvorfor skulle vi gøre det?” som han sagde til avisen the Guardian i 2011. 

Biografdebuten Poor Cow (1967) og opfølgeren Kes (1969) flyttede fokus fra køkkenvaskrealismens vrede unge mænd til de kvinder og børn, som må vejre deres frustrationer. Især Kes, om en misrøgtet dreng, der finder et helle, da han træner en vild tårnfalk, regnes for at være et mesterværk. 

Ude af trit med tidsånden
Bitterhed forplanter sig, og Ken Loach har altid haft et bekymret øje for arbejdersammenholdets svageste led.

I 1980’erne bragte det ham på kant med fagbevægelsens ledere, som han i dokumentarserien Which Side Are You On? kritiserer for at være for eftergivende over for Margaret Thatchers konservative regering under de berømte minestrejker.

Han lagde sig også ud med sine landsmænd i Nordirland i den korte dokumentar Time to Leave, og med zionistiske jøder i teaterstykket Perdition, der med inspiration fra virkeligheden skildrer en ungarsk jøde under anklage for at samarbejde med nazisterne. Den forestilling blev aflyst før premieren.

80’erne var i det hele taget hårde ved Ken Loach, hvis ukuelige socialisme var ude af trit med den neoliberale tidsånd.

Filmene Looks and Smiles og den vesttyske co-produktion Fatherland ramte skævt, og sidst i årtiet måtte han instruere tv-reklamer – for blandt andre Nestlé og McDonald’s – for ikke at gå fra hus og hjem. 

Først med den politiske thriller Hidden Agenda fra 1990 fik han atter medvind og fulgte rask op med de socialrealistiske nyklassikere Riff-Raff, Raining Stones og Ladybird Ladybird. 

Et vendepunkt
Land and Freedom (1995), om en kommunist fra Liverpool under den spanske borgerkrig, blev et vendepunkt i Ken Loach’ karriere.

Filmen markerer hans sidste samarbejde med forfatteren Jim Allen, der indtil da havde skrevet mange af hans film. Og den blev hans første samarbejde med både produceren Rebecca O’Brien og med forfatteren Paul Laverty, der spiller en lille rolle i filmen.

Sammen dannede de et kreativt trekløver, som over fjorten film fra Carla’s Song og til The Old Oak lykkedes med at sætte Ken Loach’ karriere på skinner og han socialistiske program på dagsordenen.

Få instruktører har opnået så stor succes så sent i karrieren.

My Name Is Joe handler om en alkoholikers kamp mod flasken, Ae Fond Kiss om racisme og Route Irish om hjemvendte soldater fra Irak-krigen.

Med Vinden der ryster kornet vandt han i 2006 sin første Guldpalme for et brødreopgør, der spejler venstrefløjens splittelse efter den irske borgerkrig. Ti år senere vandt han igen med I, Daniel Blake, om det kafkaske bureaukrati, der holder en afkræftet arbejder fra at gå på førtidspension.

Farvel med brandtale
Kendetegnende for Ken Loach’ stil lader han ikke kunsten stå i vejen for budskabet, men udfolder sine pointer som ukunstlede dramaer om småkårsfolk martret af kapital og politik.

Undervejs har han også blandet sig direkte i britisk politik, for eksempel da han stillede op til Europa-parlamentet i 2004 – i øvrigt uden at blive valgt.

Da Labour-lederen Jeremy Corbyn forsøgte at trække arbejderpartiet i en mere progressiv retning, var Ken Loach blandt hans mest loyale støtter. Begge endte med at blive ekskluderet fra partiet efter beskyldninger om antisemitisme, som de selv har afvist som politisk motiverede.

Ken Loach har talt den palæstinensiske sag højt og længe. Og gjorde det igen på Cannes-festivalen i sidste måned, da han, Rebecca O’Brien og Paul Laverty introducerede en særvisning af Land and Freedom.

Her sagde den gamle samfundsrevser farvel til sit loyale, franske publikum med en brandtale om kunstneres ansvar for det samfund, de er en del af.

Med The Old Oak trak Ken Loach sig tilbage for at nyde sit otium i spabyen Bath med den hustru, der har været ved hans side siden 1962. Men lur mig, om ikke han bliver ved at råbe op i pressen, når han ser sig nødsaget til det – ud fra det princip, han slog fast, dengang jeg interviewede ham i Cannes: 

”Når nogen er i knibe, rækker man dem en hånd.”