Hun giver de anonymiserede kvinder et ansigt

Kvinde ukendt er godt på vej til at blive en sensation. 

May el-Toukhys kritikerroste thriller om en kvinde, der i befrielsesdagene forsøger at holde sit forhold til en tysk soldat skjult, spås gode vinderchancer til aftenens prisuddeling i Sala Grande. 

Allerede da jeg mødtes med instruktøren til et interview i mandags, var der en særlig stemning omkring filmen, som havde holdt verdenspremiere aftenen forinden. 

Visningen blev ellers lidt af en fadæse, fordi underteksterne gled ud af sync undervejs. Så filmen måtte stoppes og sættes tilbage midt under forestillingen. 

”Først tænkte jeg, okay: ’Hvis det bare er én eller to replikker, så går det.’ Men da vi begynder at nærme os et afgørende øjeblik, bliver det svært at gå et kvarter tilbage og stadig synes, det er spændende.” 

”Jeg står og er ved at få et hysterisk anfald, og så kommer jurypræsidenten Maggie Gyllenhaal med to andre jurymedlemmer. Den ene siger: ’Jeg forstår, hvordan du har det. Jeg er selv instruktør. Det skal nok gå, og jeg lover dig, at vi ser din film uanset hvad.’” 

Filmen foregår over fem dage, hvor spændingen bliver større og større. Så det er – som May el-Toukhy siger – en kold afvaskning, når man lige pludselig går tilbage og ser noget igen. 

Hun virker stadig lidt rystet oven på oplevelsen. 

”Det var intenst, vil jeg sige. Det var lige en tand for meget til mit nervesystem. Men vi kom igennem, og jeg synes, det gik godt.” 

Passer på sig selv
Lidoen er et filmkarneval med autografjægere, selfiesamlere, influencere og travle journalister, der farer forvirrede omkring som myrer om en smeltet vaffelis.

Det meste af tiden virker nettet ikke engang, og det passer egentlig May el-Toukhy meget godt, for så kan hun ikke læse anmeldelser.

”Engang imellem er der en af mine brødre, der sender et link, og så trykker jeg på det og kan ikke komme ind. På Dronningen var jeg også forsigtig med at læse anmeldelser. Din var jo faktisk den første, der kom, tror jeg.” 

”Nogle filmfolk lapper det i sig og har det megafedt med at læse alt, men jeg passer lidt på mig selv.” 

”Jeg har lavet filmen og gjort mig meget umage og brugt hele min opsparing og alle mine kræfter på det. Jeg kan ikke gøre mere. Nu må den kæmpe for sig selv – også med de fejl og mangler, den måtte have.” 

Heksejagt i befrielsen
Idéen til Kvinde ukendt voksede ud af et kuldsejlet filmprojekt om hekseforfølgelse, som May el-Toukhy og Maren-Louise Käehne længe havde forsøgt at få hul på. 

Men idéen strandede, fordi det var for let at udpege skurke og ofre. De savnede den moralske kompleksitet, som de havde udforsket så overbevisende i Dronningen, og begyndte at lede efter en anden krog at hægte en fortælling op på. 

”I den proces faldt vi over et billede af en kvinde på en bænk med et hagekors på ryggen, som også havde en undertone af seksuel energi. Det viste sig, at det var propaganda skabt med det formål at inspirere folk – og også som en advarsel. Det fik Maren Louise og jeg til at tale om kvindekroppen som et offentligt anliggende,” fortæller May el-Toukhy. 

Snart fandt hun frem til historikeren Anette Warrings bog om emnet, Tyskerpiger, og dykkede ned i historien om kvinder, der havde forhold til tyske soldater, og de repressalier, de mødte efter befrielsen. 

”Jeg har researchet mig selv fuldstændigt i sænk på det her projekt,” siger hun. 

Klippet og skændet
May el-Toukhy og Maren Louise Käehne var særligt optaget af, i hvor høj grad befolkningen i befrielsesdagene greb til selvtægt. 

”Det er borgere, som angriber andre borgere. Staten prøvede faktisk at internere mange af de her kvinder, så de ikke blev udsat for overgreb. Så vidt jeg husker, er det mellem 5000 og 6000 kvinder, der bliver interneret. Men på vejen til interneringslejren bliver nogle af dem klippet og skændet.” 

Både i Danmark og i resten af Europa fandt scener sted som dem, man ser i Kvinde ukendt. Grædende kvinder klippes skaldede og males, mens en hævngerrig hob står og råber. 

”Kvinderne kom fra alle samfundslag og alle aldre. Nogle havde været kæreste med forskellige soldater, andre havde kun været sammen med én. Der var dem, der havde fået et barn med en soldat.” 

”Ifølge Anette Warrings forskning er det i omegnen af 50.000 kvinder, der har været såkaldte tyskerpiger. Der var rundt regnet 250.000 tyske soldater i landet, så det tal er ikke højt sat.” 

”Det rejser også spørgsmålet om, hvor mange krigsbørn der er. Og så er der selvfølgelig en hel generation af børnebørn, som nu begynder at stille spørgsmålstegn ved de nedarvede traumer. Hvordan er de påvirket af, at deres forældre har været anbragt på børnehjem eller i plejefamilie?” 

Folkelige periodefilm
49-årige May el-Toukhy fortæller, at hendes generation er opdraget af krigsbørn, hvis forældre selv var unge mennesker under besættelsen. Men i dag er der en større interesse blandt unge for historier, som komplicerer de etablerede fortællinger.

”Der begynder at ske noget, fordi krigsgenerationerne dør. Så er der rum og mod til at fortælle nogle af de her historier. Det er både vigtigt og superspændende at se på vores nationale selvforståelse.”

”De her piger kom til indirekte at symbolisere samarbejdspolitikken, og det var i befrielsesugerne svært at kigge ind i som nation. Det er klart, at man kan efterrationalisere. Vi er en lille nation, og for at undgå åben krig måtte man underkaste sig. Men det er spændende også at se det med andre fortegn.” 

Selv om interessen er større, betød det ikke, at Kvinde ukendt havde en let vej til lærredet. 

”Da jeg pitchede filmen, fik folk et blik som Bamse: ’Ikke endnu en Anden Verdenskrigshistorie!’” siger May el-Toukhy og griner. 

”Det forstår jeg, men det er også unfair, for der er mange historier om kvinder fra den tid, vi ikke har fortalt. Jeg havde det sådan her: ’Lad os lige lave nogle flere film om kvinderne, og så kan vi sige, vi er færdige. I har fået lov at fortælle jeres historie, nu vil vi fortælle vores!” 

Hun vidste også med det samme, at hendes tilgang ville være en anden end den, hun ofte er stødt på, når dansk film beskæftiger sig med fortiden. 

”Der er ofte noget folkeligt over danske periodefilm. Man placerer sig ikke inde i tiden og kigger ud, men sidder udenfor og kigger ind. Lidt som når man kigger på sort-hvide billeder af bedsteforældre med høj hat og stok.” 

Grundforsker karaktererne
Empatien blev et bærende princip for filmen, der er fortalt solidarisk tæt på hovedpersonen Marie. 

Hun står til at skulle giftes med herren i det hus, hvor hun har tjent, siden hun flygtede til hovedstaden efter et forhold med en tysk soldat. Men da en bekendt fra Maries barndom dukker op og truer med at rive tæppet væk under hendes nye tilværelse, må hun sætte alt ind for at holde sin fortid skjult. 

Det stod fra begyndelsen klart, at filmen ville stå og falde med hovedrolleindehaveren. May el-Toukhy bed første gang mærke i Mathilde Arcel på teatret. 

”Mathilde kan lide at være i et slags undersøgende laboratorie, hvor vi grundforsker karaktererne. Jeg ved ikke alt, og hun ved ikke alt, men vi bliver ved at afsøge, afdække og grave dybere. Hun er vare så god i den her film.”

Længe havde filmen arbejdstitlen Efterkrig. Navneskiftet kom, efter en læser indvendte om manuskriptet, at hun ikke rigtigt kom ind på livet af Marie.

Frem for at se det som en svaghed, tog May el-Toukhy og Maren Louise Käehne den kommentar til sig som en styrke: ”Marie er ekstremt god til at camouflere, hvem hun er.” 

Den indsigt stemmer overens med mange af de billeder, de fandt fra klippeaktioner fra rundt om i Europa, hvor kvindens navn ikke er angivet. Man ønskede ikke at eksponere kvinden som en person, men som et symbol. 

Og det samme gælder utallige anonymiserede kvindeskæbner gennem kunsthistorien. 

”Man ved nok, hvem skulptøren eller maleren er, men motivet hedder ofte: ’Kvinde ukendt.’ Det var ikke vigtigt: Det er bare en kvinde og ’nøj, hvor er hun smuk!’” siger May el-Toukhy og himler en smule med øjnene. 

Glæder sig til dogme
Efter så stort og krævende en film som Kvinde ukendt glæder May el-Toukhy sig til at give sig i kast med et mere afgrænset projekt: Dogme25, som hun sidste år søsatte på Cannes-festivalen. 

Hun vil ikke udelukke at lave endnu en periodefilm i fremtiden, men lige nu virker de nye dogmer – ét års produktionstid, et lille hold, et håndskrevet manuskript, internetfri research – som en tillokkende afveksling. 

”Jeg glæder mig til at lave en film på nogle andre vilkår, for det har været meget hårdt at lave denne film. Der har været så store prisstigninger på alt i filmbranchen, at man ikke kommer lige så langt for pengene som før corona.” 

”Vi optog filmen på fem uger og tre dage. Størstedelen af optagelserne var i Riga, én dag i København og to i Sverige. Det var tolv timers arbejdsdage, så det blev seksten-sytten-atten timer for mig. Jeg kan godt mærke, at det skal jeg ikke lige igen,” siger May el-Toukhy. 

”Dogme25 kan forhåbentlig være en form for downsizing, så jeg begynder at tænke på at lave mine film på en anden måde. Det bliver en udfordring.”