Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

26. dec. 2018 | 20:14

Dødsfilm som det ultimative pr-stunt

Foto | uoplyst
Norske Maren Ueland og danske Louisa Vesterager Jespersen blev på bestialsk vis dræbt i Marokko, angiveligt af personer med tilknytning til Islamisk Stat, og efterfølgende blev billeder af ugerningen delt på de sociale medier.

Har du set den?

I den seneste uge har det været nok at stille dette ene spørgsmål, så vidste alle, hvilken film man talte om. 

Jeg har ikke set den, videoen, der angiveligt viser drabet på den ene af de to piger, for jeg vil ikke se den. Det er virkelighedens horror, det er ægte blod, ægte skrig, ægte mord, udført på den mest grusomme og bestialske facon. Det er uafrysteligt, noget man ville ønske, man aldrig havde set. 

Og alligevel er mordet i Marokko måske den mest sete film i Danmark lige nu. Det er i sig selv uhyggeligt.

Engang så folk snuff og dødsporno, i håbet om at det var the real thing, altså at folk i virkeligheden blev slået ihjel. I dag ser vi terroristernes film, i håbet om at det ikke er the real thing. Det er et skræmmende paradoks, fordi terroristerne bevidst spiller på vores trang til at se ægte blod og vold, velvidende at vi helt almindelige mennesker ikke kan styre vores infame nysgerrighed, hvorved vi selv sikrer udbredelsen af den forbandede propaganda.

De leverer ondskaben, vi gør den til et tema, sikrer dem omtale og dermed også en pr-sejr til det onde selv.

Det er ubærligt, og det ligner en ny tendens, fordi det nu også rammer ofrenes pårørende. Forældrene til Louisa og Maren har hver især måttet lukke deres Facebook-konti, fordi folk postede ikke bare videoen, men også en collage, hvor der øverst var billeder af de to smilende piger og nederst billeder af deres lig, et afhugget hoved, en hals skåret over. 

Ikke engang i sorgen over at miste et barn kan en mor og en far få fred og en smule respekt. Det er så afstumpet en udvidelse af terroristernes propagandamaskine, at man lige niver sig selv i armen og spørger: Findes der virkelig en religion, hvor man kan forsvare at være ondskabsfuld?

Nå ja, historien har jo igen og igen vist, at hvis vi mennesker ikke lige havde en gud og en profet til at forsvare vores horrible handlinger, så fandt vi en ideologi og en diktator.

I middelalderens krige huggede man hovedet af fjendens budbringer og sendte kroppen tilbage på hesten – til skræk og advarsel. I dag deler man dette hoved digitalt med hele verden – med samme formål. Og vi åbner gudhjælpeos selv pakken. Selv om politiet har haft travlt med at fjerne billederne fra nettet, så ligner det en umulig opgave.

Der er mennesker, der støtter denne form for terror. Og der er mennesker, der nægter at fjerne billederne, fordi de er imod censur af enhver art. Ergo kan vi for evigt finde den video, og det er dermed op til hvert enkelt menneske at lægge bånd på sig selv og censurere i propagandaen, for Facebook kan ikke følge med.

De kræver en anmeldelse, men Facebook blokerer ikke som sådan noget af sig selv. Det er åbenbart for uoverskueligt. Vi har skabt et monster, hvor monstre frit kan dele deres uhyrligheder.

Måske burde vi alle boykotte Facebook. Stige af, simpelthen. For det er jo som at have en universel tv-kanal, hvor der nok er regler, men ingen overholder dem. Med det resultat, at vores alle sammens emotionelle medie er blevet inficeret af ondskabens pr-maskine.

Forleden læste jeg med i en tråd, hvor en fredsommelig ven advarede mod at se den bestialske video fra Marokko. Og fandeme om der ikke var en mand, der postede videoen i en kommentar og skabte endnu et øjeblik, hvor jeg mistede troen på mennesket som fornuftsvæsen.

Jeg bor pt. i Filippinerne, og selv om dette frodige jungleland på mange måder er et uland, er man foran på Facebook her. Det er gratis at surfe på Facebook fra din mobil, hvilket betyder, at udbredelsen er enorm. Stort set alle er på, også børn og gamle. Og dette allestedsnærværende sociale medie er fyldt med vold og drab og alverdens ulykker.

Det er skræmmende grænseløst.

Folk har her et ganske afslappet forhold til at dele en video, hvor en psykotisk far kaster sin baby ud fra et tag, eller en video, hvor en mand har fået kørt benet af i en trafikulykke og skrigende slæber sig hen ad vejen.

Jeg har set børn dele den slags. Men jeg har også set døde terrorister blive distribueret til skræk og advarsel.

Sidste år blev den ø, jeg bor på, angrebet af den ISIS-relaterede terrorbevægelse Abu Sayyaf, og efter en uges militær klapjagt med roadblocks og helikoptere fandt militæret terroristerne. Efter ildkampen frigav militæret billeder på sociale medier. 

Samtlige terrorister havde et skudhul i panden, altså var de hver især blevet likvideret på klos hold. Ingen af de lokale, jeg omgav mig med, fandt de individuelle billeder stødende. De jublede derimod. Jeg kunne heller ikke nære mig for selv at synes, de havde fortjent det. 

Fuld plade i forråelsens digitale bingo. 

Abu Sayyaf brugte allerede i 2016 Facebook til at reklamere for, hvordan de skar hovedet af to kidnappede, canadiske turister. Derfor havde de vel havde fortjent en lignende skæbne – øje og tand, du ved. 

Så sent som i denne måned blev Canadas premierminister Justin Trudeau på et pressemøde konfronteret med, at den ansvarlige terrorist stadig har en åben Facebook-konto. Han henviste til, at myndighederne undersøger sagen.

Og det er vel i det dilemma, vi står lige nu. Mens myndighederne finder ud af, hvad vi skal stille op med al denne ondskab, må vi selv tage ansvaret. Og lade være med at klikke.

du den?

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Fra 2011 til 2018 vært på Radio24syv, hvor han var med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

Seneste indlæg

Se flere indlæg
© Filmmagasinet Ekko