Uden filter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

08. feb. 2019 | 11:16

Halleluja, frit udsyn til pik og fisse!

Foto | TV 2
To deltagere i den danske udgave af Date mig nøgen mødes i et afklædt kram, efter at have vurderet hinanden på baggrund af fysiske præferencer.

Med min baggrund som kropsaktivist, der hylder alle kroppe og ønsker et oprør med det snævre ideal, som mænd og især kvinder forventes at indfinde sig i, burde jeg hade Date mig nøgen.

Det er et datingprogram, hvor det udelukkende handler om, hvordan man ser ud. Folk er splitterravende nøgne, får stort set ikke mulighed for at sige noget og bliver vurderet på deres hængemaver, kønsbehåring, dillerstørrelse og brystvortetype. Kan det blive mere tåbeligt?

Jeg har set tre afsnit af programmet, der får premiere på søndag på TV 2 Zulu. Og må indrømme, at jeg finder det tankevækkende.

Det er ikke, fordi det er særligt spændende eller chokerende tv. Egentlig er det lidt kedeligt. Men indirekte går det hen og bliver en kritik af vores overfladiske samfund og dét, at man kan finde på at afvise et menneske alene på grund af nogle flade bryster.

De dates, folk ender på, er nemlig ingen succes. For forholdet mellem to mennesker handler ikke kun om fysisk tiltrækning, men om hele pakken, også – eller især – det indre.

I programmet er der én m/k, som skal vælge, og så står der fem nøgne mennesker af det modsatte køn i nogle tildækkede bokse. Trin for trin afslører boksene mere af de bare kroppe, men nedefra. Det første, man ser og vurderer hos deltagerne, er altså deres pik og fisse.

Allerede her er der én, som skal vælges fra. Og så ser man næste del af personerne, op til halsen. Her er det klart sjovest at se på damerne, fordi de har babser i alverdens størrelser, mere eller mindre symmetriske. Og brystvorter, der er store, små, mørkebrune og lyserøde.

Hvor er det befriende at få lov at glo uhæmmet på mennesker, der enten er samme køn som én eller det modsatte. Vi er vildt forskellige, og det ved vi jo alle sammen godt, men hvor ofte ser vi det så tydeligt på skærmen?

Der er ikke noget udskammende i programmet. Faktisk står vælgeren og programmets lidt konfliktsky vært Ibi Makienok konstant og roser de nøgne kroppe. Sympatisk, men også lidt kedeligt.

Tænk, hvis en kvinde sagde: ”Den der pik, den er sgu for bette til mig.” Eller en mand: ”Hende der med hængevom og røde strækmærker, ej, det har jeg ærligt talt ikke lyst til at røre ved.”

Og tænk, hvis der var en vært, som gik de medvirkende på klingen. For hvis man ikke tænder på en lille pik, er det vel, fordi man antager, at den ikke er lækker at bolle med.

Sig det dog, som det er!

Det er jo ikke kritik af personen med den lille pik eller den tykke mave, men et udtryk for, hvad man kan lide. Og forhåbentligt bliver den person, der afviser – og alle, der har det på samme måde – mere bevidst om, at det lidt er noget pjat. At de kan stå over for verdens sødeste og sjoveste menneske, som de afviser, fordi vedkommende ser lidt forkert ud!

Men det er interessant, hvad vi tænder på.

En af fyrene finder sig straks en favorit – en kvinde med en fantastisk velformet, slank krop – men da han finder ud af, at hun er næsten skaldet (hvilket han i øvrigt også selv er), bliver det alligevel et ”nej tak”.

Han var helt oppe at ringe over hendes krop, men det korte hår var simpelthen en deal breaker.

Folk, der ikke passer ind i tidens snævre, slanke kropsideal, ryger først. Det er ikke overraskende. Vi får konstant at vide af medier, film og reklamer, at tynde mennesker er smukke mennesker – og at tykke mennesker er dovne, dumme og grådige.

Jeg har kun set tre afsnit, så jeg håber virkelig på, at nogen går mod strømmen. Men indtil videre er klichéen komplet: Mændene vil have små, slanke kvinder med symmetriske bryster og langt hår, og kvinderne vil have høje, slanke mænd med stærke arme og brede skuldre.

Nikolaj fra Ulfborg konstaterer, at en af kvinderne har hår på kønnet. Det er ikke en dusk, nærmere en five o’clock shadow, men det er altså lige vildt nok til ham. Og så er der fyren, der fortrækker kvinder med noget på sidebenene, men straks vælger en kvinde med thigh gap – et svært opnåeligt modeideal, hvor lårene ikke støder mod hinanden.

Programmet er en oplagt anledning til at diskutere vores forhold til kroppen. Skal kropsbehåringen fjernes, trimmes eller være uberørt? Er meget hår mellem røvballerne ulækkert? Skal vi fylde kroppen med piercinger og tatoveringer?

Hvor er det fedt at se så mange forskellige slags mennesker!

Nogle af dem har hængerøv og appelsinhud, voldsomme hårmængder mellem ballerne, små pikke og ujævne bryster, men de ser sgu alle sammen dejlige ud. De er attraktive, som de står dér og hviler i sig selv. Det er især tydeligt at se på mændene, hvordan deres pikkemænd nærmest strutter, og de står med spredte ben i Superman-position. Selvtillid er sexet.

Kunne jeg selv finde på at stille op?

Nej for pokker, jeg vil hellere brække en arm på langs. Jeg har intet imod at være nøgen foran et kamera, men jeg tror simpelthen ikke, at der kan komme en givende relation ud af to menneskers møde på disse præmisser. Hvad med interesserne, humoren, duften og drømmene?

Det er det, der tæller. Ikke taljemål og pikstørrelse.

Kommentarer

Ida Rud

 

Ida Rud (f. 1982) er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014, men har skrevet for Ekko siden 2013 og indgik i 2015 i Ekkos redaktionelle gruppe.

Hun er også tilrettelægger på Troldspejlet.

Ida er en af Danmarks førende kropsaktivister, som trådte foran kameraet i DR3-dokumentaren Tykke Ida, hvor hun fortalte om at blive glad for sin krop.

Hun brænder for filmkritik, skriver begejstret om de gode oplevelser, men er heller ikke bange for at gå til stålet, når en film skuffer.

Ved siden af journalistikken spiller hun keyboard i bandet SPEkTR, der er inspireret af filmmusik.

© Filmmagasinet Ekko