Nyhed
29. apr. 2013 | 12:02

Shortlist: Læserne har taget Emma til sig

Foto | Thomas Scavenius
Forældreparret i Philip Th. Pedersens gyserfilm har ikke kunnet finde barnepige til deres datter Emma, men ved sommerhuset står en hær af udklædte piger klar til at overtage tjansen.

Philip Th. Pedersens spøgelsesfilm Emma svæver ind på tredjepladsen, mens Bewilderbeast og Telefonbesked fra mor holder skansen på henholdsvis første- og andenpladsen. Fire nye boblere præsenteres i denne uge.

Af Claus Christensen

”Båret af lysten til at vise Danmark en anden kreativitet end normalt … gennem brug af genreelementer, større production-value samt en menneskelig dybde.”

Sådan beskriver det danske produktionsselskab Phenomenon Pictures sig selv, og noget tyder på, at Ekkos læsere er enige. Philip Th. Pedersens gyserfilm Emma, som er produceret af Phenomenon Pictures, springer nemlig direkte ind på tredjepladsen på denne uges Ekko Shortlist.

Emma handler om en kriseramt kernefamilie og et sommerhus, der hjemsøges af spøgelser i form af små piger i hvide kjoler. Filmen opbygger langsomt, men sikkert uhyggen og er et professionelt bud på en horrorfilm, som sjældent laves herhjemme.

Endnu mere usædvanlig i en dansk sammenhæng er Balder Skånström-Bos manga-inspirerede action-drama Bewilderbeast, der flot holder skansen på førstepladsen for anden uge i træk.

Varm dokumentar
Det er ikke nogen ringe præstation, at Edda Rós’ Telefonbesked fra mor har kilet sig ind mellem de to kulørte genrefilm og for anden uge i træk besætter andenpladsen.

Filmen er noget så ukulørt som instruktørens kærlighedserklæring til hendes maniodepressive mor, der lægger et utal af telefonbeskeder og kræver en ganske særlig tålmodighed. En både sørgelig, humoristisk og frem for alt varm dokumentarfilm, som Ekkos læsere forståeligt nok er faldet for.

Jakob Rasmussens absurde FN-soldatdrama fra Eksjugoslavien, Hearts and Minds, springer fra syvende- til fjerdepladsen, og Lars Henrik Ostenfeldts originale H.C. Andersen-filmatisering Grantræet er rykket fra niendepladsen til nummer seks.

Far med mandlig kæreste
På tiendepladsen finder vi en ny film, nemlig Malou Reymanns 13, der efter to uger som bobler er kravlet ind på top 10. Emma skal fejre sin trettenårs fødselsdag med sin far, men det er ikke nemt, for far har fundet en ny kæreste – en mand.

I hovedrollen ses det unge stortalent Maria Hammer Boda, som også gjorde et stærkt indtryk i Rúnar Rúnarssons afgangsfilm fra Filmskolen, Anna.

Malou Reymann er selv mest kendt som skuespiller (Dirch og Martin De Thurahs Ung mand falder), men viser med denne sitrende følsomme kortfilm, at hun er et godt bud på en af fremtidens kvindelige instruktører i dansk film.

Lesbisk trekant og fedmemareridt
På top 10 må vi sige farvel til Berik og Slug Invasion, men de vil – sammen med boblerne Megaheavy og At se sorg, der er faldet for tidsgrænsen – kunne ses på All Time Shortlist.

Det betyder, at vi denne uge kan præsentere hele fire nye boblere. Og det er nogle særdeles stærke kandidater, så der bliver kamp til stregen i de kommende tre uger, som de fire film har til at komme ind på top 10.

Instruktøren Mette Kjærgaard bejler til en plads med sit erotisk-lesbiske trekantsdrama Chloe Likes Olivia, som har Mathilde Norholt (kendt fra tv-serien Lykke) i hovedrollen.

Cecilie McNair bobler med Patienten, om en overvægtig mand (Morten Rose), der skal træffe en svær beslutning om en fedmeoperation. Filmen, der er produceret på Christoffer Boes Alphaville Pictures-selskab, er til dels fortalt som et mareridtsagtigt reality-show.

Michael Strunge og hiphop-animation
Verdenssøn er Johan Knattrup Jensens roste afgangsfilm fra Super16. Vi følger de sidste ekstatiske dage i en berømt digters liv, som ender tragisk. Filmen er baseret på historien om Michael Strunge.

Den fjerde og sidste bobler er Alex Brüel Flagstads hiphop-modellervoksfilm The Hopper om den sekstenårige Dexter, der en nat sammen med sin ven beslutter sig for at røve den lokale pusher i Baltimore. Men intet går efter planen.

Blandt flere priser vandt filmen sidste år prisen for bedste animation på den internationale filmfestival i Harlem, hvor hiphop oprindelig udsprang fra. Alex Brüel Flagstad laver ikke kun animationsfilm. Han har også skabt den smukke sort-hvide super8-musikvideo til Agnes Obels Riverside.

Se hele top 10.

Ekko Shortlist – top 10

1. Bewilderbeast (instr. Balder Skånström-Bo)

2. Telefonbesked fra mor (instr. Edda Rós)

3. Emma (instr. Philip Th. Pedersen)

4. Hearts and Minds (instr. Jakob Rasmussen)

5. Vilddyr (instr. Ask Hasselbalch)

6. Grantræet (instr. Lars Henrik Ostenfeld)

7. Daimi (instr. Marie Grahtø Sørensen)

8. Outpost (instr. Esben Blaakilde)

9. Book of Miri (instr. Katrine Philp)

10. 13 (instr. Malou Reymann)

Boblere

Chloe Likes Olivia (instr. Mette Kjærgaard)

Patienten (instr. Cecilie McNair)

Verdenssøn (instr. Johan Knattrup Jensen)

The Hopper (instr. Alex Brüel Flagstad)

Heavy Heads (instr. Helena Frank)

Min vens bøjle (instr. Christina Christensen)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko