Nyhed
08. feb. 2019 | 18:09

Shortlist-kongen med Trier og Aalbæk

Foto | Hein Photography
Aske Bang har fejret store triumfer med sine kortfilm, men har haft svært ved at realisere en spillefilm. Nu er der dog under en måned til, at han starter på optagelserne til debuten.

”Det bliver lidt nervepirrende at optage den scene,” siger Ekko Shortlist-talentet Aske Bang, der har overtalt Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen til at være med i sin spillefilmdebut.

Af Nicki Bruun

Han har senest været aktuel foran kameraet som russisk sømand i Thomas Vinterbergs internationale ubådsdrama Kursk og som en knap så flatterende udgave af sig selv i DR3-serien Doggystyle.

Men nu er 30-årige Aske Bang – der har fået titlen ”kongen af Ekko Shortlist”, hvor han har to film blandt de mest populære nogensinde – klar til igen at gå bag kameraet som instruktør.

Hans spillefilmdebut Welcome to the Moon er en historie om en polterabend på Møn, hvor alt går galt på en både sjov og uhyggelig måde.

Aske Bang og skuespiller Stanislav Sevcik har udviklet filmen gennem flere år og skrevet manuskriptet sammen med Ib Kastrup. Bang og Sevcik skal selv spille de to hovedroller som henholdsvis en succesfuld instruktør og en falleret skuespiller, der kommer i karambolage med de lokale piger.

Filmen har ikke fået støtte fra Filminstituttet og skal derfor delvis finansieres gennem en indsamling på Kickstarter. I skrivende stund er der indsamlet små 40.000 kroner, og målet er 100.000.

Stoppet af Trier
Aske Bang har til gengæld fået opbakning fra to af dansk films store personligheder – Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen – der har sagt ja til at medvirke i filmen som skuespillere.

”De skal spille sig selv i en scene, hvor Erik Clausen – som også har sagt ja – og jeg er med,” fortæller Aske Bang, der er spændt på udsigten til at arbejde sammen med nogle af landets mest berømte filmfolk.

”Jeg spurgte Ålen, om han og Trier ikke ville være med, og gennem ham fik jeg at vide, at de var klar. Men jeg kender ikke Trier lige så godt, så det bliver lidt nervepirrende at skulle optage den scene,” siger instruktøren med et grin og fortæller om sit første møde med de to høje herrer.

”Da jeg som attenårig ville lave min første film, tog jeg bare ud på Zentropa og afbrød et møde mellem Aalbæk og Trier for at høre, om de ville hjælpe med udstyr og sådan noget. De sagde ja. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte forklare dem om projektet, men Lars von Trier afbrød mig: ’Hvis du ikke stopper med at snakke nu, gider vi ikke hjælpe dig.’”

Audien kørte galt
Aske Bangs populære kortfilm på Ekko Shortlist tæller Den fremmede og Ladyboy, der vandt priser ved Ekko Shortlist Awards i henholdsvis 2016 og 2014.

Han blev i 2017 Oscar-nomineret for kortfilmen Silent Nights, og på det tidspunkt var der snak om, at instruktøren skulle spillefilmdebutere samme år med Døden kører Audi.

Den kørte dog galt, da det heller ikke lykkedes at få støtte til den. Trods de mange priser har det været svært for instruktøren at få et projekt igennem på Filminstituttet.

”Det er jo begrænset, hvor mange film de kan give støtte derinde,” siger instruktøren. ”Og det lader til, at de har svært ved at finde plads til en som mig, der befinder sig et sted mellem mainstream og kunstfilm.”

En masse absint
Hvis man donerer penge til Welcome to the Moon på Kickstarter, får man diverse frynsegoder. Og det bliver bedre, jo mere man donerer.

Men man kan også komme med til fest, når filmholdet den 23. februar inviterer til ”årets fest” på natklubben Chateau Motel. Her kan man mellem klokken 19.30 og 23.00 for 150 kroner få en aften med mad og fri bar, hvor pengene går ubeskåret til filmprojektet.

”Vi har fået den lokale sprutforretning på Møn til at sponsorere fem liter absint, som vi drikker en masse af i filmen. Og så har jeg spurgt en masse musikere, om de vil optræde, så det kan blive en rigtig fest,” siger Aske Bang, der håber på 500-600 betalende gæster, der i så fald vil være lig med 75-90.000 kroner.

Optagelserne til filmen starter på Møn den 4. marts.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko