Autofiktion

Julen 2004. Filminstruktøren Elsa får pludselig et ondartet migræneanfald. Heldigvis er hun sammen med sin nye kæreste, Bonifacio. Han er egentlig brandmand, men under sit kunstnernavn Beau er han også mandlig stripper. Det er i den egenskab, at Elsa har mødt ham til en polteraften.

Elsa har kun skabt to film, som begge floppede. Nu lever hun af reklamefilm, og Bonifacia synes perfekt som statist i en reklame for undertøj.

Hun har selv lige mistet sin mor, og omkring hende er der veninder med kranke skæbner af diverse årsager, en utro husbond, børn som dør og andre miserer, som gør livet nærmest ubærligt.

Men så springer vi i Autofiktion frem til 2026, hvor instruktøren og forfatteren Raúl sidder og skriver på den historie, vi netop er i færd med at få fortalt.

Elsa synes mere og mere at blive til Raúls alter ego, en kunstner, som er gået i kunstneriske opløsning. Hans producent og sparringspartner igennem tyve år, Mónica, vil tage orlov på tre måneder, fordi hendes veninde Elenas søn er kræftsyg.

Men gradvist finder hun ud af, at det manuskript til en ny film, som Raúl skriver på, er en slags kunstneriske vampyrisme. Han skriver simpelthen på hendes sorg og smerte. Det gør hende rasende, og det kommer til en krise imellem dem, som kun kan løses ved, at han skriver manuskriptet om.

Slutningen er – som så ofte hos den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar – gådefuldt åben og sporadisk afhændet.

Autofiktion er kort sagt ikke en film om julens gode viljer. Den begynder da også med Elsas brok over højtiden og dens megen trængsel og alarm.

Julens kristne budskab står nærmest i kontrast til den elendighed, Elsa møder gennem sine veninder: Patricia, hvis søn sjældent ser sin far, som er hende utro i Paris, og Natalia, der har mistet sin søn og har svært ved at finde en vej videre.

Alle disse tragedier tilhører Mónica – ikke Raúl. Alligevel er det ham, der tilsyneladende skamløst suger kunstnerisk næring af hendes liv.

Det er filmens metafiktive lag og egentlig ret banalt. Forfatteren Graham Greene siger, at enhver kunstner er spion i sine omgivelser. At Raúl trækker på omverdenen er mere naturligt end forkasteligt.

Mónica bebrejder Raúl, at han aldrig har løsrevet sig fra sin mors død. Dermed åbnes endnu et lag i Autofiktion: Raúl er et selvportræt af Pedro Almodóvar (Alt om min mor, The Room Next Door), som ifølge filmen er løbet kunstnerisk tør for idéer, stof og inspiration.

Det er imidlertid filmens store problem, at den aldrig formår at gøre denne kunstneriske krise vedkommende.

Årsagen er, at der er for mange stakkels kvinder med i filmen, som ganske vist får stemme og sted i handlingens forløb, men uden at disse skæbner bliver til tætte og engagerende bekendtskaber.

Vi er som altid hos Almodóvar i den spanske overklasse, hvor almindelige mennesker – Elenas kæreste Bonifacio og Raúls ditto – er de simple og sympatiske individer uden skrupler og skærmydsler. Imens færdes Almodóvars kreative mennesker rundt i smart tøj i lækre lejligheder med trakasserier, som balancerer et sted mellem trivialitet og tragedie. Gerne og heldigvis mest det sidste.

Filmen er krydret med sange af mexicanske Chavela Vargas, hvis enigmatiske poesi gør hele baduljen endnu mere spansk og lukket i sit episke udtryk end nødvendigt.

Autofiktion stritter i for mange retninger – både som traditionel fiktion og som autofiktion. Raúls genstridige partner Mónica beroliger ham med, at selv en mindre god film af ham vil være velkommen.

Desværre kommer Autofiktion til at bekræfte hendes udsagn.