Nyhed
22. feb. 2019 | 00:09

Woody Allen optager ny film i Spanien

Foto | Amazon Studios
Woody Allen mellem skuespillerne Kate Winslet og Justin Timberlake under optagelserne af Wonder Wheel, der fik premiere i 2017.

Mesterinstruktørens seneste film er lagt på hylden på grund af overgrebsanklager, men nu er Woody Allen i gang med et nyt projekt i Europa.

Af Nicki Bruun

Woody Allen er ikke bare en af historien største auteurs, han er også en af de mest produktive i nyere tid.

Faktisk har den 83-årige amerikaner lavet én film om året, siden han i 1981 tog en pause mellem Mig og mine fans og En midsommernats sexkomedie.

Han lavede også en film sidste år: A Rainy Day in New York. Men Amazon har valgt at lade den samle støv på hylden, fordi Allen igen er blevet anklaget for overgreb mod sin adoptivdatter Dylan Farrow i 1992.

Men det har øjensynligt ikke stoppet instruktøren, der ifølge New York Times er i gang med en ny film i Spanien.

Filmselskabet Mediapro, som hører hjemme i Barcelona og tidligere har været med til at lave Woody Allens Vicky Christina Barcelona og Midnight in Paris, har indledt et samarbejde med instruktøren om endnu en film.

”Vi har et tiårigt samarbejde med hr. Allen, og som med alle andre projekter, vi producerer, bedømmer vi personen på baggrund af hans værk,” lyder det fra Mediapro til New York Times.

”Alle vores projekter har en unik personlighed, og vi støtter alle slags kunstneriske stemmer og idéer. Vi vil fortsat producere stærke og kreative projekter til publikum over hele verden.”

En speget sag
For to uger siden sagsøgte Woody Allen distributøren Amazon for næsten en halv milliard kroner med den begrundelse, at selskabet har brudt deres aftale om at producere fire film.

Amazon stod bag instruktørens seneste, Wonder Wheel fra 2017, men har altså holdt A Rainy Day in New York tilbage. Det vides ikke med sikkerhed, om filmen nogensinde får premiere.

Historien om Woody Allens påståede overgreb er en speget sag, som opstod i kølvandet på instruktørens brud med kæresten Mia Farrow.

Instruktøren er aldrig blevet dømt skyldig i en retssal, men både Dylan Farrow og hendes bror – journalisten Ronan Farrow – har flere gange gentaget beskyldningerne.

Efter #MeToo i slutningen af 2017 satte dagsorden i Hollywood, virkede det til, at Woody Allen kunne være en færdig mand i filmbranchen. Men nu lader han til at være på vej tilbage med en film, der på IMDb står til at få premiere i 2020.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko