Vil danskerne tilgive Kevin Spacey?

Cyprioterne har gjort det. Israelerne har gjort det. Og nu er det danskernes tur.

28. november gæster Kevin Spacey Falkonersalen i København med forestillingen Songs & Stories, afslørede Soundvenue forleden. Ifølge arrangøren Scandic forener Spacey ”musik, personlige fortællinger og visuelle elementer i en sammenhængende og stemningsfuld scenisk oplevelse”.

Akkompagneret af et jazzband vil Spacey fortolke klassikere fra ”The Great American Songbook” og dele historier fra sit liv og sin karriere. ”En elegant og følelsesfuld aften, der engagerer og berører,” lover arrangøren.

Showet har allerede været opført på Cypern og i Israel, og nu får danske publikummer mulighed for at opleve den tidligere Hollywood-stjerne på nært hold.

Hvorfor Danmark er næste stop på turnéen efter – af alle steder – Israel, ved vi ikke. Måske er det forestillingen om danskernes sans for sort humor og vores berømte given fanden i politisk korrekthed, der lokker ham hertil.

Men Falkonersalens billetter, der ligger mellem 590 og 2190 kroner, er ikke blevet revet væk. I skrivende stund er kun omkring en fjerdedel af billetterne solgt, selv om eventet har fået en betydelig medieomtale.

Er vi danskere egentlig klar til at tage imod ham?

Ikonets deroute
Når man siger navnet ”Kevin Spacey”, tænker de fleste på hans karismatiske præstationer i moderne klassikere som The Usual Suspects, Se7en, American Beauty og tv-serien House of Cards – værker, der ikke ville have haft samme gennemslagskraft uden ham.

Men i samme øjeblik melder de mange anklager og kontroverser sig, som for snart ni år siden væltede hans karriere og efterlod ham økonomisk ruineret.

Især anklagerne fra skuespilleren Anthony Rapp, der fortalte om en meget konkret hændelse, da han blot var fjorten år gammel, har fået stor opmærksomhed i medierne. Ifølge Rapp kom den 26-årige skuespiller ind på værelset og gjorde seksuelle tilnærmelser ved at løfte den unge dreng op og lægge sig oven på ham.

Kevin Spacey blev resolut fjernet fra House of Cards og krævet en erstatning på 31 millioner dollars af selskabet Media Rights Capital, der producerer serien (beløbet blev i et forlig dog reduceret til én million dollars).

Adskillige retssager blev startet, nogle vandt han, og andre endte med et forlig eller måtte droppes på grund af juridiske teknikaliteter.

Selv om sagerne altså ikke har ført til dom og fængsel som i Weinsteins tilfælde, har Spaceys omdømme tilsyneladende lidt ubodelig skade. Han er blevet persona non grata i Hollywood, og flere forsøg på at genstarte filmkarrieren er ikke rigtigt lykkedes.

Ingen røg uden brand, kan den offentlige holdning opsummeres. Stjernen har været grænseoverskridende og berørt mennesker uden deres samtykke.

Bizar slingrekurs
Men spørgsmålet er, hvor længe et menneske, der er dømt af folkedomstolen, skal defineres af sin fortid. Fem år, ti år, tyve år?

Herhjemme simrer den betændte krænkelsessag om Martin Brygmann, der med en netop udgivet sommerballade signalerer håbet om en snarlig tilbagevenden som hyggeunderholder.

Og for nylig kom SF-lederen Pia Olsen Dyhr i modvind, da hun ansatte en spindoktor med en fortid som krænker i partiet. Hun forklarede, at alle bør have en chance for at komme tilbage efter fejltrin, men den holdning delte mange af hendes vælgere ikke.

For Kevin Spaceys vedkommende har tiden efter maskefaldet været præget af en slingrekurs, som ikke har gjort hans tilbagevenden nemmere.

Han startede med at sige undskyld og benyttede lejligheden til at springe ud som homoseksuel, som om det kunne tjene som en forklaring på hans upassende opførsel.

Derefter forsvandt han helt fra offentligheden for så gradvis at vende tilbage med en påstand om, at han var blevet uretfærdigt behandlet.

Og som prikken over i’et begyndte der at dukke videoer op på sociale medier, hvor han optrådte som den kyniske Frank Underwood fra House of Cards – en bizar blanding af satire og forsøg på rehabilitering.

Det stod aldrig helt klart, om han kommenterede virkeligheden eller forsøgte at genopfinde den.

Kunsten og kunstneren
Det er ikke blevet bedre af, at Kevin Spacey insisterede på at optræde i Tel Aviv og endda så genklange af boykotopfordringerne mod Israel efter Gaza-krigen i sine egne erfaringer med at blive frosset ude.

Som om folkedrab og karrierekrise uden videre kan lægges i samme kurv.

Det lyder mere som Frank Underwood end som en reflekteret kunstner, der har taget kritikken til sig og er blevet klogere.

”I de sidste otte år har medierne haft mikrofonen skruet helt op. Men nu har jeg mikrofonen og scenen,” siger Kevin Spacey under showet ifølge mediet The Times of Israel.

Den slags selviscenesættelse lægger ikke ligefrem op til ”en elegant og følelsesfuld aften”, der skulle forene musik, fortællinger og eftertanke.

Det er her, det begynder at skurre.

Vi vil gerne adskille kunsten fra kunstneren. Vi vil kunne grine af Lester Burnhams livstrætte sarkasme i American Beauty og gyse over John Does moraliserende seriemord i Se7en. Vi vil stadig gerne lade os føre rundt i manegen af den mytiske forbryder Keyser Söze i The Usual Suspects.

Men når stjernen træder lyslevende frem på en scene og med sin egen person og historie skal skabe stemning, begynder skellet mellem skuespiller og værk at udviskes.

Når han det ene øjeblik crooner følsomt til Simon & Garfunkel og det næste overfriskt affyrer vittigheder om, at han nok ikke får lov til at lave den sidste sæson af House of Cards, bliver det for meget af det gode.

Eller måske snarere: det onde.