venedig 2026
12. sep. 2026 | 18:52 - Opdateret 12. sep. 2026 | 21:40

Dobbelt dansk triumf på Venedig-festivalen

Foto | Anthony Harvey

Instruktøren May el-Toukhy og skuespilleren Mathilde Arcel smilede forventningsfuld på den røde løber, da de ankom til prisfesten på Venedig-festivalen.

May el-Toukys Kvinde ukendt vinder hovedprisen Guldløven på Vendig-festivalen, mens Mathilde Arcel modtager prisen for bedste kvindelige skuespiller. En af de største triumfer for dansk film i nyere tid.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen og Claus Christensen

Prisuddelingen efter den 83. filmfestival i Venedig er i fuld gang.

Ceremonien indledes med priser til sidekonkurrencerne Immersive for VR-oplevelser og Orrizonti for nyskabende filmkunst (eller, som den kendes på festivalpladsen, for filmskabere, der næsten er parat til hovedkonkurrencen).

Ceremonien forventes at afsluttes med uddelingen af hovedprisen Guldløven omkring kl. 20.30. Indtil da holder vi vejret og krydser fingre.

Allerede i sidekonkurrencen Orizzonti kan Zentropa bryste sig af en fornem pris. Det nystartede søsterselskab Zentropa Germany er nemlig blandt co-producerne til det iranske drama Falling House, der er belønnet med en pris for bedste kvindelige hovedrolle.

”Jeg dedikerer prisen til kvinderne i Iran. Jeg tror på, at vores drøm en dag vil opfyldes for vores folk, og for os alle sammen,” lyder det fra en bevæget Laleh Marzban, da hun tager imod prisen.

Filmen indkapsler som Frøet fra det hellige figentræ patriarkalsk dysfunktion i familien, da en ærekær far og fængselsvagt spærrer sin familie inde i deres nedrivningstruede hus for at forhindre, at hans ældste datter rejser til Tyrkiet til audition som model.

Prisen for bedste film i Horizons-kategorien går til den fransk-belgiske Diane in the Loop. Den handler om en ung kvinde, der erfarer, at hendes mor blev voldtaget. Hun beslutter sig for at finde voldtægtsmanden.

”Voldtægt er en stank af dominans og en kræftsvulst på samfundet. Længe leve drømmen om lighed mellem mennesker! Længe leve drømmen om et sandt demokrati!” siger filmens ene instruktør, Ann Sirot, bevæget fra scenen.

Til forskel fra tidligere år byder prisuddelingen på en pause og et sceneshow, hvor italienske Francesca Michielin synger klassikeren It’s Oh So Quiet fra 1951 – i en version, der er tydeligt inspireret af Bjørks udgave af samme sang.

Sidste acceptable racisme
En velfortjent publikumspris går til den selvbiografiske I Matter, hvor den rumænske skuespiller Alina Șerban debuterer med en rørende fortælling om sin opvækst i et børnehjem, mens hun venter på, at faren bliver løsladt fra fængslet.

Erindringsfilmen skildrer diskrimination mod Roma-mindretallet, som hun selv er en del af. Og hun leverer stolt aftenens første virkelig stærke takketale, hvor hun kommer med en bøn til Europas forsamlede filmelite:

”Roma er den største etniske minoritet i Europa og stadig den mest diskriminerede. Den sidste form for acceptabel racisme rammer os. Når I laver film og bruger stereotyper, mener I, at det stadig er okay, hvis de rammer os.”

”Jeg takker de børn fra børnehjemmet, som er med i vores film, og som gav deres hjerteblod for at normalisere ikke at være hvid, ikke at være del af en familie og at komme fra en baggrund uden ordentlige leveforhold. I er alle så meget værd!”

Kniber sig i armen
Nu er turen endelig kommet til hovedkonkurrencen, hvor May el-Toukhys Kvinde ukendt med Mathilde Arcel i hovedrollen er i spil.

Mathilde Arcel vinder fuldt forventet skuespilprisen Coppa Volpi for sin forrygende hovedrolle. Efter et kram fra jurypræsident Maggie Gyllenhaal tager hun bevæget imod prisen og virker på grådens rand, da hun tager imod den forgyldte pokal.

”Den laver endda en lyd! Jeg sætter den lige ned, den er vildt tung,” siger hun, mens hun sunder sig et øjeblik.

”Det er min første hovedrolle i en film, og min første gang på en filmfestival og min første filmpris. Jeg ville knibe mig selv i armen, men jeg har virkelig ikke lyst til at vågne.”

”Tusind tak til juryen for at ignorere et kvarter uden undertekster og insistere på at spole tilbage for at få den fulde oplevelse,” lyder det fra Mathilde Arcel, der runder af med at dedikere prisen til ”de tusinder af kvinder verden over, som på den ene eller anden måde har oplevet, hvad vi forsøger at skildre i Kvinde ukendt”.

Symbolsk markering
Prisen for bedste skuespiller går til John Malkovich for rollen som brødebetynget CIA-lejemorder i Martin McDonaghs Wild Horse Nine. Det er måske den mesterlige amerikanske skuespillers bedste rolle nogensinde.

Manuskriptprisen går til franske Stéphane Brizé og hans medforfattere Olivier Gorce og Coralie Amédéo for Un bon petit soldat, hvor en pr-medarbejder, spillet af Alba Rohrwacher, står splittet mellem selskabets profit og medarbejdernes ve og vel. En velsmurt fortælling om mennesket klemt i kapitalismens maskineri.

Skuffende nok bliver den chokerende dokumentar NAZA spist af med juryens særpris. En symbolsk markering af, hvor uomgængelig dokumentaren er, men også en ærgerligt lille pris.

”Alene siden festivalen startede, har Israel dræbt seks børn mere,” siger instruktør Yuval Abraham, da han med sin medinstruktør Rachel Szor tager imod prisen og får stående ovationer.

Fuldender livsværk
Russiske Ilya Khrzhanovsky vinder prisen for bedste instruktør for den tre en halv time lange DAU, der efter tyve år fuldender hans livsværk.

Projektet begyndte som en traditionel biopic om den russiske nobelpristager Lev Landau, men knopskød til et totalkunstværk, der blev optaget over tre år i Kharkiv, hvor skuespillere og massevis af statister levede i deres roller døgnet rundt. Det har foreløbig resulteret i mindst tretten spillefilm.

”Folk sagde, at den aldrig ville blive færdig, men det vidste jeg, at den ville,” siger instruktøren, der benytter anledningen til at minde om de omfattende ødelæggelser i Kharkiv som følge af russiske bombardementer.

Historisk triumf
May el-Toukhy vinder sensationelt Guldløven for Kvinde ukendt. 

Det lå nærmest i kortene, så snart Mathilde Arcel modtog skuespilprisen. Allerede inden uddelingen har det stået klart, at filmen ville vinde noget større. Det er første gang i 71 år, at en dansk film har vundet hovedprisen i Venedig.

”Tak til min skrivemakker Maren Louise Käehne, min producer og ægtefælle, Mikael Rieks. Alle i dette rum ved, at det at lave film er en proces, der kræver samarbejde,” siger May el-Toukhy i sin tale. 

”Tak til Maggie Gyllenhaal for at bruge din stemme til at belyse de ulige muligheder for kvindelige filmskabere i vores industri. At stå her kan være et meget ensomt sted at tale fra. Denne film har været enormt udfordrende at lave – økonomisk, logistisk, følelsesmæssigt. Hvad der holdt mig kørende, var ønsket om at belyse ukendt kvindehistorie. Og særligt i aften føler jeg, at det er lykkedes.” 

”Til slut vil jeg gerne dedikere prisen til min teenagedatter. Medfølelse, fællesskab og mod, skat – det er de ting, du skal bruge for at færdiggøre, hvad vi og generationerne før os startede. Læg din fandens telefon ned, se op, brug din stemme til at sige fra over for dehumanisering og tale for dem, der er blevet svigtet og gjort tavse.”

For kun sjette gang i festivalens historie har en film vundet både Guldløven og en skuespilpris, hvilket kræver en enstemmig juryafgørelse. Sidste gang det skete, var da Mike Leighs Vera Drake vandt Guldløven og hovedrolleindehaver Imelda Staunton vandt skuespilprisen i 2004.

Det er med andre ord en exceptionel kraftpræstation, som også betyder, at Kvinde ukendt som Guldløvevinder allerede er i spil til en Oscar, uanset hvilken film den danske udvælgelseskomité vælger at indstille.

Sikke en aften for dansk film!

Filmfestivalen i Venedig 2026


Guldløven
Kvinde ukendt, instr. May el-Touky

Sølvløven, juryens pris
Possible Love, inst. Lee Chang-dong

Bedste instruktør
Ilya Khrzhanovsky for DAU

Juryens specialpris
NAZA, instr. Yuval Abraham og Rachel Szor

Bedste manuskript
Stéphane Brizé, Coralie Amédéo og Olivier Gorce for Un Bon Petit Soldat

Bedste kvindelige skuespiller
Mathilde Arcel for Kvinde ukendt

Bedste mandlige skuespiller
John Malkovich for Wild Horse Nine

Bedste unge skuespiller
Malou Khebizi for A Place to Heal

Publikumsprisen
I Matter, instr. Alina Șerban

Bedste debutfilm
House of the Wind, instr. Auguste Bernard Kouemo Yanghu


Horizons (sidekonkurrence)

Bedste film
Diane in the Loop, instr. Ann Sirot og Raphaël Balboni

Bedste instruktør
Jacqueline Lentzou for A Day in the Life of Jo: Chapter Phaedra

Juryens specialpris
House of the Wind, instr. Auguste Bernard Kouemo Yanghu

Bedste kvindelige skuespiller
Laleh Marzban for Falling House

Bedste mandlige skuespiller
Riccardo Scamarcio for The Children of the Monkey

Bedste manuskript
Tommaso Landucci og Damian Femert for The Children of the Monkey

Bedste kortfilm
A Few Moments of Happiness, instr.. Shaden Safieddine Tazi


Bedste restaurerede film, Venice Classics
Long Night of 1943, instr. Florestano Vancini


Venice Immersive (sidekonkurrence)

Bedste VR-oplevelse
The Pigeon Ring, instr. Shixin Tao og Yuqi Zhang

Juryens pris
Out of the Ashes, instr. Rory Mitchell og Nonny de la Peña

Achievement Prize
Empire at Sea, instr. Peter Flaherty

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber i år fra 2. til 12. september.

© Filmmagasinet Ekko