Nyhed
09. sep. 2019 | 13:01

Tarantino slår sin egen rekord i Danmark

Foto | Andrew Cooper
Quentin Tarantino står bag kameraet under optagelserne af Once Upon a Time in Hollywood, hvor Leonardo DiCaprio har rollen som skuespilleren Rick Dalton i titlens filmby anno 1969.

Once Upon a Time in Hollywood bliver Quentin Tarantinos bedst sælgende film herhjemme foran mesterværket Pulp Fiction.

Af Nicki Bruun

Det er blevet efterår i Danmark, og publikum myldrer i biografen til film som Ser du månen, Daniel, Toy Story 4 og It del 2.

Men også Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood har trukket filmelskere i biografen i stort antal.

Faktisk bliver periodedramaet om folk og fæ i filmbyen anno 1969 instruktørens mest populære herhjemme – ligesom vi har spået i det nye nummer, der er på gaden nu.

Ganske vist har billetsalget endnu ikke overgået Tarantinos Guldpalmevinder Pulp Fiction, men det er et spørgsmål om timer. I skrivende stund er Once Upon a Time in Hollywood efter weekenden nemlig oppe på 244.712 solgte billetter, oplyser den danske distributør SF Studios.

Pulp Fiction sluttede på 245.794, så 90’ernes store mesterværk må snart se sig slået, hvad publikumstal angår.

Toppen af verden
I det forrige sommernummer, hvor Quentin Tarantino indtager forsiden, gik vi med et stort tema ind i alle afkroge af instruktøren og hans film.

I et interview fortæller Tarantino selv, at kærlighedsbrevet Once Upon a Time in Hollywood er resultatet af, at han ikke længere er vred, og at han har fundet kærligheden i privaten.

Vi går også bag om skabelsen af Pulp Fiction, lader dramatikeren Jokum Rohde udfolde sig i et essay om Charles Manson og menneskelig ondskab, får Nikolaj Nørlund til at lytte til instruktørens filmmusik og ser på forholdet mellem Tarantino og Harvey Weinstein.

Og så har vi gravet en række opsigtsvækkende detaljer frem om Tarantino, der blandt andet har siddet i fængsel!

Django Unchained er stadig instruktørens bedst sælgende på verdensplan nogensinde med en indtjening på næsten 2,9 milliarder danske kroner. Da Once Upon a Time in Hollywood går i biografer verden over, har den stadig chancen for også at slå denne rekord.

Trailer: Once Upon a Time in Hollywood

Kommentarer

Ekko #82

30 siders tema om Quentin Tarantino i Ekkos sommernummer.

Interview, analyser, essays, kuriosa og bag om den nye Once Upon a Time in Hollywood.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt. Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet og sommernummeret.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko